Sikken voldsom trængsel …
Jeg elsker at shoppe på nettet. Og jeg er god til det! Jeg køber økologiske grønsager, tøj, sko, hundemad og juleænder. Jeg kan se på tingene i ro og mag, jeg kan klikke på “læg i kurv” og alligevel fortryde flere gange uden nogen kigger skævt til mig. Jeg køber også gerne alle mine julegaver på nettet. Det kræver selvfølgelig, at jeg nogenlunde ved, indenfor hvilket emnefelt jeg skal søge, men så går det også strygende. Jeg har alligevel aldrig brudt mig om at gå ind i en dimse-butik og så bare finde “et-eller-andet”, så lidt mere målrettet søgning er mere mig. Hvis man så er heldig at finde lige præcis den ting, man gerne vil købe, kan man endda nærmest prutte om prisen. Der går næsten lidt sport i at finde den net-butik, der er den billigste, og den der har gratis fragt og retur. Eller hurtigst levering, hvis det er dét. Og man er ikke pinlig, mens man prutter, for man sidder i sin helt egen forbrugs-rus, hvor ingen bag i køen utålmodigt ryster på hovedet eller kigger på uret. Der er også den fordel - eller ulempe - at der lynhurtigt ryger noget ned i kurven til mig selv. Bare en lille ting. Noget jeg virkelig har brug for og noget jeg garanteret alligevel ikke får i julegave, for jeg vidste jo ikke engang selv, hvor meget jeg manglede det. Nogle synes, det er for upersonligt, det dér med nethandel. Jeg kan også godt lide at kommunikere med folk - især når jeg handler - så det gør jeg også her. Jeg kan godt finde på at ville spørge ind til det, jeg overvejer at købe, og så ringer jeg. Jeg køber af princip ikke noget, hvor der ikke er et telefonnummer. Så spørger jeg om størrelse, levering eller noget tredje, og der er næsten altid nogle flinke meget menneskelige mennesker i den anden ende af røret. Når pakken når frem, er der også næsten altid et lille håndskrevet kort, hvor der står: ” Håber du bliver glad for den. Mange hilsner Ole” og så et lille stykke chokolade. Og så er der pakkerne! Alle de dejlige pakker, der kommer med posten. Min postmand hedder Gert, og han er mægtig flink. Han bærer alt, jeg køber ned ad trappen til min dør og ringer på, smiler når jeg åbner, og min hund Karla får altid en hundekiks. Han bærer den tunge papkasse med hundemad ind for mig: “Du har da noget med ryggen, ikke?” siger han. “Jeg går bare ikke så godt,” siger jeg lidt undskyldende, når mit vel ca. 60-årige postbud slæber mine Irma-varer ind i entreen. Det er pænt tunge kasser fyldt med sukker, mel og rødvin til jul, som jeg er så sindssygt glad for ikke selv at skulle pakke og bære ud i bilen oppe i Irma. Hvis jeg ikke er hjemme, lægger han mine pakker på vores aftalte sted og putter i stedet en seddel i postkassen med beskeden: “Pakkerne ligger i udhuset. Gert.” Hvis noget skal afhentes på posthuset, er det også bare i orden. Jeg kan holde lige udenfor og post-damen er også mægtig flink. Hun kan jo nærmest min adresse i hovedet, og der er både smil og “God jul!” med i betjeningen. Det er i hvert fald ikke min skyld, hvis det går dårligt for Post Danmark. Så er der nogen, der klager over den nye tids ønskesedler. Det er dem med links. Links med billeder, størrelse, pris og butik. Bare put det i den virtuelle indkøbskurv, og gaven er næsten i hus. Min mand vånder sig og mener, det bare er en bestillingsseddel og værger sig ved at blive dikteret, hvad han skal give. Nå jo, jeg kan da godt se hvad han mener, men han er nu også ind i mellem lidt ved siden af med sine ellers velmenende gaver, så måske det lige var noget for ham. Og hvad er der i vejen med at give folk det, de ønsker sig eller få det, man selv ønsker sig? I gamle dage fik jeg ALTID blomstret sengetøj af min farmor, selvom jeg hvert år pointerede, at jeg ønskede mig hvidt. Min farmor gav KUN sengetøj. Med link-metoden er det jo ikke engang nødvendigt at sige, det kan byttes, for man har jo fået, lige hvad man ønskede sig. Jeg kan nu også godt lide at gå i rigtige butikker. Især her til jul, hvor der er lys og leben og man kan stoppe og få et glas gløgg eller en kop kaffe. Men det er svært på denne tid at finde parkering. Også selvom jeg har handicap-skilt, for de andre handicappede skal jo også på juleindkøb. Så skal jeg holde længere væk og må have min kære vandrestave med som ikke er så kære endda, når jeg endelig, efter at have stået i kø i en evighed, stiller dem op ad disken og de vælter, og folk glor surt, fordi det tager tid, ekspedienten sukker, og det eneste man vil er bare ud og hjem, og der er lang vej til bilen. Næ, så vælger jeg at blive hjemme med en dejlig kop kaffe og en pebernød foran computeren. Der sidder jeg i fred og ro, mens kortet gløder, og julegaverne får flueben på min gaveliste. Venner og familie derimod mødes jeg meget gerne med på velvalgte fremkommelige steder, for de kan ikke erstattes af internettets lyksaligheder. Heldigvis.
