Få styr på din energi og de strategier, der virker for dig

To gange om året tilbyder Sclerosehospitalerne et kognitivt temaforløb. Det to uger lange forløb foregår som et gruppeforløb med højst 8 deltagere. Forløbet veksler mellem undervisning, øvelser og introduktion til forskellige hjælpemidler og videns- og erfaringsudveksling mellem deltagerne. Neuropsykolog Jannie Engelbrecht forklarer formålene med forløbet:
”Det er for det første, at man bliver klogere på sit eget kognitive funktionsniveau. For det andet, at man kan dele sine erfaringer med andre. Det er en kæmpe byrde, der bliver taget fra rigtig mange, når de finder ud af, at de ikke er alene om deres kognitive udfordringer. Og endelig er det sidste formål at blive præsenteret for og afprøve nogle forskellige strategier til at klare de kognitive vanskeligheder i hverdagen,” fortæller Jannie Engelbrecht,  der er koordinator for psykologerne ved de to sclerosehospitaler og har det overordnede ansvar for det kognitive temaforløb.

Pyramiden

Helt centralt i det kognitive forløb på Sclerosehospitalerne er den såkaldte kognitive pyramide, som du kan se en illustration af her på disse sider. Den præsenteres ikke kun for patienterne på de kognitive temaforløb, men for alle patienter, der indlægges på Sclerosehospitalerne: 
”Vi tager udgangspunkt i pyramiden i næsten alt, hvad vi laver om kognition. Den er vigtig for patienterne at forstå. Det er vigtigt for dem at forstå hierarkiet i pyramiden, der er bygget op af lag på lag af funktioner, som forudsætter og danner grundlag for hinanden. Pyramiden skal læses nedefra og op. Og det betyder, at jo højere op vi kommer i pyramiden, des mere sammensatte bliver funktionerne,” forklarer Jannie Engelbrecht.
Allernederst i pyramiden er energien eller ”vågenheden”, som overhovedet er forudsætningen for, at kognition kan finde sted. Mens hukommelsen befinder sig højt oppe i hierarkiet og er en kompleks funktion, der både forudsætter, at vi er vågne, opmærksomme, registrerer og opfatter korrekt, og at hjernen er i stand til at gøre det i et vist tempo, så vi kan nå at få indtryk og informationer bearbejdet og lagret, inden nye støder til.

Strøm på batteriet

”Puh, det bliver tydeligere og tydeligere for mig, at mine problemer handler om, at jeg bliver træt!” er en typisk ahaoplevelse for mange af de patienter, der deltager i Sclerosehospitalernes særligt tilrettelagte gruppeforløb om kognitive vanskeligheder.
For det er en grundlæggende forudsætning for alle, sclerosepatienter eller ej, at der skal være ”strøm på batteriet” for at fungere kognitivt. 
”Derfor arbejder vi rigtig meget med energi og med vigtigheden af, at man lærer at økonomisere med sin energi,” fortæller Jannie Engelbrecht.
”Det betyder, at det er vigtigt med hvil og pauser, men også, at man laver nogle af de aktiviteter, som man lader op ved. Derfor taler vi meget om energi som et batteri,” uddyber hun.

Træt er ikke bare træt ...

Helst taler neuropsykologen om ”opladning” frem for hvile, for sofaen og slumretæppet er ikke altid løsningen, når energiniveauet er lavt:
”Vi taler mere og mere om opladning og restitution frem for hvile, for man behøver jo ikke at være søvnig, fordi man mentalt er træt, ligesom man ikke behøver at være mentalt træt, fordi man er fysisk træt. Man kan godt nogle gange føle sig opladet af at gå en tur eller få energi af et stykke glad musik, en god snak eller et godt grin. Nogle af de ting kan også fungere som energiboost,” siger hun:
”Sprogligt mangler vi nogle begreber til at nuancere, om vi er fysisk trætte, mentalt trætte eller søvnige, og vi bruger ordet træt om det hele. Men hvis man bare siger, at man er træt, uden at man tænker nærmere over det, så er signalværdien i det jo, at så må du hellere gå ind at sove. Men træthed er ikke bare træthed, og så længe vi taler om de forskellige tilstande, som var de det samme, så overser vi nogle løsninger. Derfor er det vigtigt at blive skarpere på, hvad det dækker over, når vi siger, vi er trætte.”

Find årsagen

”Det sker rigtig tit, at der kommer nogen og siger: ’Jeg kan ikke huske noget, kan du ikke lige lære mig noget hukommelsesteknik?’ eller ’Jeg gider ikke se film mere, for jeg kan ikke huske dem,’” fortæller Jannie Engelbrecht.
Men i stedet for straks at smøge ærmerne op og gå i gang med noget hukommelsesteknik er det vigtigt først at få analyseret, hvad problemet helt præcis skyldes:
”Det er vigtigt at starte med at finde ud af: Hvorfor kan du ikke huske? Er det, fordi du ikke kan koncentrere dig? Er det, fordi du har fået et lidt langsommere tempo og ikke kan nå at få alle informationer med? Er det, fordi du i virkeligheden er for træt? For hvis det viser sig, at personen sidder og sover under filmen, så er det jo ikke mærkeligt, at han eller hun ikke kan huske den bagefter. Så drejer det sig om en energiproblematik, og så er det jo der, vi skal starte,” siger neuropsykologen.

Hver sine strategier

”Det er meget forskelligt, hvilke strategier der virker for den enkelte. Men finder man bare to eller tre strategier, hvor man tænker: ’Det der, det kan jeg bruge, det kan jeg tage med hjem,’ så er det en succes,” fortæller Jannie Engelbrecht og uddyber:
”Vi taler hellere om kompensationsstrategier frem for træning, for der er ikke den nødvendige evidens for træningseffekten af de forskellige værktøjer, vi arbejder med, til at vi kan kalde det træning. Men vi ved jo, at hvis folk kan blive dus med strategier i hverdagen, så vil de opleve et bedret funktionsniveau.”
Mange af os er rigtig gode til at skabe billeder, og derfor er visualisering ifølge neuropsykologen en strategi, der virker for mange:
”Da Matador blev genudsendt første gang, blev DR nærmest udsat for en seerstorm. Folk var utilfredse med, at DR havde klippet scenen fra, hvor lærer Andersen er blevet låst ude på Misse Møhges balkon, fordi han pludselig blev som et ’vildt dyr’ på bryllupsnatten. Folk kunne ovenikøbet huske, hvad hans påklædning bestod af. Nogle mente ganske vist, han havde en hvid natskjorte på, andre havde set ham i slåbrok. Men scenen har aldrig været vist. Den er kun blevet fortalt af Misse, og grunden til, at den står så lyslevende i folks erindring, er, at vi har dannet os stærke billeder af den.”

Den orange saks

Jannie Engelbrecht slutter med et eksempel på, hvordan visualisering kan bruges derhjemme i praksis:
”Hvis jeg sidder inde i stuen i sofaen med mit strikketøj og får brug for at gå ud i køkkenet og hente en saks, så rejser jeg mig typisk uden videre og går i retning af køkkenet, men når jeg så står ved køkkenbordet, siger jeg til mig selv: ’Hov, hvad gik jeg efter?’ Men hvis jeg i stedet, idet jeg rejser mig for at gå efter saksen, tænker på, at saksen er en orange Fiskars-saks, og forestiller mig, at jeg tager den op af skuffen og hænger den på en krog i køkkenet, så laver jeg en teknik, hvor jeg visualiserer. Altså hvor jeg ser for mig, hvad det er, jeg skal huske. Det er en teknik, der involverer hele pyramiden, for jeg starter med at give mit ærinde opmærksomhed, jeg sænker mit tempo, fordi det kræver, at jeg koncentrerer mig om det, og det gør, at jeg helt automatisk bliver bedre til at huske det. Samtidig sker der det, at når jeg kommer ud i køkkenet, får jeg øje på den der krog, hvor jeg forestillede mig, at saksen skulle hænge. Altså er det en kompensationsstrategi, der bygger på, at man arbejder med hele pyramiden, ” forklarer hun:
”Den slags øvelser gør, at folk pludselig kan huske ti ting, selv om de kommer fra en hverdag, hvor de ikke kan huske de to ting, de gik ned i Fakta efter.”