Jeg er der ikke
”Hvor er Dreng A? Er der nogen af jer, der har hørt fra ham,” spørger Dreng F. Rynkerne i hans pande undrer sig. ”Ja. Hvad fanden sker der egentlig? Hans Facebook har været død de sidste hundrede år. Jeg tjekkede i går, da han stadig ikke havde givet lyd fra sig,” følger Dreng E op.
Det er fem år siden drengene sidst har set hinanden, og Dreng C mente, at det var tid til en reunion, og hvad ville være bedre end at genoplive Drengenes Julefrokost, der var en årligt tilbagevendende begivenhed, dengang de var på vej ind i voksenlivet. Dengang de frivole 20'ere blev til de forpligtende 30'ere med koner og børn. Nu er drengene næsten 40, voksne advokater, politimænd og mediekonger. Næsten alle.
Det er dreng B, der samler tråden op. Engang var han og Dreng A bedste venner.
”I har ikke hørt det? Det er egentlig en trist historie. Han fik jo aldrig noget job, i hvert fald ikke et, han kunne leve af. Så alting ramlede sgu lidt.”
”Var det ikke noget med, at han blev syg?”
”Jo. Det er rigtigt. Han havde, eller han har sclerose, hvis han altså stadig er i live. Det er nu ikke det, det handler om,” siger Dreng B. Han anlægger en alvorlig mine, inden han fortsætter, lige som for at markere, at det han nu vil fortælle, ikke er noget at grine af.
”Han kunne ligesom ikke forsørge en familie, så han trak stikket på kone og barn. Det gik bare ikke. Tror, han jagtede det der drømmejob til det sidste. Anyways, han endte på kontanthjælp og så på bænken. Sidste jeg så ham var i sommers på Enghave Plads. Ham og hans taske med bøger og DVD'er. Han levede sgu lidt i fortiden. Jeg vidste ikke længere, hvordan jeg skulle hjælpe ham. Han boede jo hjemme på vores sofa et halvt års tid, ikke så fedt med to børn og en rimlig busy hverdag. Jeg troede faktisk, I vidste det … men det er selvfølgelig også lang tid siden.”
Ingen ved rigtig, hvad de skal sige. ”Fuck mand!”, ”Ej, hvor sindssygt,” kommer det efterhånden. Og så kommer lavinen af spørgsmål. Om understøttelse, Dreng A og hustruens lejlighed, kontanthjælpssystemet. Og det starter en diskussion om socialpolitik, formynderstat og personligt ansvar, som fortsætter, indtil Dreng D synes, der er blevet talt alvor længe nok. Han trykker på knappen:
”Jingle bell, jingle bell, jingle bell rock …” hoster den ti år gamle, elektriske julemand derudaf. Dreng D rejser sig: ”Snaps, snaps, snaps, nu skal vi ha’ …”
Alle stemmer i.
Det her er mit mareridt. Min fremtid, som den burde være med reprise på Drengenes Julefrokost, min kæreste og jeg og et barn i en fed lejlighed. Jeg er der bare ikke. Jeg er Dreng A.
Det stod ingen steder skrevet
Der findes vigtigere ting i livet end sclerose. Jeg frygter ikke min sclerose, jeg frygter livet, det fejlslagende liv. Jeg frygter, at jeg kommer til at træffe fundamentalt forkerte beslutninger. Jeg frygter, at jeg allerede har truffet dem.
”Hvad er det, der sker, når man kommer op i 30’erne?” spurgte jeg for et par år siden den norske filminstruktør, Joachim Trier. Han havde lavet en film om en mand i starten af tredvierne, som allerede på forhånd har lukket alle døre, brændt alle broer. Før det hele gik i gang. På Filmmagasinet Ekko havde vi set Oslo 31. august, og vi – romantikere og melankolikere, som vi var – var vilde med den.
”Jeg havde en samtale med en kammerat, en forfatter, som sagde til mig, at han følte, at når man kommer lidt op i 30’erne, så indser man, at ting skal glemmes, alting skal glemmes. I tyverne opbygger man et selvbillede, et ego, og man har alle de her idealer og bøger, man skal læse, og musik, man skal lytte til. Og så begynder man langsomt at indse, at ting forsvinder - alt det, man troede, man skulle huske. ’Den der bog jeg læste, hvad handlede den egentlig om?’ spørger man pludselig sig selv. Man indser, at livet er mere forgængeligt, og det kan føre til en krise, og det skal man på en måde acceptere, men det er svært,” svarede den på det tidspunkt 37-årige Joachim Trier.
Dengang nikkede jeg ivrigt til den enormt intelligente nordmands ord. Jeg ved ikke, om jeg helt forstod dem. Jeg tror måske, jeg er begyndt at forstå dem, fordi jeg på min egen måde oplever, hvad han mente. Alting skal glemmes. Alle de bøger og film, man havde oceaner af tid til at se og læse, da man studerede, alle de gode, lange og i længden temlig berusede snakke om ting, der var så meget større og vigtigere – lige der i værtshusets her og nu. Alt det betyder knap så meget, når dagpengene er ved at løbe ud, og tilfældet har besluttet, at man skal trækkes med en kronisk lidelse. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at jeg nok skal klare den. Nu har jeg trods alt et job, der bliver til mere og mere. Min sygdom er ikke dræbende. Jeg elsker min kæreste, hun elsker mig. Intet er sikkert, men det kommer ikke til at ændre sig i det her, det eneste liv.
Men jeg har kunnet mærke suset fra afgrunden, øjeblikkene hvor man ikke er et sekund i tvivl om, at alting vil gå ad helvede til. Når selvmelidenheden kører på overdrive på de indre linjer. Man opdager, at det er ikke nemt at få et liv til at fungere og samtidig stædigt holde fast i de højtsvævende idealer, rusen og kunsten. Noget går unægtelig tabt.
”Hvor få bestanddele er det egentlig, der udgør det liv, man får tilbudt som et voksent menneske. Det er dit arbejde, det er din evne til at have en partner eller en familie. Det er så nemt at falde udenfor. Det er så få ting, der holder dig fast i fællesskabet,” sagde nordmanden med de venlige, røde skægstubbe.
Anders i Oslo, 31. august er faldet udenfor, endt på en afvænningsklinik, og prøver tøvende at vende tilbage til livet. Hans tidligere bedsteven har fået kone, børn og forpligtigelser. Han skriver ikke den store roman, men underviser på universitetet. Livet er et kompromis, og en vis portion pragmatisme synes at være påkrævet. Det har romantikeren Anders uendelig svært ved accepterer. Eksistenskrise på sidsen. Oslo, 31. august ligner et generationsportræt.
Anders kommer af en privilegeret familie, han har aldrig manglet noget materielt, men åndeligt har særligt hans omverden manglet alverden, syntes han selv. Sandheden er, at vi (nogen af os i hvert fald) har været forkælede. Vi kunne blive, lige hvad vi ville, verden lå åben for vores fødder. Vi var jo den mindste genration længe. Det var i hvert fald det, vi fik at vide. Så vi tog på rygsækrejser til Asien, Mellemamerika, hvor som helst, læste humaniora, granskede menneskenes liv uden tanke på fremtiden, og hvad den monstro ville kræve af os. Vi ville tænke længe og grundigt over livets store, abstrakte spørgsmål, men i farten fik vi aldrig lært at udfylde en selvangivelse. Nu fanger bordet.
De færreste af os tog de rigtig hårde stoffer, som den intelligente Anders, der forholder sig hyper kritisk til sin omverden, men alligevel er endt med heroin i årerne. Anders magter ikke livet indenfor de rammer, det skandinaviske velfærdssamfund har udstukket. Trier siger selv, at Anders har en ”selvdestruktiv integritet”. Men er der også en vis grad af angst på spil her? Den idealistiske, kritiske indstilling til livet og verden kan nok have sin berettigelse, men fungerer den ikke også som et helle, hvor man trygt kan holde livet og alle dets forpligtigelser ud i strakt arm, afvise det hele som småborgerligt vås? Integriteten som et kvælende panser.
68'ernes selvrealisationen har for os – for mig, i hvert fald – været et indlejret ideal, en selvfølgelighed, som for længst har bidt sig selv i halen og ufortrødent fortsætter med at fortære sig selv – mens skråsikre, fortænkte rationaler holder realiteterne på sikker afstand.
Jeg er ikke dreng A.. Han er et tankespind. Og jeg bliver det forhåbentlig aldrig. Men man kan selvfølgelig aldrig vide sig sikker. Vi lever fortsat i en krisetid, og man er ikke herre over tilfældet. Kontingenserfaringen, bevidstheden om at alle muligheder er up for grabs, har pludselig fået en alvorlig slagside. Der findes ikke kun gode muligheder. Ingen stresser ikke længere over at vælge det bedste, jeg stresser over ikke at vælge det værste. Det stod ingen steder skrevet i min selvfortælling, at jeg ikke ville kunne få et job med det samme, jeg var færdig på universitetet. Tværtimod. Det stod ingen steder skrevet, at jeg ville få sclerose. Det stod ingen steder skrevet. Historien sluttede ikke, da muren faldt. Vi prøver altid alting for første gang, og det er mere frustrerende, end det er romantisk. Livet er en nødtørftig skitse.
