Hvorfor er det så svært at blive klog på kost?
Jeg holdt i søndags et oplæg for Danske Ernæringsterapeuter i forbindelse med deres årskursus. Oplægget handlede om nye sundhedsparadigmer, og arrangementet endte med at blive vældig lærerigt for mig. Ikke mindst fordi jeg fik nogle spændende perspektiver på et spørgsmål, der nager mig og mange andre, der arbejder indenfor sundhedsforskning: Hvorfor er det så hulens svært at finde ud af, hvad sund kost er? Alt fra veganisme til stenalderkost bliver for tiden præsenteret af fagfolk som den rigtige løsning. Men ifølge veganismen skal man undgå enhver form for animalske produkter, hvis man vil være sund, og ifølge stenalderkosten er animalske produkter en helt nødvendig del af en sund kost. Og de to holdninger kan vel ikke være lige rigtige på samme tid? Hvis vi tager vores eget område, sclerose, møder vi samme udfordring. Mange mennesker med sclerose ønsker at finde den optimale måde at spise på, så de gennem kosten kan bidrage til at holde sygdommen så meget i ro som muligt. Men hvad er den optimale kost for mennesker med sclerose? Det er der forskellige bud på. I de fleste vestlige lande anbefaler man fra officiel side, at mennesker med sclerose følger de almene kostråd. Men der eksisterer også en række særlige diæter, der er tilpasset sclerose, blandt andet Swank MS Diet, The McDougall Diet, The MS Recovery Diet, Wahls Diet eller diæter, hvor man primært undgår et bestemt fødeemne, for eksempel mælk eller gluten. Hvilken diæt skal man så vælge? Diæterne har forskellige bud på den rigtige kost for mennesker med sclerose, og der er ikke overbevisende dokumentation for, at en bestemt diæt skulle være mere rigtig end de andre. Og hvis man spørger folk, der har prøvet en eller flere diæter, får man forskellige svar; nogle har haft stor glæde af at følge hovedlinjerne i Swank’s diæt, andre har fulgt Wahls’ diæt punktligt i et halvt år uden at mærke den mindste ændring. Og så kommer vi tilbage til ernæringsterapeuterne. Et af de områder, hvor ernæringsterapeuter adskiller sig fra eksempelvis diætister er, at de har mere fokus på det individuelle. Og måske har de fat i noget væsentligt der. Måske er den primære årsag til, at det er så svært at finde opskriften på sund kost, at den ikke findes. Måske giver det slet ikke mening at lede efter den kost, vi alle sammen skal spise for at blive sunde. Eller den kost, der er mest optimal for alle mennesker med sclerose. Måske afhænger den sunde kost af en række individuelle forhold og måske bør jeg spise helt anderledes end min kone eller min kollega på den anden side af bordet. Hvis det er rigtigt, så har vi en masse udfordringer rent forskningsmæssigt. For hvordan finder vi ud af, hvilken kost, der er optimal for den enkelte? Vi har simpelthen ikke på nuværende tidspunkt tilstrækkelig viden om hvilke individuelle forhold, vi i givet fald skal tage højde for. Og vi har slet ikke indenfor sundhedsforskningen tradition for at forske i individuelle forhold. Men det burde man nok – jagten på den optimale kost (og behandling i det hele taget) for den enkelte kunne meget vel blive en hovedoverskrift i fremtidens sundhedsforskning. Sundhedspolitisk medarbejder, Lasse Elbrønd Skovgaard
