Gå til hovedindhold

Tanker om tiden efter

Blog post by

”Han skriver til eftertiden,” sagde vi af og til på redaktionen, når et af bladets intellektuelle fyrtårne havde afleveret endnu et begavet essay. Der blev åbnet verdener for læseren, men sjældent gjort et stort nummer ud af det nu-og-her-appellerende, den aktuelle krog, som jo for pokker var udgangspunktet. Kærligt underforstået: Er han ikke lidt forfængelig? For når eftertiden engang indfinder sig, kan han da være ligeglad. Ingen af os havde megen tiltro til livet efter døden. Og slet ikke til det evige liv (og på en eller anden måde skulle vi jo holde vores næsegruse beundring stangen).

Efter jeg er blevet diagnosticeret med sclerose, er de fire ord dog begyndt at rumstere i bevidstheden igen. Og ikke på den cool-ironiske måde. Men helt bogstaveligt som tanker om tiden efter. Ikke fordi jeg er bange for at dø af sclerose. Man dør med Sclerose. Men når man en dag vågner op og ikke kan se på det ene øje, når man sidder på Riget med et drop i armen ved siden af mennesker – måske ikke engang ti år ældre end én selv – som kæmper med problemer, man prøver at bilde sig selv ind, aldrig vil ramme én. Det sætter tanker i gang. Om konsekvens, om tilfældets uforsonlige natur, om altings forgængelighed, om døden! ”Selvfølgelig er der ikke et liv efter døden. Vi forgår,” tænkte jeg engang. Benhårdt. Gud og himmeriget kan rende og hoppe. Men det er kun delvist rigtigt. Det første i hvert fald.

For et par måneder siden faldt jeg over en artikel på New York Times hjemmeside, The Importance of the Afterlife, skrevet af filosoffen Samuel Scheffer. Den satte sig fast. Den gjorde mig for alvor opmærksom på et åbenlyst faktum, der gav sidebemærkningen fra redaktionslokalet en pludselig meget konkret og mærkeligt fortrøstningsfuld mening.
Der er et liv efter døden, og det er det liv, der giver mening til vores. Uden det liv ville mange ting være ligegyldige. Glem himmeriget, glem det evige liv. Det kommer ikke til at ske. Men livet går videre. Og gudskelov for det.

”However selfinterested or narcissistic we may be, our capacity to find purpose and value in our lives depends on what we expect to happen to others after our deaths,” som Scheffer skriver.

Forestil jer at leve i skyggen af en forestående apokalypse.  Hvis vi vidste, at 30 år efter, vi har forladt scenen, så er det slut. Så kommer dommedagsmeteoren rent faktisk og sætter en stopper for alting. I hvert fald for jorden, for mennesket. Slut. Tænk at leve i den bevidsthed. Deprimerende. Børn er dejlige, jeg håber selv at få børn en dag, men ville jeg sætte dem i verden vel vidende, at de ville forsvinde, inden de var fyldt 30? Tænk hvis vi ikke havde eftertiden. Verden ville sygne hen i lige dele apati og melankoli, anarki og kaos. Eftertiden, livet efter døden, er det brændstof, der driver værket. Det er vores himmerige.

Det er troen på, at verden fortsætter ufortrødent, også efter vi er borte. Alting forgår – vi ved det godt. Dommedag truer, men heldigvis ikke i morgen, ikke i en fremtid vi for alvor kan forestille os. På film og i litteraturen kan vi fantasere om den sidste dag, men sjældent for alvor, sjældent bogstaveligt, og som regel tager de apokalyptiske fortællinger sig i højere grad ud som enten spændende rutsjebaneture eller løftede pegefingre til nutidens faretruende strømninger – fra forbrugerisme til global opvarmning – end som egentlige forsøg på at forestille sig den dag, hvor alting slutter. Det er de færreste, der for alvor kan forestille sig den yderste dag.

Scheffer peger i sin artikel på P.D. James' stilfærdigt apokalyptiske Children of Men (vellykket filmatiseret af Alfonso Cuarón i 2006), hvor ingen kvinde er blevet befrugtet i de seneste 25 år, og en anarkistisk borgerkrigslignende tilstand råder. Indtil fortællingens Jomfru Maria dukker op med et barn i maven og aflyser, hvad der ville være blevet den mest ensomme dommedag nogensinde.

P.D. James' apokalyptiske fabel omfavner ikke just melankolien, men byder den trods, lader Gud rumstere i maskineriet og døren stå på klem for menneskene.

Francis Ford Coppola går anderledes dystopisk til værks i sin ekstra lange version af mesterværket Apocalypse Now (1979, efter Jospeh Conrads forlæg), der nok handler om Vietnamkrigen, men som ikke desto mindre portrætterer mennesket ved den yderste grænse, fortabt i verden for enden af floden. De franske koloniherremænd spiser fortsat middag på verandaen i kjole og hvidt midt ude i junglen, forgiftet af nostalgi. Som orkestret, der bliver ved med at spille, mens Titanic synker, men med en trodsig, bitter eftersmag af the white mans rule. De nødstedte playboy-bunnies opdager, at verden er intet andet end mudder og regn, kød og blod. Og afguden i centrum, kaptajn Kurtz, skaber kulsort mening med galskaben, mens vores hovedperson, kaptajn Willards, drevne, desillusionerede røst guider os gennem galskaben. I den civiliserede verden finder han ingen ro, men på grænsen, i junglen, omgivet af vanvid, er han afklaret. Han rejser gennem natten, op ad floden, stirrer rædslen i øjnene og giver Kurtz en form for frelse.

I den forstand er Willard i familie med hovedpersonen i Lars von Triers ode til melankolikeren, som er den eneste, der tør erkende den forstående undergang i Melancholia, hvor jorden bliver fortæret i én stor, sulten mundfuld. Den eneste, der møder dommedag afklaret. Den eneste, der i den sidste time udviser en befriende omsorg, er Kirsten Dunsts melankoliker. Det er en depressiv og vemodig, men også romantisk vision. Melankolikeren, der omfavner meningsløsheden, erkender den som et grundvilkår.

Nogle gange må man dog godt stille spørgsmålstegn ved den privilegerede position, melankolikeren bestrider i kunsten. Hvorfor bærer tungsindet i sig selv en sandhed? Hvorfor hylder vi aldrig kolerikeren, der reagerer på verden, måske ikke altid så hensigtsmæssigt, men ikke desto mindre? Det kan godt være, at vi inderste inde godt ved, at alting på et tidspunkt slutter, og vi kan flirte med den viden i fantasien, men nu og her kan vi også være sikre på en anden ting. Nemlig at livet går videre, også efter vi er forsvundet.   

Vi tror på verden af i morgen, på et himmerige, som vi, hvis vi er heldige, kan sætter et lille, fedtet fingeraftryk på. Det kan godt være, ingen af os finder en kur mod kræft – eller sclerose – men mindre kan vel også gøre det. Man kunne jo sætte et barn i verden! Under alle omstændigheder vil vores handlinger via diverse uigennemskuelige sommerfugleeffekter resonere langt ind i eftertiden, på den ene eller den anden måde. Det er vores håb om frelse, vores håb om en mening. Og derfor giver det kun mening at skrive til eftertiden.

Thumbnail
Der er ingen kommentar endnu

Tilføj kommentar

Dit navn

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
Vær opmærksom på at din kommentar er offentlig.