Så er jeg her tilbage
Jeg er tilbage ved min blog efter en periode, hvor jeg har haft svært ved det.
Jeg har haft svært ved at tænke "store tanker". Okay ... jeg har da (naturligvis næsten) skrevet indlæg på facebook og jeg har lavet radio i RadioMS. Men der er, som om min hjerne har haft svært ved at køre på alle cylindre samtidigt, og den har hele tiden valgt den korteste vej ... ligesom vand.
Jeg vil ikke skyde skylden på sclerosen som sådan, men så måske alligevel. Jeg tror, at vi alle ind imellem har brug for .. mentalt ... at træde et par skridt tilbage og se tingene i et andet perspektiv. Så sommeren har været benyttet til at lade batterier op. Både helt privat og også på den front, som udgøres af sygdommen.
Hvorfor så tilbage lige netop nu? Det er et godt spørgsmål, men jeg er ret sikker på, at en oplevelse i tirsdags har meget at sige. En oplevelse, hvor jeg pludselig følte mig reduceret til en ubetydelighed. Hvor jeg blev behandlet som noget, der stod eller sad i vejen og som bare skulle enten fjernes eller arbejdes udenom.
Den oplevelse bragte mig "tilbage til fremtiden" så at sige. Jeg har normalt en meget, meget nærværende hjemmehjælper, men i ferietiden vil man jo uundgåeligt få besøg af nogen, man ikke kender, og jeg ved, at det oftest går ganske udmærket og ikke giver anledning til problemer. Men i mit tilfælde gik alting galt. Man benyttede min elektroniske lås til at få adgang i stedet for at ringe på som hos et menneske! Man hørte ikke efter, når jeg fortalte om tingene i mit hjem. Man nærmest skubbede mig rundt som den vaskebold, man ikke ville samle op fra stuegulvet, fordi ... "vi samler ikke ting op".
Oplevelsen viste mig et skræmmebillede af at være virkelig gammel eller voldsomt handicappet og ude af stand til at kunne prioritere på egen hånd. Et billede af umyndiggørelse, som ikke var rart at se. Et billede af det, jeg vil benævne "nådesløs effektivitet".
Jeg blev meget chokeret over, hvad der foregik. Men mærkeligt nok blev jeg også ude af stand til at stoppe det. Jeg prøvede ganske kort, men hele stemningen gjorde, at jeg bare gled ind i den tildelte rolle som "enhed". Jeg var ikke Nils, 63 år gammel og scleroseramt. Jeg var i stedet en del af det, man også i sundheds-sektoren omtaler som "produktionen". Det gik op for mig, hvorfor man har en "produktions-direktør" på et moderne sygehus!
Heldigvis fik jeg i løbet af nogle timer samlet mig selv så meget sammen, at jeg kunne tage kontakt til min kommunale visitator, som forstod både min oplevelse og, hvad der skulle gøres ved den. Jeg håber naturligvis, at min oplevelse var en enlig - uheldig - svale. Men jeg erkender, at jeg frygter, at mange oplever det, jeg oplevede ... bare uden den efterfølgende forståelse for at rette op på det. Det gør mig både ked af det og bange. Det gør mig også vred, for det er i virkeligheden nok den ultimative ydmygelse af et menneske, når man helt åbent reducerer det til en statistisk enhed, som bare skal krydses af og signeres for.
Mennesker er ikke noget, der skal hakkes af med et flueben i en checkboks.
