”Fordi man får konstateret en sygdom, som betyder, at man på sigt ikke kan noget, betyder det ikke, at man ikke kan noget lige nu – eller om ti år,” siger den 29-årige nordjyde fra Nørresundby, som træner for at modbevise sin sygdom og de mennesker, som tror, at sclerose er ensbetydende med et liv i kørestol.

For andet år i træk har Chris netop meldt sig til Cykelnerven, som er Scleroseforeningens velgørenhedscykelløb ad stejle Tour-bjerge i Frankrig for at rejse midler til forskning i sclerose. Og hans sportslige drømme stopper ikke der:

”Jeg gad godt gennemføre et maraton og en ironman. Men jeg drømmer også bare om at se mine børn vokse op. Spille bold, gå med på legepladsen, lege og løfte dem op, hvis de græder. Jeg vil bare gerne kunne det, som jeg selv har gjort med min far.”

En prikkende, varm fornemmelse, der blev hængende

Chris har haft tre attaks det sidste halvandet år. Det første var en prikkende og varm fornemmelse i højre ben, som ikke gik væk igen, og som fik ham til at gå til lægen efter nytår i 2019. Chris var gået ind i en cementblok, da han var på Pokémon Go-jagt med sine venner en mørk aften i Aalborg kort før jul. Da det stoppede med at bløde, blev det ved at gøre ondt med en stikkende fornemmelse.

”Inden jeg tog til lægen, googlede jeg selvfølgelig ’prikken og stikken i benet’. Det viste både svar om kræft og sclerose. Intet af det var særlig opløftende.”

Han kendte en smule til sygdommen, fordi hans far har et par kammerater med sclerose, og moren har i mange år arbejdet med mennesker med sclerose gennem sit arbejde som social- og sundhedshjælper. Efter det første lægebesøg var Chris forbi flere eksperter til flere undersøgelser. Da lægen på Aalborg Sygehus Nord en onsdag i marts sagde ”sclerose”, husker Chris ikke mere af det, der blev sagt.

”Chris, jeg gider ikke hjælpe dig”

De første par dage gad Chris ikke tale om det. Han satte sig hjem i lejligheden og gav følelserne frit løb. Han var ked af det, fordi han ikke vidste, hvad fremtiden nu indebar. Han var også vred. Det var ikke retfærdigt, at et menneske, der ikke har gjort noget ondt, skulle rammes af sclerose. Mandag tog han alligevel på arbejde igen.

”Jeg var træt af at være sur, irriteret og græde og være ked af det. Jeg havde brug for at komme ud og gøre noget meningsfyldt. Og jeg var heldig at have en god, kvindelig kollega med sclerose, som jeg kunne tale med det om.”

Sygeplejersken på sygehuset havde allerede givet Chris en henvisning til en psykolog med ordene, ”det er altid godt at tale med nogen, når man får en kronisk sygdom”. Chris tog det til sig, og troppede op til et par samtaler hos psykologen. Og han syntes hurtigt, det hjalp. Men efter en måned, mente psykologen ikke, der var brug for flere samtaler.

”’Chris, jeg gider ikke hjælpe dig, for du virker til at have det okay med situationen’,” fortæller en grinende Chris, der alligevel var glad for samtalerne hos psykologen, fordi det blev et frit forum til at vende alle de svære tanke uden at tage hensyn til den lyttende part.

Hen over sommeren 2019 blev det nemmere at tale om sygdommen og ”det at fejle noget uden at føle sig syg”. Nu kender Chris sin sygdom bedre, og han taler åbent om det med sin kæreste. Hun er også god til at spørge og sætte ord på, hvis sygdommen frustrerer hende.

Lever hver dag ”mega fedt”

Et par dage efter Chris fik diagnosen, var kæresten og han tilbage på Aalborg Sygehus Nord. Denne gang for at finde ud af, at de ventede en sund og velskabt dreng. Den glædelige nyhed stod i skarp kontrast til den nye diagnose. For kunne Chris være den far, han altid havde forestillet sig at blive?

”Det hårdeste er frygten for ikke at kunne være den far for min søn, som jeg gerne vil være. Jeg vil gerne kunne blive ved med at huske, at snakke, gå og være velfungerende længst tid muligt. Og hvis jeg en dag får en datter, vil jeg gerne kunne følge hende op til alteret.”

Chris og kæresten har nu skabt en lille familie sammen, der på mange måder ligner det, han altid har drømt om. Efter han fik sclerose, har Chris også skiftet job. Han har altid drømt om at arbejde på en efterskole, så et år efter han fik diagnosen, sagde han op og arbejder nu som efterskolelærer i Hjørring. Og taknemmeligheden for alt det gode i hans liv motiverer ham.

”Jeg arbejder stadig fuld tid. Jeg kan selvfølgelig godt mærke det, hvis jeg har haft en lang weekendvagt, så skal jeg bruge lidt længere tid på at restituere. Men jeg skal bare leve hver dag mega fedt – ligesom jeg skulle i forvejen.”