Præstationskultur
Cykelnerven. På Scleroseforeningens hjemmeside står der allerforrest, at jeg allerede nu kan ansøge om én af de begrænsede pladser til årets cykelevent i Alperne. Jo tak, men når jeg cykler, er det hen i plantagen og tilbage igen. Og så sørge for at få vendt om, så jeg kan nå hjem inden min højre fod bliver alt for uvenner med pedalen. Varighed ca.: 15 min. Bestige Tourmalet? Det tror jeg ikke.
Sailing Sclerosis. Jeg elsker havet – jeg vil bare hellere være nede i det end ovenpå det. Mit legeme flyder og boltrer sig i vand, som havde det aldrig hørt om sclerose, og min balance er som en fisk i vandet, når bare der er dybt nok. Desuden kan jeg gå op, lige når det passer mig. Jeg er ikke ven med skibe. Jeg synes, det er en lille smule klaustrofobisk kun at kunne bevæge sig på en lille gyngende platform uden at kunne komme væk. Jeg gynger i forvejen tre dage efter jeg er stået af øresundsfærgen. Så det er nok heller ikke noget for mig.
Men så Ladywalk da? Feminaløbet eller Walk & Talk? Tag dig nu sammen, Misen, det er bare en lille gå-tur, og man får sikkert et flot diplom for at have gennemført den valgte distance. Man kan nemlig helt selv bestemme om man vil gå den korte distance eller om man er sej med de seje og går den lange. Jeg går. Ikke langt, men jeg går. Jeg går helst alene, eller med nogen jeg kender, og et sted jeg kender, så jeg ikke pludselig bliver overrasket over længden, underlaget eller tempoet. Og vi snakker en halv eller måske endda en hel kilometer, hvis det er en virkelig god dag. Behøver jeg at nævne, at jeg da slet ikke løber? Så jeg tror også, jeg melder pas til fælles march.
Det kan godt være, jeg er blevet en vissen, gammel tante men der er noget, jeg ikke helt forstår. Hvorfor er det så udpræget fysisk formåen og spillen-med-musklerne, der dominerer indsamlinger? Og det er muligt, jeg både har stregmund og hønserøvs-attitude, men hvorfor handler det så meget om at komme længst og først?
Vi lever i en tid, hvor man er lidt bagud på point, hvis man kun har gennemført én ironman, og hvis man så ikke engang har det tatoveret på kroppen, er man nærmest håbløs. Der skal beviser og diplomer til. Hvis jeg vil, så kan jeg.
Men, helt ærligt, sådan er det jo ikke for mig og heller ikke for mange andre. Der er det altså ikke kun viljen, der tæller. Jeg ved godt at flere store, stærke mænd med sclerose har besteget Tourmalet på jernhest i Cykelnerven. Èn af dem udtaler, at han i varmen næsten ikke kunne mærke sine ben, men så “var det jo bare om at cykle videre.”
Superflot. Godt gået, drenge! Og the wonderboys fra Guldfireren var også med, og de syntes bare, det var skægt. Fedt!
Der er noget, jeg lige skal forstå: Vi har sclerose, derfor hjælper de/vi os med at samle penge ind og skabe opmærksomhed. De er kendte, stærke og seje. Men procentdelen af os, der ikke kan deltage, må være ret stor? Sclerose rammer og nedsætter både førlighed og muskelkraft, så al den fysiske præstation og trofæ-jagt er da lidt spøjs? Kunne det tænkes, at det er med til at skabe en kløft, der er unødig stor - inden for egne rækker endda? Bliver det en elitær “klub-i-klubben”, man kun kan være medlem af, hvis man er sej og “rask” nok?
Jeg vil gerne slå fast, at jeg bifalder initiativ - også de omtalte strabadserende nogle af slagsen. Jeg begejstres over folk, der gider gøre noget, gider tage stilling og blande sig i verden. Jeg synes bare, det er synd, hvis al den gode energi og hjælpsomhed kommer til at virke ekskluderende på os mennesker, der i den sidste ende skal drage nytte af det.
Måske er det bare sådan verden er lige nu – en præstationskultur – og jeg synes da selv, jeg er rimelig cool, når jeg har trænet. Nogle gange synes jeg, jeg er rimelig cool, når bare jeg står op om morgnen. Alt kan ikke måles i en Ironman. Heldigvis.
Kære Misen
Jeg vil gerne komme med et svar på dit interessante blogindlæg.
Det er vigtigt for mig at få et budskab ud om, at Cykelnerven ikke er lavet for at give mennesker med sclerose en oplevelse. Cykelnerven handler udelukkende om at samle penge ind.
Vi udvikler hele tiden vores events og tiltag for at samle penge ind, da fundraising er nødvendigt, for at vi kan finansiere forskning i sclerose og for at opretholde vores medlemstilbud med fx gratis psykolog- og socialrådgiverbistand.
Cykelnerven er et af vores nyeste tiltag. Men hvorfor har vi fundet på noget, som mange med sclerose ikke kan deltage i? Her kommer vi ind på netop det, du beskriver som en del af tidsånden i dag: Folk elsker fysiske præstationer – gerne af den strabadserende slags.
Folk vil gerne udfordre sig selv. Og der står vi så på spring og giver dem muligheden, samtidig med at de kan gøre en god gerning og støtte forskning i sclerose.
Da jeg var med Cykelnerven i Frankrig i sommer, blev én ting hurtigt tydeligt for mig: Selvom deltagerne deltog for at udfordre sig selv og få en personlig oplevelse, var det også lysende klart, at hver og en af dem også gjorde det med denne tanke: Vi cykler for dem, der ikke selv kan cykle!
Cykelnerven giver også mange pårørende, der ellers ikke kan stille noget op mod sclerose, en mulighed for at gøre en forskel i kampen mod sygdommen.
Cykelnerven gav i 2014 et overskud på knap en halv million kroner, som vi giver videre til forskning i sclerose. Ovenstående gælder både Cykelnerven, men også MS Walk and Talk, Feminaløbet og Ladywalk. (Hvoraf de to sidstnævnte ikke er vores ideer eller initiativer, men blot events hvor arrangørerne har tænkt på os, da de skulle dele deres overskud ud og finde samarbejdspartnere. Noget vi er dybt taknemmelige for. Også selvom deres events handler om at gå eller løbe – noget mange af vores medlemmer har problemer med.)
Mange hilsner Ann Leistiko, Marketingchef
PS: Vi ved, at mange af vores medlemmer er enormt glade for vores Kys sclerose farvel kampagne. Blandt andet fordi den ikke handler om fysiske præstationer, men har et element af håb, kampgejst og glæde – og fordi alle kan samle ind og kysse sclerose farvel på hver deres måde.