Banaliteter med et beat
Blog post by
Tanger, 2285
Manden er 303 år gammel. Han burde ikke være her. Han burde ikke være nu. Kvinden er væk. Manden er alene. Sygdommen havde tvunget ham til at kæmpe for sit liv uanset hvad. Det havde nærmest været en tvangshandling. Det var i hvert fald det, han sagde til sig selv. Overlevelsesinstinktet havde taget styringen, inficeret samtlige systemer. Til sidst, da pengene var små, havde han truffet en uigenkaldelig, egoistisk beslutning. Dagen efter havde han ikke kunnet se sig selv i øjnene. Han havde ikke turde møde hende. Så han var rejst – uden at sige farvel. Fuld af skam. Nu er der ikke noget at kæmpe hverken for eller imod. Hun gav meningsløsheden en slags mening. Nu er hun væk. Og det var ham. Det var ham, der med sine handlinger havde frarøvet hende muligheden for liv. Alligevel var han fortsat. Nærmest som på autopilot. Nu er der ingenting. Nu har han levet for længe. Og kærligheden, menneskeslægtens overlevelsesinstinkt, er en saga blot.Han er tilbage. I Tanger. Han syntes, det var et godt sted at dø. For 271 år siden var manden og kvinden rejst til Marokko, langs kysten og op til Gibraltarstrædet. De havde vandret i den gamle bys labyrintiske medina, op og ned, ind og ud, lys og mørke, hvor Kerouac og Burroughs havde skrevet og røget og længtes efter døden. Byen havde kæmpet ihærdigt for at holde de for længst afdøde ikoner i live. Og beatpoeternes spøgelser havde kæmpet med berberkrigerne og mavedanserinderne om de rige nordboeres opmærksomhed og penge. Medinaens sagnomspundne melankoli var flyttet ud i udkanten, hvor manden havde følt sig hensat til en film af Michael Mann. Fra værelse 101 kunne de næsten se den vandrette, blå horisont gennem varmedisen. De havde været alene i en verden oplyst og omfavnet af sol og neon og gadelampernes grelle skær. Når solen var gået ned, var der uendeligt ensomt. De lokale havde fejret ramadanen i landsbyerne og i den gamle bykerne. Herude var der intet. Den hvide spøgelsesby af hoteller og tosporede boulevarder havde føltes som en død verden af i morgen. Men her, på grænsen mellem nord og syd, havde de fundet frelse i hinanden. ”All I know is there’s no point in me going anywhere anymore if it’s going to be alone ... without you,” siger den überkontrollerede, überprofessionelle bankrøver Neil McCauley i Heat. Nu kan han ikke længere trække stikket, når han kan mærke the heat henne om hjørnet. Nu kan han ikke længere flygte uden at se sig tilbage. Nu giver det mening. Sådan havde manden også haft det, et stykke tid i hvert fald. Men virkeligheden er ikke en film. En film er en følelse, en stemning, som forsvinder. Nu er manden tilbage, og i morgen er for længst blevet til et fjernt minde. Og den ny morgendag føles allerede blottet for liv. Et Tivoli, et levn fra glemte tider, er som et spøgelse dukket op af det bare ingenting og står alene mellem de hel- og halvfærdige, hvide tårne. Som eksisterede det kun om natten. Skyggeeksistenserne bevæger sig i udkanten. Der er ingen gæster og lysene, røde, grønne, purpur, drejer rundt til ære for skyggerne. På vejen ligger der to hunde, som var de faldet om på deres vej over asfalten. Som havde de givet op. Riget, 2014 Gad vide om hans forældre havde haft det lige sådan. Hans bedsteforældre. Havde de også ladet sig overvælde af tiden, altings ustoppelige bevægelse mod døden, mod det ukendte. Havde de også haft følelsen af at stå midt i den fremtid, de havde fantaseret om, den fremtid, de havde læst om og set folde sig ud i al dens vælde på biografens hvide lærred. I Ridley Scotts mesterværk Bladerunner sidder Harrison Ford og kommunikerer via en skærm, hvis pixelerede billede ligner noget fra et gammelt billedrørsfjernsyn, hvad det givet vis også er. Nu går alle rundt med hver deres lille computer, hvor man kan gøre det samme og tusinde andre ting – bare tusinde gange bedre. I virkeligheden. For et par år siden havde Noomi Rapace aborteret en uhyrlig, frådende fallisk, lille alienbaby i samme Scotts makværk Prometheus. Laserstråler udfører med mere end kirurgisk præcision indgrebet og får efterfølgende hendes væv, hendes kød og hendes hud, til at regenerere nu og her. Manden er 32 år. Han troede, det var ren og skær pubertær science fiction. Nu kigger han ind i en fremtid, som er lige nu. Sådan føles det i hvert fald. På ottende sal på Rigshospitalet omfavner den store komfortable liggestol, apparaturet og ledningerne med Tysabri ham som et cockpit. Han mærker væsken, der køligt løber gennem årerne. Han lader sig glide med og rejser derind. Den er lige der, på laptoppens skærm foran ham, fremtiden, lige nu og her. Selvom han sidder lænket til stolen med droppet i armen, føles det som en rejse ind i det ukendte. ”To boldly go where no one has gone before,” siger han til sig selv med et smil på sin sprukne hjerne. ”En dag sker der en ulykke, og uheldigvis mister du et øre eller en anden del af din krop. Der er ikke noget at bekymre sig om: Din læge åbner din krops back up-fil, finder specifikationerne på den manglende kropsdel og printer et spritnyt øre, der er praktisk talt identisk med det, du mistede,” står der på bloggen om bioprint. Det er flere årtier siden, de første forskere forsøgte at skifte blækket i deres printerpatroner ud med celler og bogstavelig talt printe menneskeligt væv. Og den britiske avis The Telegraph kunne i 2013 fortælle, at hovedattraktionen på en udstilling om 3D-print på Science Museum i London ikke var et snoldede Eiffeltårn i noget hård plast. Det var en 3D-printet blære. Et stykke af et menneske, biologi, ganske vist ikke funktionsdygtigt, men stadigvæk, et stykke af et menneske. Bioprint! ”Indenfor det næste årti vil vi være i stand til at printe et fuldt funktionsdygtigt menneskehjerte,” læser han på det populærvidenskabelige tidsskrift Wireds hjemmeside. ”Jeg siger bare et årti for at give os lidt albuerum,” lyder det i artiklen fra den videnskabelige executive på University of Louisville’s afdeling for hjerte-kar-innovation. Fra cockpittet har han udsigt over, hvad der ligner en frelse. Det ligner et håb og en frelse. Det ligner pokkers meget det evige liv, en skræmmende og uafviselig tanke. Men det ligner også et umuligt projekt. For hvem ved, hvor den offentlige sygesikring er om ti, tyve eller trehundrede år. Vil det offentlige betale for, at man som 120-årige kan leve endnu 50 år, 100 år? Og hvor mange millioner vil det koste? Eksisterer det offentlige overhovedet om 200 år. Hvad eksisterer om 200 år? Uhyrlige perspektiver løber ham koldt ned ad ryggen. Det var en gammel gymnasiekammerat, som nu brugte de fleste af sine vågne timer på nettet med poker, givetvis porno og pirateri, der havde fortalt manden om 3D-printerne, som inden længe ville nedbryder grænsen mellem det konkret fysiske og det digitales uhåndgribelige 1’er og 0’er. Ingen produkter ville længere være i sikkerhed for piraterne. Når man kunne downloade og piratkopiere sine egne Eames-stole, sine egne Lyngbyvaser. Printe dem på sin egen 3D-printer, der inden længe ville kunne fås til en overkommelig pris. Og så var der i øvrigt også nogle, som var lykkedes med at printe vores biologi. Dagen efter skrev manden til sin gamle ven: ”Er det mig eller mine forældre, der har ophavsretten til min DNA?” Svaret var mildest talt lakonisk: ”Haha. Man kan ikke få ophavsret til DNA.” Det var en langt ude tanke. Han vidste det godt, men hans gamle ven havde plantet et frø. Apparaturet bipper, og sygeplejersken, rejser sig fra sin egen computerskærm, og skifter Tysabri-dunken ud med en tilsvarende dunk med saltvand. Eller hvordan det nu er. Han kan aldrig huske, hvad det præcis er, der sker. Skide sygdom! Pludselig føles cockpittet meget trangt, for sclerose, går det op for manden, er jo en sygdom, der angriber centralnervesystemet, rygmarven, synsnerven – hjernen! Om ti år kan vi måske nok få en ny lever, et nyt hjerte sågar, uden at skulle vente i kø på det rette, kompatible organ. Men hvad med nerverne. Hvornår vil man kunne printe nye myelinskeder? Og hvad med vores hjerner, hvad med os? Hvornår vil vi kunne printe en ny hjerne, hvornår vil vi kunne uploade og deponere vores bevidsthed, vores sjæl til cloud’en til senere brug. ”Haha. Man kan ikke få ophavsret til sjælen.” Han føler sig allerede ladt alene tilbage. Han kan allerede se spisesedlerne for sig. DEN SIDSTE DØDELIGE. Livetransmissionen fra dødslejet, hvor han, det sidste dødelige menneske, dør.
Der er ingen kommentar endnu
Tilføj kommentar
Dit navn
Anonym