Den nødvendige livsløgn
”Det er nat i Marrakech, og verden falder sammen og fra hinanden og samler sig igen, igen og igen, i mit hoved. Vi skal dø, og vejen dertil er brolagt med problemer og traumer og enkelte lykkestunder.” I sommer, da min kæreste og jeg rejste rundt i Marokko, brugte jeg en del vågne nattetimer på at skrive. Jeg havde endnu en gang lovet Mai fra Scleroseforeningen et blogindlæg, som jeg nok inderst inde godt vidste ikke ville lande i hendes mailboks lige foreløbig. Men jeg fik da skrevet noget i nattetimerne, så da Mai spurgte, om jeg ikke ville skrive en klumme om depression, genfandt jeg mine afrikanske noter. Og de fik mig til at stille mig selv et spørgsmål: Er jeg deprimeret? Svaret er et rungende nej! Depression er ikke en romantisk-melankolsk tankeleg. Jeg tænker tunge tanker om døden og tiden, men det er da kun, fordi jeg er bange for ikke at have tid nok, liv nok. Det frygter jeg, fordi jeg gerne vil leve. Så nej, jeg er ikke deprimeret. Men hvad fanden skal jeg skrive? Jeg ved jo dybest set ikke en skid om depression. Depression er – ifølge det alvidende internet – en sygdom, der kan fremkaldes af alle mulige faktorer: stress, arbejdsløshed, dødsfald i den nærmeste familie, hvad ved jeg? Men man skal have anlæg for det. Man skal have det i generne, eller man skal som sclerosepatient få plaks på de forkerte steder i hjernen. Jeg ville hellere miste førligheden, for det må være forfærdeligt at vågne om morgenen og vitterligt være blottet for lyst, ikke kunne se, at der altid er en fremtid. At så længe du ikke er død, så lever du, og så kan det lige så vel gå godt, som det kan gå skidt. Men sygdommen depression synes at give dig bind for øjnene, eller også fjerner den det bind, den nødvendige livsløgn, som på trods af alt får dig til at håbe. For vi ved jo godt, at livet er et meningsløst lykketræf, men nu er vi her og aldrig nogensinde nogle andre steder. Og det er da egentlig meget herligt, er det ikke?
