Hvorfor vil politikerne ikke investere i sundhed?
Fra torsdag til søndag løb Folkemødet på Bornholm af stablen for fjerde år i træk. Mere end 80.000 mennesker havde fundet vej til Allinge, der bød på ikke mindre end 2.058 forskellige arrangementer, hvor politikere, interesseorganisationer og borgere diskuterede aktuelle politiske emner. Scleroseforeningen var naturligvis med på Folkemødet. Det var tredje gang, vi deltog, og tredje gang, vi tog politikere med på sejltur i galeasen ”Mester”. Udover sejlturene deltog vi en lang række debatter, hvor vi satte fokus på de områder, hvor forholdene for mennesker med sclerose skal forbedres. På det sundhedspolitiske område havde vi på Folkemødet særlig fokus på to ting: At Sclerosehospitalerne får flere penge, så ventetiden kan blive kortere. Og at scleroseklinikkerne får tilført flere ressourcer, så de kan tilbyde mennesker med progressiv sclerose fast kontrol. Politikere bliver altid lidt trætte i blikket, når man beder om flere penge. De har et budget, de skal have til at hænge sammen, og der bliver hevet og flået i dem fra alle sider. Ikke mindst på Folkemødet. Derfor havde vi også argumenterne på plads – gode argumenter, synes vi selv. Hvis vi tager Sclerosehospitalerne, er problemet ikke mindst, at der er kommet langt flere mennesker med sclerose i løbet af de sidste 10-15 år, uden at hospitalerne har fået forhøjet deres årlige driftsbevilling tilsvarende. Det betyder, at ventetiden i nogle tilfælde er op til tre år for at komme på Haslev. Det er en rigtig dårlig forretning, for det forhøjer risikoen for tab af funktionsevne og dermed også f.eks. tilknytning til arbejdsmarkedet, hvis man ikke får en målrettet rehabiliteringsindsats på det rigtige tidspunkt. Med andre ord kunne samfundet sandsynligvis spare mange penge på sigt ved at give den rigtige behandling på det rigtige tidspunkt. Også selvom det koster lidt mere her og nu. Det samme gør sig gældende på scleroseklinikkerne. På grund af det stigende antal mennesker med sclerose og det stigende antal medicinsamtaler (i forbindelse med skift mellem forskellige typer medicin mod attakvis sclerose) bliver mange mennesker med progressiv sclerose overladt til sig selv. Der ikke er ressourcer på scleroseklinikkerne til at tilbyde dem, der ikke er i sygdomsmodificerende behandling, fast kontrol. Men det er en dårlig forretning. For resultatet bliver, at behandling af mange mennesker med progressiv sclerose overlades til den praktiserende læge, der ikke ved særlig meget om sclerose. Det giver en risiko for mangelfuld behandling med tab af funktionsevne og livskvalitet til følge. Hvilket igen på sigt kan føre til ekstra pleje- og behandlingsudgifter samt udgifter i forbindelse med tab af tilknytning til arbejdsmarkedet. Altså en dårlig forretning på lang sigt, selvom det her og nu vil kræve lidt flere ressourcer at tilbyde alle mennesker med sclerose fast tilknytning til en scleroseklinik. Man kan regne på den slags ting. Og alt peger på, at det er en god forretning at investere i vedligeholdelse af funktionsevne hos mennesker med sclerose. Når politikerne nu går så meget op i budgetter, hvorfor vil de så ikke investere i sundhed? Det vil de også godt. Problemet er budgetter, hvilket blev meget tydeligt på Folkemødet. Til dels er der tale om et kasseproblem. Det vil sige, at de penge, der på sigt kan spares ved at sikre alle mennesker med sclerose fast tilknytning til en scleroseklinik, primært vil tilfalde den kommunale kasse, hvorimod udgifterne skal afholdes af den regionale kasse. Og det er noget rod for en politiker. Et andet problem er, at selv om en behandlingsindsats er en god forretning på sigt, skal pengene til investeringen findes her og nu. Og det er også noget rod for en politiker, hvis udgiften skal afholdes i 2014, men indtjeningen først kan ses på budgettet fra 2017 – måske først efter næste valg. Det er ærgerligt, at budgetmæssigt bøvl skal stå i vejen for at indføre fornuftige investeringer i sundhed, trivsel og livskvalitet for mennesker med sclerose. Vi skal have overbevist politikerne om, at økonomistyringen bliver nødt til at være mere fleksibel, så alle mennesker med sclerose kan få den rigtige behandling på det rigtige tidspunkt. Det vil være til glæde for patienterne, men også for samfundsøkonomien og dermed samfundet som helhed. Og så er det jo tåbeligt at lade være.
Sundhedspolitisk medarbejder, Lasse Elbrønd Skovgaard
