Skyld med skyld på
Med et par års mellemrum tager jeg en tur til min læge for at få et lille service-eftersyn. Jeg får målt blodtryk, taget blodprøver, mærket efter hist og pist og når lige ind i mellem at spørge om et par af de småting, man ikke lige synes er stort nok at ringe eller bestille tid for. Som regel fortæller han mig bare, at dét og dét ser fint ud, og så går jeg tilfreds hjem igen. Denne gang vil jeg gerne følge lidt grundigere med - især fordi min mand lige har været igennem den samme tur, og jeg skal da lige se, om jeg kan slå ham i D-vitamin eller kolesterol. Man er vel konkurrencemenneske. Så resultattavlen bliver printet ud, og vi gennemgår nu Mennesket Misen fra A-Z. Vi arbejder os ned igennem de hvide blodlegemer og jernet, og så siger doktoren:
“Du drikker jo ingenting?”, og jeg kan forstå, han mener alkohol, og at vi er nået til levertallene.
“Nøe”, siger jeg lidt mistænksomt - jeg nu godt kan lide et glas eller to - mon det er en fælde?
“I hvert fald ikke hver dag”, siger han.
“Nej, det gør jeg da ikke”, siger jeg lettet med skinnende glorie og eftertryk.
Vi arbejder os videre gennem listen, og jeg bliver godkendt - med pil opad. Jeg er kisteglad og stolt, som hvis jeg havde fået 12 i stil. Når man nu slæber rundt med sclerosen i baglommen, er der ikke noget som at blive rost for sit D-vitaminniveau hos lægen.
Han har kun én bemærkning:
“Du spiser heller ikke rødt kød?”
“Uha, nej, det, har jeg fået at vide, er meget dårligt for sådan én som mig”, svarer jeg - igen lidt helligt. Min B-12 vitaminbeholdning er i den lave ende. Ikke for lavt, men kunne godt være højere. Det er trods alt de vitaminer, der kan noget med nerverne.
“Ja, du kunne jo prøve at tage nogle tabletter - eller spise en halv rød bøf om ugen?”, smiler han.
Hvad er bedst, piller eller naturlig kost? Jeg tager en lynhurtig beslutning: den halve bøf, og aftaler at vi skal se, om det har en effekt om tre måneder.
Et par dage efter skal jeg ifølge servicebogen til eftersyn på hospitalet. Det er hver niende måned, og jeg er ikke pjattet med det, det skal overstås. Jeg går igennem syn hos lægen og sætter mig nu på kanten af stolen i sygeplejerskens hyggerum. Der er fyldt med pjecer og brochurer, som var det en DSB-kiosk – alt sammen om sclerose. Imponerende. Der er brochurer om vandladningsbevær, kognitive vanskeligheder og kronisk træthed. Sikke et overflødighedshorn.
Sygeplejersken og jeg sludrer fint, som vi skal om familien og det hele, og så begår jeg brøleren: jeg fortæller smilende om min bøf-kur. Sygeplejersken smiler også, men langsomt tager samtalen alligevel en drejning, og jeg opdager det først, da det er for sent: De farlige animalske fedtstoffer!
“Nu har jeg jo ellers ikke spist rødt kød i årevis”, siger jeg og håber på lidt ros.
“Det er lige meget med farven”, siger hun.
Så det viser sig, at det ikke har en s… med farven rød at gøre. Og heller ikke med oksekød. Jeg ved da godt, at kylling og fisk er bedst, og det elsker jeg og spiser mest af, men økologisk svinekød smager også himmelsk. Nu er det også black-listed. Og bacon - helt yt.
Og her gik jeg og troede, jeg var sund. Jeg spiser aldrig slik, fortærer en hel kasse fra Årstiderne hver uge plus min egen køkkenhave om sommeren, krydderurter, frisk-bælgede borlotti-bønner jeg har med hjem fra Italien, og jeg ryger kun en lille bitte cigaret en gang i mellem i weekenden. Men næ, det er ikke godt nok. Jeg får stukket én af de mange brochurer i hånden og må naturligvis kigge forsigtigt i den. Der står alt dét, jeg ikke vil vide. Kun to æg om ugen, en lille smule kylling, fisk hver dag. Undgå olivenolie, smør, ost, mørk chokolade, kager, alkohol, chips (godt jeg ikke også har hang til lakrids og vingummi - det er ikke engang nævnt) og så kød. Alt det der smager rigtig godt. Farvel søde livsnyder-liv. Farvel mad-øre. Goddag til fedtfattig skåne-kost. (Jeg bliver jo tynd som en cykel, hvis jeg kun må spise det, der står i folderen.)
Og goddag skyld. Skyld med skyld på. For det ligger jo implicit: at hvis du ikke holder dig på måtten, er det din egen skyld, hvis du får det dårligere.
Hvad blev der af økologien? Den usprøjtede mad, de giftfrie råvarer? Og hvad med makrellen og laksen, der er fuld af tungmetaller? Det er åbenbart ikke dér, skoen trykker. Siger de kloge. Men det er dér, jeg sætter ind: jeg satser hele butikken på økologi - på mad uden gift, og det må jeg heldigvis godt, for jeg er min egen direktør, og jeg bestemmer selv. Jeg glæder mig til min halve økologiske røde bøf og et glas økologisk rødvin, og i morgen vil jeg muligvis flotte mig med en carbonara med lidt økologisk bacon og en parmesan jeg selv har haft med hjem fra Sardinien plus et pift af den farlige piskefløde. Måske går jeg endda planken ud med et stykke økologisk Vesterhavs-ost til dessert.
Jeg har stor respekt for det folk vælger og mener er rigtigt for dem, jeg mener bare ikke, det kan være “sundt” at leve med bekymringen i hælene - eller rettere sagt: Det er bare ikke noget for mig.
Jeg vælger at leve livet farligt. For den gnaver alligevel lidt i mig, skylden, hver gang jeg spiser et lille stykke chokolade. Men det smager så godt, og jeg bliver så glad og det føles på en måde også sundt.
Som svar til Forstår det ikke. Jeg har af Tine
Ja, det er temmelig forvirrende, men de bliver åbenbart klogere hele tiden - heldigvis! Nydelse og livskvalitet er helt sikkert også helbredende, så vi er nok nødt til at stole på den måde vi selv vælger at håndtere det på. Tak for links, Tina - spændende og opløftende! Og bøffen var god :-)
Tak, Miss Lise. Ja, lidt regaae i højttaleren og en paraply i hospitalssaftevandet ville ikke være dårligt.
Jeg var engang, kort efter jeg var blevet syg, hos en kinesisk akupunktør som gav mig en lang liste med mad og drikke der var forbudt at indtage. Det var både oksekød, lammekød, and, nødder, chokolade, gulerødder, tomater, æg, vin og alle mulige andre dejlige ting der gjorde livet sjovt at leve på trods af sygdom. Svinekød var helt i orden - også selvom det var fyldt med antibiotika. Den dag valgte jeg at følge min egen sunde madglæde og har det fint i dag, 10 år efter. Jeg er enig med dig, Jeppe, i at selvvalgte begrænsninger kan være så begrænsende, at vi vælger livsnyderiet fra - og hvor meget heling ligger der ikke i det? Kan dog stadig mærke et lille stik af skyld, når jeg sætter tænderne i en "forbudt" gulerod ...
Som svar til Jeg var engang, kort efter af Misen
hej Misen; når Du skriver forbudt i anførselstegn når Du omtaler gulerod, skal det så forståes bogstaveligt eller i overført betydning ? for en gulerod er vel ikke ligefrem noget vi skal undgå ?
Kære Sanne.
Har fået et venligt praj om, at der lå en fin besked til mig på bloggen - og det gjorde der sørme! Tusind tak for alle de pæne ord og fordi du skrev dem til mig. Det er jeg utrolig glad for. Både for ordene om "Forgiveness" men da også dem for mine skriverier. Jeg er selv stamgæst hos Nørrebro Fysioterapi og trives godt i det miljø - men mere om det på bloggen snart.
Håber du "kigger forbi" igen med en hilsen eller en kommentar - så skal jeg nok prøve at være lidt hurtigere :-)
Mange hilsner Misen
PS. Jeg kunne godt høre du klappede!