Gå til hovedindhold
TemaAlternativ behandlingSe hele temaet

Naturmedicin og kosttilskud

Kort fortalt

Naturmedicin er en samlet betegnelse for naturlægemidler, højdosis vitaminer eller mineraler, kosttilskud og homøopatisk medicin.

På denne side kan du læse mere om naturmedicin, og hvad videnskaben siger om effekt for mennesker med sclerose.

Hvad er naturmedicin?

Naturmedicin er et begreb, der dækker over produkter inden for kategorierne naturlægemidler, kosttilskud og homøopatisk medicin. Betegnelsen naturmedicin henviser til, at ingredienserne udvindes fra planter, dyr eller andre naturelementer. Begrebet ’natur’ kan være misvisende, da de fleste af produkterne er forarbejdede, inden de sælges. Derudover er det vigtigt, at ordet natur ikke forveksles med harmløs. Ikke alt der findes i naturen er harmløst, og naturmedicin kan interagere med din medicin. I Scleroseforeningen anbefaler vi, at du taler med din læge, inden du afprøver naturmedicin.

I Danmark reguleres naturmedicin af myndighederne. Kosttilskud reguleres af Fødevarestyrelsen, og naturlægemidler og homøopatisk medicin reguleres af Lægemiddelstyrelsen.

Kosttilskud

Kosttilskud er produkter, som bruges til at supplere en almindelig kost, og indholdsstofferne er næringsstoffer, der alle findes i almindelig kost. Kosttilskud består ofte af vitaminer og mineraler, som fx D-vitamin og jern, men kan også indeholde andre ting, som fx fiskeolie og Q10. Kosttilskud er ikke beregnet til behandling, men som et supplement til kosten.

Nogle vitaminer og mineraler sælges i højdosispræparater. Disse produkter er beregnet til behandling af mangelsygdomme, og dosis overstiger langt det anbefalede daglige indtag. Da produkterne er beregnet til behandling, hører de under lægemiddellovgivningen.

Naturlægemidler

I lægemiddelloven er naturlægemidler sidestillet med elementer, der kan findes i naturen. Det betyder, at naturlægemidlet ikke må have en højere koncentration af det aktive stof, end det forekommer i naturen. Naturlægemidler skal godkendes af Lægemiddelstyrelsen, men kan sælges uden for apotekerne og kan kun godkendes til behandling af lette symptomer.

Naturlægemidler indeholder ofte planter, der har historisk status som lægeurter. Det betyder, at den angivne virkning i mange tilfælde baseres på faglitteratur og andre skriftlige kilder. Der er sjældent kliniske studier, der har dokumenteret produktets effekt.

Homøopati

Homøopatisk medicin hører under naturlægemidler, men i modsætning til øvrige naturlægemidler, kan homøopatisk medicin ikke godkendes med en bestemt virkning, da produkterne ofte er så fortyndede, at de ikke indeholder en aktiv ingrediens.

Principperne bag homøopati stammer fra den tyske læge Hahnemann, der i 1700-tallet fremsatte en teori om, at et stof i kraftig fortynding vil have den modsatte effekt af stoffet i sin rene form. Teorien lyder, at de symptomer, som stoffet fremkalder hos en rask person, disse symptomer kan stoffet i kraftig fortynding kurere. Hahnemanns teori er i modstrid med den naturvidenskabelige forståelse af, at der er en sammenhæng mellem dosis og virkning.

Kilde: www.nafkam.no og www.laegemiddelstyrelsen.dk

Virker det?

Nedenstående vurdering af behandlingens effekt på sclerose og sclerose-symptomer tager udgangspunkt i databasen Natural Medicines. Natural Medicines er en sammenslutning af forskere uden om medicinalindustrien, der kontinuerligt gennemgår og vurderer forskningsresultater inden for alternativ behandling. Vurderingen er evidens-baseret og kommer fra en systematisk gennemgang af samtlige studier på området.

Det er vigtigt at understrege, at et produkt kan være effektivt mod en tilstand, men ineffektivt i forhold til en anden tilstand.

Når der findes tilstrækkelig evidens til at vurdere effekten af en behandling, placeres den i en af følgende fire grupperinger. For mange kosttilskud og naturlægemidler findes der dog ikke tilstrækkelig evidens til at indplacere produktet i en af disse kategorier. Produkter, hvor der ikke findes tilstrækkelig evidens, er ikke medtaget på denne side.

Sandsynligvis effektiv: Der er meget pålidelig evidens, der støtter op om, at behandlingen har en effekt på denne specifikke tilstand. 

Muligvis effektiv: Der findes noget evidens, der støtter op om, at denne behandling kan anvendes mod en specifik tilstand, dog er mængden og kvaliteten af denne evidens begrænset, eller der eksisterer modsatrettede fund. Disse produkter har måske en gavnlig effekt.

Muligvis uden effekt: Der findes noget evidens, der peger i retning af, at denne behandling ikke virker mod et givent symptom. 

Sandsynligvis uden effekt: Der er meget pålidelig evidens, der viser, at behandlingen er ineffektiv mod et givent symptom. 

Nedenstående typer af naturmedicin har sandsynligvis en positiv effekt

D-vitamin: Den nuværende evidens tyder på, at D-vitamin kan virke beskyttende ved sclerose. Du kan læse mere om D-vitamin her.

Nedenstående typer af naturmedicin har muligvis en positiv effekt

Lægesalvie: Der findes ikke evidens for lægesalvies effekt hos personer med sclerose. Studier med raske voksne har vist, at et indtag af lægesalvie umiddelbart inden en kognitiv test kan øge testdeltagernes opmærksomhed. Lægesalvie er i studierne blevet undersøgt både som aromaterapi og med indtag i doser på hhv. 25-50 mcL (olie) og 333 mg (ekstrakt). Selvom kognitive funktioner ofte påvirkes af sclerose, kan resultaterne ikke med sikkerhed overføres, da mekanismerne ikke nødvendigvis er de samme.

Q10: Coenzym Q10 har vist at kunne reducere udmattelse og depression hos personer med sclerose ved et dagligt indtag på 500 mg. Det er vigtigt at være opmærksom på, at Q10 kan interagere med sclerosemedicin. Læs mere her.

Ginseng: Ginseng har vist at kunne reducere fatigue og øge den generelle livskvalitet. Ginseng er kun undersøgt hos kvinder med attakvis sclerose. Den evaluerede dosis er på 500 mg dagligt. Det er vigtigt at være opmærksom på, at ginseng kan interagere med sclerosemedicin. Læs mere her.

Nedenstående typer af naturmedicin er muligvis uden effekt

Bistik: Nuværende evidens tyder på, at behandling med bi-stik ikke reducerer hjernelæsions-aktivitet eller forbedrer fatigue, funktionsnedsættelse eller livskvalitet hos mennesker med sclerose. Bi-gift er forbundet med risiko for allergi og kan i store mængder medføre kredsløbssvigt.

Omega-6: Nuværende evidens tyder på, at omega-6-fedtsyrer ikke forebygger sygdomsprogression hos personer med sclerose. 

Ginkgo: Nuværende evidens tyder på, at Ginkgo ikke har gavnlig effekt ved sclerose. Anvendelse af Ginkgo som kosttilskud ser ikke ud til at forbedre hverken kognition eller funktionsniveau hos mennesker med sclerose. Det er vigtigt at være opmærksom på, at Gingko kan interagere med sclerosemedicin. Læs mere her.

Magnesium: Der findes ikke evidens for magnesiums effekt hos personer med sclerose. Studier har vist effekt af magnesium hos personer med kronisk fatiguesyndrom, men kun hos personer, hvor der samtidig er påvist lavt niveau af magnesium i de røde blodceller. Der er ikke evidens for, at sclerose skulle være forbundet med magnesiummangel, og resultaterne kan ikke nødvendigvis overføres til personer med sclerose.

Nedenstående er sandsynligvis uden effekt

DHEA: Der findes ikke evidens for DHEAs effekt hos mennesker med sclerose. Studier med raske voksne har ikke vist effekt af hormonet DHEA i forhold til at forbedre kognitive funktioner eller bremse nedgang i kognitivt funktionsniveau.

Kilde: https://naturalmedicines.therapeuticresearch.com/

 

Scleroseforeningens undersøgelser af naturmedicin

I Scleroseforeningen er vi bekendt med, at mange af vores medlemmer anvender kosttilskud eller naturlægemidler. Vi gennemførte derfor i 2019 en undersøgelse, og den bekræftede, at 85 % havde eller stadig anvendte naturmedicin af en eller anden type. Størstedelen tager naturmedicin for at styrke kroppen som helhed, mens det kun er cirka halvdelen, der forventer at kunne forebygge scleroserelaterede symptomer.

En mulig risiko ved at tage naturmedicin er, at der kan være problemer med kombinationen af konventionel medicin og naturmedicin. En gennemgang af forskningslitteraturen viste, at dette er et område, der er dårligt belyst, og for langt de fleste produkter er det ikke muligt at sige noget om denne risiko. Gennemgangen viste, at det ikke ser ud til at være problematisk at kombinere D-vitamin, glucosamin, fedtsyrer eller mælkesyrebakterier med konventionel medicin. Derimod er det væsentligt at holde øje med eventuelle bivirkninger på grund af interaktioner ved ginkgo, cannabis og ginseng.

Du kan læse mere om undersøgelsen her.

Fortæl os om dine erfaringer

Har du positive eller negative erfaringer med naturmedicin, så vil vi meget gerne høre dem. Klik herunder og rapporter dine erfaringer.

Dine kommentarer vil blive brugt til Scleroseforeningens erfaringsopsamling, men uploades ikke direkte til hjemmesiden.

Fortæl os om dine erfaringer