Gå til hovedindhold

TRE

Kort fortalt

TRE har sit afsæt i de fysiske rystelser, kroppen naturligt skaber i forbindelse med traumatiske oplevelser. Træningen består af en række øvelser, der igangsætter rystelser i kroppen.

På denne side kan du læse mere om TRE, og hvad videnskaben siger om effekt for mennesker med sclerose.

Hvad er det?

TRE står for Tension and Trauma Releasing Exercises. Metoden er udviklet af David Berceli, der erfarede, hvordan traumatiske oplevelser, hos mange udløser rystelser i kroppen. 

TRE metoden bygger på den medfødte evne til at regulere kroppen og forløse spændinger, stress og traume. TRE består af syv øvelser, der aktiverer rystelser i kroppen. Forventningen er, at man ved at fremprovokere rystelserne kan bringe nervesystemet og psyken tilbage til sin naturlige balance.

Metoden er tænkt som en selvhjælpsmetode, da den er enkel og kan læres i løbet af få sessioner. Teorien er, at TRE på egen hånd kan anvendes både som forebyggelse af overbelastning og i forbindelse med akutte stressreaktioner.

Kilde: www.tre-danmark.dk

Virker det?

Der er endnu ikke tilstrækkelig evidens til at vurdere effekten af TRE på sclerose og symptomer grundet sclerose. Dette betyder, at der ikke findes studier nok til hverken at be- eller afkræfte, om behandlingerne har en effekt i forhold til sclerose.

 

Scleroseforeningens undersøgelser af TRE

Scleroseforeningen har gennemført to undersøgelser af effekten af TRE på funktionsniveauet hos personer med sclerose. Den ene undersøgelse viste en positiv effekt af TRE på bl.a. fatigue (sclerosetræthed). Den anden undersøgelse fandt ingen målbar effekt af TRE på scleroserelaterede symptomer.

Den første undersøgelse var et mindre pilotstudie, mens den anden undersøgelse blev gennemført ud fra den første undersøgelses resultater og med en kontrolgruppe. Begge studier var dog små, og der kan ikke konkluderes noget om effekten af TRE på baggrund af de to studier. Men studierne er et led i at finde velegnede metoder til fremtidig forskning og undersøgelser af effekten af TRE på personer med sclerose.

Du kan læse mere om begge undersøgelser her.

 

Medlemmers erfaringer med TRE

Scleroseforeningens psykologer har siden 2009 tilbudt TRE til foreningens medlemmer. Mange af medlemmerne oplever, at TRE har en positiv effekt både fysisk og mentalt.

De positive erfaringer blandt Scleroseforeningens psykologer og medlemmer har givet anledning til ovenstående pilotstudier af effekten af TRE på personer med sclerose. I forbindelse med gennemførelse af studierne blev deltagerne interviewet, og de beskrev blandt andet deres oplevelser med TRE således:

Jeg føler, at jeg er blevet meget mere let i hovedet, bekymrer mig ikke så meget, tager ikke tingene så tungt, føler jeg er på vej tilbage til den jeg var for lang tid siden, hvor jeg kan være mere sådan bekymringsfri på en måde.

Deltager i pilotprojekt 1

Der gik måske en måned før jeg kunne mærke det. Og så kunne jeg sove længere. Det virker på min søvn. Jeg sover bedre om natten efter træning (…) Jeg kan sove måske 6 timer om natten, før jeg skal på toilet.

Deltager i pilotprojekt 1

En feel-good følelse af at være nærværende i kroppen, mindre anspændt i hoved og krop. Lidt mere ‘loose’.

Deltager i pilotprojekt 1