Gå til hovedindhold

Hvem er det egentlig, der ringer ind i psykologernes telefontid?

Blog post by
Hver dag fra mandag til fredag sidder jeg, eller en af de andre psykologer i foreningen ved telefonen i vores daglige telefontid. Det er som oftest en travl time fra 11-12 med mange opkald. Og hvem ringer så ind til os ? I dag havde jeg flere medlemmer i telefonen. Blandt dem, der ringede ind var en ældre kvinde. En kvinde, der havde haft sclerose i 25 år og havde brug for hjælp - brug for én og snakke med. Efter mange år med sygdommen samt andre udfordringer, der havde vist sig i løbet af årene, havde denne kvinde brug for hjælp til at komme videre. Sclerosen havde forandret sig mange gange i løbet af årene, og livet blev tilpasset derefter. Men et nyt vilkår fik bægeret til at flyde over, og derfor henvendelsen ind til os i telefontiden. Nu var behovet der, for at tale med en professionel. Behovet for at få hjælp fra én, der står udenfor, og som kan få fortalt hendes historie og hjælpe til at forstå og arbejde med de udfordringer sclerosen viser, der nu for kvinden var blevet uoverskuelige. Der ringede også en kvinde ind som var helt ny med sclerose. Der ringer meget tit medlemmer ind, der lige har fået diagnosen - og hvem er det, så vi får i røret? Ofte et menneske i chok grundet beskeden om at have fået en kronisk sygdom. Et menneske, hvor tankerne er kaotiske og kører rundt i hovedet uden egentlig begyndelse eller ende. Med følelsen af hvordan livet skal gå videre herfra - med dette vilkår at have sclerosen med sig resten af livet. Denne kvinde havde også behov for at få hjælp. Hjælp til at få styr på tankerne og få sat ord på den sorg, der pludselig var marcheret ind i hendes liv og det tab af “ikke at være rask mere” som står og blinker, når hun lukker øjnene om aftenen og igen, når hun vågner om morgenen.  I dag ringede der også en mand ind, der oplevede, at rollen som både far og ægtemand var udfordret. En mand, der pludselig mærkede sclerosen i form af ændret temperament. Følelsen af ikke at kunne tælle til ti mere, men som oplevede at fare op som "trold af en æske" ved den mindste modstand. Følelsen af ikke at kunne kende sit eget temperament, og gerne ville arbejde med det, så lunten måske kunne blive lidt længere igen. Denne mand oplevede, hvor smertefuldt det var, at han nogle gange ikke at kunne regulere sine følelser mere. At se sig selv reagere på en måde han ikke ønsker, og se hvordan det påvirker de mennesker tæt på han. Så mange ringer ind til os - og med mange forskellige problemstillinger eller spørgsmål. Vi tager en snak, og hvis problemstillingen har en relevant sammenhæng til sclerosen, og den der ringer har brug for samtaler, hjælper vi til at få kontakt til den nærmeste psykolog.  Psykolog Cathrine Frahm

 

Thumbnail
Der er ingen kommentar endnu

Tilføj kommentar

Dit navn Anonym

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
Vær opmærksom på at din kommentar er offentlig.