Det handler om sex og intimitet
Jeg vil hermed forsøge. Jeg skriver om sex, og om en periode i mit liv, hvor jeg ikke ”virkede”. Jeg gør det af lyst og med mod og for at dele med andre, der ligesom jeg har oplevet at få sin seksualitet sat på standby eller helt taget fra sig.
Jeg skriver, fordi jeg kan, og fordi jeg ønsker mere åbenhed om emnet.
Jeg skriver, fordi jeg kender mange kvinder, ”der bøvler med undervognen”; nogle har født store børn! Andre har sclerose, andre lider at PCO, andre igen af Chron osv. I respekt for alle disse kvinder aktiverer jeg hermed min skrivelyst om min sexlyst...
Stop med at læse nu – hvis du ikke har lyst til at læse om sex.
Sex er naturligt, livgivende, vidunderligt, nødvendigt, kommunikationsfremmende og givende.
Sex er noget, der gør een glad og lykkelig, i hvert fald, når det fungerer!
Et af mine mange attaker havde mange bivirkninger og diffuse symptomer.
Det værste var, troede jeg i starten, de stærke smerter fra paræstesierne, men som tiden gik fandt jeg ud af, at det værste var, at attaket havde berøvet min seksualitet og min kvindelighed. Det slog mig fuldstændig ud, jeg følte mig helt forkert. Jeg var ude af drift - ude af sexdrift...
Dét at blive udsat for sabotage mod sexlivet, var så fejt og så ydmygende. Jeg var sønderknust, for hvad nu hvis jeg ikke kunne være en ”fræk sexkilling” mere? Hvad hvis jeg aldrig fik min lyst og min glæde ved sex tilbage? Hvor går man hen og køber orgasmer, hvis man ikke selv kan få dem?
Jeg havde aldrig før haft problemer med intimitet. Jeg har aldrig haft nogle problemer med sex. Jeg er nok bare en af dem, der havde en fantastisk debut, tryg og varm og som fandt glæden ved sex meget givende. Jeg har altid været god til at give slip, parkerer hjernen og bare være. Jeg tænkte i attakperioden konstant over, ”hva' fanden skal jeg bruge en god debut til, hvis jeg ikke kan viderefører succesen?”. Jeg var så bange for at miste min mand; - hvilken mand ville have en kvinde, der ikke kunne fungerer optimalt seksuelt?
Det ville min mand heldigvis- han ville stadig have mig.
Jeg har været kæreste med den skønneste mand i 21 år, og vi har altid nydt godt af hinanden!. Vi har begge været yderst velfungerende, og sex var en stor del af vores liv, af vores kærlighed og 'lyksalighed'. Jeg havde pludselig, med dette attak, ikke den samme følelse i skeden mere. Det var anderledes. Det gjorde ondt, når vi havde sex, og det snurrede og slog gnister på den helt forkerte måde. Den øgede spasticitet i mit bækkenbund, som var et i forvejen opstået livsvilkår hos mig med sygdommen sclerose, gjorde heller ikke tilstanden bedre.
I vores mangeårige parløb har livet budt på flere prøvelser men aldrig prøvelser, der var så ulige som denne. Jeg følte, at jeg ikke var værdig til min mands kærlighed mere, fordi dét der før havde bundet os tæt sammen, nu, (i mit hoved), skilte os ad. Jeg duede ikke mere. Dér tog jeg heldigvis fejl, for manden min kom på banen og viste vejen.
Han gjorde ALT for, at jeg ikke skulle føle mindreværd. Han lod mig klart forstå, at det ikke var mit problem, men vores problem, og han gav aldrig op. Han fik mig til at turde gå veje, jeg ikke troede jeg nogensinde ville få brug for, og han smed aldrig førertrøjen. Han var sammen med mig hele vejen, og han fandt ind til en ny side af mig, der viste mig, at jeg sagtens kunne være sexet og fræk, selvom min sygdom for en periode havde stjålet min seksualitet. Han fandt på mange tiltag. Han købte blomster til mig. Han rørte meget ved mig, uden at det førte til sex, men bare for at vise, at han stadig sys', at jeg var en tiltrækkende kvinde. Det gav mig selvværd. Det gav mig mod. Jeg blev mere og mere tryg i min mærkelige nye krop, og jeg blev langsomt men sikkert klar til at ta' hans hånd! - og begive mig tilbage i soveværelset med et andet formål for øje end at lukke det - øjet...!
Vi ville sammen tage vores sexliv tilbage. Vi investerede i det hotteste ”voksenlegetøj” - og vi legede os igennem perioden. Det blev en leg for livet - som ægtefolk. Vi var så gode til at lege - og viste det sig - heldigvis SAMMEN.
Det kræver virkelig sin mand og sin kvinde at leve med en scleroseramt og som scleroseramt.
Man skal være evig kampberedt, optimistisk, hudløs ærlig, tålmodig, modig, legesyg! og kærligheden skal være gensidig, robust og stærk. Så er livets prøvelser lidt lettere at komme igennem og klapsalverne efter kampene lidt lettere at høre og modtage!
Vi er igennem denne periode nu min mand og jeg.
Vi er på den anden side.
Vi er stærkere sammen nu.
Vi er et ægte-par!
Det er et grundvilkår, at vi som individer er alene: vi fødes alene, og vi dør alene. Imidlertid indgår vi også i et fællesskab, og det er kun i vore menneskelige relationer, at vi kan erhverve en individuel forståelse af os selv som mennesker.
Den menneskelige relation er afgørende for vores fuldbyrdelse som individer. Set i dette perspektiv etableres menneskelig kontakt både indadtil og udadtil, og begge ”retninger” forudsætter hinanden: Mennesket må finde sig selv, for at kunne møde den Anden – og det er i mødet med den Anden, man møder sig selv.
Jeg mødte min mand for 21 år siden, men mødet med ham i den sværeste tid i VORES liv blev mødet der forseglede vores kærlighed...
Jeg er ikke alene!
Kære kvinde Det er muligt at genvinde sexlysten og seksualiteten.
Kære mand Det er af yderste vigtighed, at du er modig og støttende i processen.
Let the love flow.
