Gå til hovedindhold

Banaliteter med et beat - kapitel 4

Blog post by

København, 2032
 ”I didn’t think much of him, when I first saw him. But now, every morning when I wake up, I think: ’He’s the man in my life.’” Kvinden på cafeen taler vrængende amerikansk, vulgært, og nærmest hver eneste sætning er belagt med blomstrende, romantiske superlativer. Og alle efterfølges de af et ”ya know?!” Manden dømmer hende. Hårdt. Alligevel kigger manden også på hende med en snert af beundring i blikket. For hun elsker livet, hun elsker alle de små overraskelser, som livet har det med at kaste af sig, når man mindst venter det. Når mennesket, man ikke ser, pludselig viser sig at fylde hele billedrammen ud. Med kærlighed. Ømhed. Alt det vi drømmer om. 
 Alt lortet, som livet også kan finde på at smide i hovedet på dig, taler de to veninder ikke om. Om ti år, måske mindre, kan det være de sidder over for en læge, med føleforstyrrelser, måske har de mistet synet på det ene øje, måske. Måske får de at vide, at fremtiden vil invalidere dem totalt. Måske! Men hvorfor skulle de dog også tale om det? Hvorfor dog antage, at det forfærdeligste indtræffer? Når man som dem har hele livet foran sig. Alt kan ske. Også alt det gode. Og måske er det værste slet ikke så slemt alligevel. Ingen ved noget, tænker manden.
 Han har siddet og lyttet til de to amerikanere  – de kan ikke være mere end 25 år gamle – i en time nu. I tavshed har han siddet og stirret på bogstaverne i avisen, mens han har lyttet til kvinderne, deres ganske intime snakke om alt og intet, kærester, ekskærester og engangsknald, den der nye top, fremtiden, som den ser ud derfra, hvor de står. I en time har han sendt dem stjålne blikke. Deres øjne, deres udelte begejstring over livet og fremtiden og alt, hvad den har at byde på, er smittende. For manden er det et uløseligt paradoks, for hvordan kan vi med glæde se frem til den tid, der kommer, når den også er vores fjende, tiden, som bestandigt bringer os tættere på vores undergang. Tiden er imod os. Alligevel glæder vi os, ikke i trods, men oprigtigt begejstrede. Vi ser frem i forventningens glæde.

Morgendagen er på en gang fuld af død – og håb. 
Formiddagen er frostklar, solen varmer, og menneskene er rykket udenfor, ud på fortorvet ved de små runde cafeborde af messing og imiteret marmor. Verden føles, som var den fuld af nye begyndelser. Det er februar, og himlen er tindrende lyseblå. Luften, solen og de to unge amerikanere smadrer for et øjeblik den mørke, blå mur af sygdom og melankoli, der nu i årtier har holdt drømmene som gidsler. Manden vil også føle. Han vil også lege og elske, uden forbehold og forhindringer, kneppe og fantasere, kaste sig ud i verden og opdage den på ny. 
Men blå er den varmeste farve. Den uendeligt varme blå, der fylder himmelrummet med håb og drømme, den isnende blå, der ser alting klart og skærer igennem hver en fiber. Som en brændende issyl. ”Vi lever på femtiden, ’i morgen’, ’senere’, ’når du engang får tid’, ’når du bliver ældre, vil du forstå det’. Denne inkonsekvens er beundringsværdig, for når det kommer til stykket, drejer det sig jo om at dø,” skriver Albert Camus i Sifyfos-myten. Døden gør tilværelsen absurd, så vi lukker øjnene. Eller også fabrikerer vi en mening og tror på den i stedet for bare at acceptere den forhåndenværende meningsløshed. Manden kan ikke lukke øjnene. Han er allerede halvt væk herfra, føler han. Men han har ikke mærket noget til sklerosen i de sidste mange måneder, år faktisk, nu hvor han tænker over det. Der er gået tre år siden det sidste attak. Så måske. Måske har tilfældet mirakuløst helbredt ham, kan han af og til tænke. Og lige nu og her, på cafeen, hvor de amerikanske sirener synger nådigt om fremtiden, lader han sig forføre. Hvisker tankerne bort. Lukker sine øjne. Han griber rollatoren, rejser sig. Fuld af mod, fuld af gejst, håb. Han vil også … Men idet han tvinger sig op med armene, tynges han og mister fodfæstet. De visne muskler i hans ben kan ikke længere klare vægten af hans krop. Han mærker, at han flyver for højt nu. Han mærker, at han udfordrer guderne, skæbnen, om man vil. ”Slap af, menneske. Du er 52 år gammel og syg,” siger han til sig selv. Han klamrer sig til gelænderet på vej ned til baren. Der går en rum tid, inden den purunge, lyshårede får arbejdet sig gennem køen af kaffetørstige gæster. Personen foran manden, en jævnaldrende fyr skal både have skin-latte, cortado, dobbelt shot og på sødmælk, tak, og just som han har fået afgivet en roman af en bestilling og skal til at swipe pengene over, ringer hans kæreste, der sidder og venter udenfor. ”Ja, det er Storm. Hej, Søde,” siger han businessman-rutineret. Søde er tydeligvis utålmodig, men vælger alligevel at bruge flere minutter på at gøre Storm opmærksom på det. Det går for fanden ikke hurtigere af den grund! Hvorfor bruge tiden på latterlige bagateller? Manden himler med øjnene bag ved Storms fitness-tre-gang-om-ugen-spændstige ryg. Mens tanken vender tilbage som en boomerang. Hvorfor bruge tiden på at tænke på sin egen undergang, sin egen dårligdom, når du faktisk stadig er i stand til at nyde livet? I dets detaljerigdom, dagen er en buket af livsmodige amerikanske piger og fremtidsdrømme, ikke mareridt. Det giver da endnu mindre mening. Manden vil væk. Eller flygte nok nærmere. Selverkendelsen svier.   Han får langt om længe betalt sin regning. Da han skal til at gå, spørger ekspedienten venligt, om hun ikke skal hjælpe ham. ”Ellers tak,” vrisser han, men lider det totale nederlag, da han kommer i tanke om den stejle trappe, der venter forude. Det er måske nok gået tre år siden sidst, men adræt er han sgu ikke. Sårene er stadig ikke helet. Mon de nogensinde gør det? Tiden læger alle sår, sagde man engang. Nej. Tiden gør kun det hele værre. Og manden ved, at tiden på et eller andet tidspunkt vil give ham en invaliderende knytnæve, smak, i ansigtet, en knockout, der sender ham direkte i gulvet, ikke til himmels, paradis, eller noget andet, men helt ned under gulvbrædderne. Og så kan han ligge der. Ikke som et mytisk, selviscenesat rock and roll suicide, men som en desperat Major Tom, der langsomt svæver bort i det uendelige himmelrum, mens kontakten til den blå planet, menneskene og livet, forsvinder som de stjerner og planeter, han glider længere og længere væk fra. Manden svæver hjælpeløs rundt i sin egen psykes lufttætte rum, en sort uendelighed. 
Thumbnail
3 Kommentarer
notamember
Anne Vinsten - 28. april 2016
Tak for artiklen :-)
notamember
Kristina Haumann - 28. april 2016
Flot og ærligt skrevet.
notamember
Anonymous - 6. maj 2016
Poetisk og klogt skrevet.

Tilføj kommentar

Dit navn

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
Vær opmærksom på at din kommentar er offentlig.