Hvad nu hvis ...
Blog post by
”Åh nej, nu skete det alligevel!”
Jeg bliver klar over min fadæse i det øjeblik, jeg lyner kufferten op. Jeg har glemt noget. Noget vigtigt!
For en uge siden købte jeg en billet til Sardinien. Det er sensommer – eller vel nærmest efterår – i Danmark, og jeg trænger til at sidde lidt i solen og bade den gamle krop en sidste gang inden vinteren. Ahh – det bliver bare så dejligt!
Jeg har gode venner på øen og har været her adskillige gange. Når jeg er her, bliver jeg hentet i lufthavnen, og i løbet af ferien skal vi grille, bage hjemmelavede stenovnspizzaer og makroner i lange baner. Hernede sover jeg trygt og godt, slikker sol og varme og lever i et tempo, min krop kan følge med i.
Hjemme i Danmark har jeg haft en lidt strid periode med en træg krop og alle mulige andre problemer, der nu kan hobe sig op samtidig. Som det faktum, at hvis vaskemaskinen går i stykker, er det helt sikkert, at tørretumbleren går død lige bagefter.
Små – og store – problemer går altid først ud over min nattesøvn. Jeg kan sagtens falde i søvn, men ved fire-tiden begynder den irriterende uh-jeg-er-så-klog-hjerne at tænke store tanker og løsningsmodeller på trods af, at jeg beder den om at vente et par timer. Den er ligeglad!
Men nu er jeg landet i Alghero, her skal jeg sove. Mine venner har hentet mig, og jeg har båret min kuffert ind på værelset.
Jeg tager den lille nye, blå køletaske op og putter kanylerne med medicinen i køleskabet. Men hvad er det, der er galt?
Mit stikkegrej! Min injektor.
Jeg plejer at have kanylerne pakket sammen med mit stikkegrej, men nu har jeg fået denne lille køletaske til kanylerne alene, og så har jeg selvfølgelig glemt resten ...
Jeg stopper ellers altid bilen efter cirka 10 minutters efter afgang hjemmefra, når jeg rejser med min medicin, for at være sikker på jeg har fået den med. Det gjorde jeg også denne gang. Og dér var den – den lille blå taske. Godt.
Og nu står jeg her – ude i Middelhavet – med medicin men uden min pen til at stikke med.
Det er sent om aftnen, mit barometer står på svag til moderat panik, og jeg er nødt til at forholde mig praktisk til sagen. Hvad er mulighederne lige nu? At få en veninde til at sende mit grej express? At springe over medicin i 10 dage? Hm, ro på, Misen. Intet kan gøres nu. Sov og find på noget i morgen.
Ja, den nat jeg havde glædet mig til hele vejen i flyet – den nat jeg skulle sove – den bliver sovet halvt i stedet for helt. Selvfølgelig ligger jeg med kæmpe bamseknapper og spekulerer over, hvad jeg kan gøre. Hvad nu, hvis jeg får et attak, fordi jeg skal vente på medicinen, eller hvad nu, hvis jeg får det af simpelthen at bekymre mig for meget. Jeg får dog lidt ud af de vågne timer. I mit tankerod dukker der en brugbar en op af slagsen: at jeg naturligvis vil kunne stikke mig med kanylen uden at have en injektor til rådighed. Det giver lidt ro i sjælen, men jeg ligger alligevel og føler mig utryg uden mit grej.
Straks efter morgenmad vender vi problemet, mine venner og jeg. Her i Italien er der ingen, der tror på nogen eller noget, så de mener ikke, posten er nogen mulighed, da det vil tage alt for lang tid, og det er helt umuligt at spørge nogen. Jeg spørger, om ikke der er et scleroseambulatorium vi kan ringe til, nogen ligger måske inde med en injektor til rebif, men deres erfaring med hospitaler og telefoner er mildest talt dårlig og stemningen daler.
Jeg prøver dog at google ”sclerosi ospedale” og BING – her kommer den fineste hjemmeside op med billeder og telefonnumre.
”Hey, prøv lige at se her,” siger jeg og Jette, min veninder læner sig ind over min skærm. ”Kan vi ikke prøve at ringe til dem?”
”Tjo,” siger Jette skeptisk. Her er man ikke ligefrem vant til, at folk står i kø for at hjælpe. Og offentlige instanser er ikke sådan at bide skeer med. ”De tager helt sikkert ikke telefonen,” siger hun med rynket pande.
”Kan vi ikke bare prøve?” beder jeg. Med vi mener jeg hende, for med mit aftenskoleitaliensk har jeg ikke en chance.
”Okay,” indvilger hun og vi skriver medicinens navn op på et stykke papir, så hun kan forklare. Hun ringer op. Vi venter.
”Buon giorno” Der er forbindelse! De snakker og jeg forsøger at følge med.
”Si, si” Jette nikker og ser tilfreds ud. Så siger hun: ”Arrivederci” og lægger på.
”Ja?” Jeg ser spørgende og lidt for spændt på hende.
”De har en inde i Sassari – vi skal bare hente den inden klokken 14.”
En time efter sidder vi i Punto’en på vej til Sassari, som er en halv times kørsel fra os. Vi snørkler os vej gennem den trafikerede by og finder en perfekt parkeringsplads lige ved siden af hospitalet. Efter at have spurgt en dame i hvid kittel, finder vi opgangen i det gamle universitetshospital og kører op til 1. sal med elevatoren. Her møder os en ventesal med lysstofrør og bare fliser på væggene, men henne i hjørnet er der en lille luge med et menneske bag ved. Jette nævner vores anliggende, og vi bliver straks bedt om at gå ned ad gangen til sekretariatet. Vi lister ned ad den ikke særlig hyggelige gang, hvor der er lukkede døre, man ikke vil tænke på, hvad der kan gemme sig bag, og finder med det samme det lille, overraskende hyggelige kontor, som er vores mål.
”Ciao!” To nydelige damer med store perlekæder kommer os smilende i møde. Her er rart og ingen fliser. Jette veksler et par ord med den ene dame, der åbner skabet på væggen og fisker en injektor ud. Jeg kan med det samme se, at det er præcis den, jeg skal bruge og ånder lettet op. Vi siger : ”Grazie!”, giver hånd og efter 10 minutter står vi ved bilen igen.
Så nemt kunne det gøres. Vi står dér ved bilen med et lille fåret smil på. Alle vores forbehold og fordomme blev gjort til skamme. Alt den tid vi brugte på at tænke, at det nok ikke kunne løses – hvor dumt. Hvor spildt. Og nu er vi hjemme igen, inden der blev sagt frokost.
Der er så mange ”hvad-nu-hvis’er”. Især når man har sclerose. ”Hvad nu hvis jeg ikke kan komme op ad trappen?”, ”Hvad nu hvis der ikke er nogen handicapparkering?”, ”Hvad nu hvis der er for langt at gå?” Selvfølgelig er der det.
Hvad nu hvis jeg bare kunne være her lige nu og lige her. Nyde den kop kaffe eller solstrålen på terrassen. Og hvis jeg har en dårlig dag, er det jo ikke sikkert, den også er dårlig i morgen. Og hvis den er, hjælper det jo alligevel ikke at bekymre sig på forhånd.
Jeg skal ikke spille hellig. Jeg har gennem tiden brugt utrolig meget energi på at være bange for noget, jeg ikke rigtig vidste, hvad var. Jeg kendte til at starte med kun et navn, sclerose, og så de billeder bladene valgte at vise af min sygdom, så om natten lå jeg vågen og tænkte:
”Hvad nu hvis jeg bliver lige som dem?”
Ja, hvad nu hvis. Og hvad nu hvis ikke. Det er spørgsmå,l der umuligt kan besvares, men én ting er sikkert: Jeg fik det ikke bedre af disse tanker. Tværtimod. De fyldte min krop op med angst og bekymringer for noget jeg endnu ikke vidste, om var min sandhed.
Så jeg prøver at være i nuet, så meget jeg kan. Forholde mig til det der er lige her. Det er sindssygt svært! Jeg bilder mig dog ind at jeg nu – efter 15 år med sclerose er blevet lidt bedre til det. Men jeg øver mig stadig...
6 Kommentarer
6. oktober 2015
❤️❤️❤️❤️❤️❤️
6. oktober 2015
Hvis man kunne have været foruden alle de bekymringer og den angst man gennem tiden har følt eller haft over noget som aldrig skete, ville det hele have været noget lettere.....
4. november 2015
Tak for en fin beskrivelse! Det er så helt igennem genkendeligt.
Burde næsten være en slags pligtlæsning for nydiagnosticerede. Selvom - når jeg tænker efter - det godt kan være, at jeg selv slet ikke ville have forstået det midt i chokket dengang for 14 år siden, da jeg fik diagnosen.
Som svar til Tak for en fin beskrivelse! af Eva Gaihede
19. november 2015
Nej, chokket og tiden der skal gå er nok ikke til at komme uden om. Men måske det er rart for en nydiagnosticeret at vide at det, på trods af udfordringen, bliver lettere, at chokket fortager sig og vi lærer at leve med det. Det ville jeg selv gerne have vidst :-)
10. november 2015
Tak for dit indlæg , det er så dejligt positivt at læse . Kan kun sige sådan er jeg også med spørgsmåls tegn ved alt
19. november 2015
Selv tak :-) Jeg har også sorte dage fulde af spørgsmål, men prøver så at nyde min kop kaffe endnu mere …
Tilføj kommentar
Dit navn
Anonym