Gå til hovedindhold

Arv – og det dér vi ikke taler om

Blog post by

I Danmark er det en sorg, når vi mister. Vi vil have lov til at sørge i fred og overlader helst de praktiske detaljer til bedemanden, præsten og advokaten. Derfor er det heller ikke altid, at vi på forhånd har fået talt om, hvad der skal ske med det, vi engang efterlader.

 

Sommerhuset ved Vesterhavet. Den koksgrå Mercedes. Og hvad med pengene? Det er et følsomt emne. Og som DR's seneste store søndagssucces, Arvingerne, på overbevisende vis har illustreret, er spørgsmålet om hvem, der skal have hvad, noget, der kan ødelægge en familie. For det handler jo ikke bare om penge og værdier. Vi vil have anseelse og kærlighed. Og hvis jeg ikke får det samme som min bror eller søster, når vores forældre dør, betyder det så, at jeg var mindst elsket?

 

I kølvandet på Arvingerne melder familieadvokater over hele landet om en mangedobling i antallet af henvendelser, der vedrører arv og testamente. Det er ikke overraskende. Vi har lettere ved at snakke om tabuerne, når det ikke er os selv, men DR-familien fra Grønnegaard det drejer sig om. 

 

Hvert år er der mennesker, der vælger at betænke Scleroseforeningen, når de skriver testamente. 20-30 procent af Scleroseforeningens samlede indtægter stammer fra arv, og i 2012 var det foreningens næststørste indtægt. Arven er derfor afgørende for vores arbejde.

 

Men hvor meget kan vi som forening tillade os at ”markedsføre” denne mulighed for at bidrage til Scleroseforeningens arbejde inden for forskning, patienthjælp og kommunikation?

 

I dag fortæller vi om de forskellige muligheder via testamente og begunstigelseserklæring på scleroseforeningen.dk. Vi har løbende haft annoncer i vores medlemsblad, der sætter fokus på, at man også kan betænke foreningen, når der skrives testamente. Og så har vi de sidste mange år haft et samarbejde med advokatfirmaet Advodan, hvor vi har holdt møder rundt om i landet og fortalt om arvelovgivningen generelt - altsammen aktiviteter der har haft til opgave at perspektivere arvelovgivningen. 

 

Er det den kommunikation, der får folk til at tage snakken over middagsbordet, eller er det et emne, som man bare ikke ønsker at tage stilling til? Jeg har ikke svaret, men en ting er sikkert; det er et emne, vi en dag alle kommer i berøring med. Ved at tage stilling mens vi selv har en holdning til emnet, gør vi det nemmere for de mennesker, der sidder tilbage med savnet. 

 

Det er et svært emne, og jeg tror da heller ikke, at det bliver i denne weekend over X-factor, at vi hjemme hos os får talt om testamenter, eller hvor man ønsker at blive begravet til den tid, men det kunne måske være en god idé...

Marketingchef, Ann Leistiko

 

Thumbnail
1 Kommentar
notamember
Nils - 20. marts 2014
Godt emne ... svært emne. Tabuer er altid besværlige, men som du så rigtigt skriver, så er det et emne, vi alle får ind i vores verden på et eller andet tidspunkt. Jeg har arbejdet som bedemand, og meget ofte fik vi spørgsmål om arv fra bekendte til afdøde, som ingen familie havde. Spørgsmål som vi jo slet ikke var udrustet til at tage stilling til. Men ofte gjorde vi det alligevel - lidt - fordi det stod i vejen for alt det andet. Vi henviste i disse situationer ofte til netop patientorganisationer. Især hvis afdøde var død af en sygdom. Og jeg erindrer da mindst en gang, hvor det kom frem, at afdøde var sclerosepatient. Jeg synes ikke, at det er forkert at rådgive om denne mulighed, som mange mennesker ikke kender til. Men det er naturligvis en balancegang på den etiske knivsæg.