Gå til hovedindhold

FAQ: Godt at vide om coronavaccine og sclerosemedicin

Kort fortalt

Mange spørgsmål melder sig, efter det er blevet bevist, at noget sclerosemedicin skruer på coronavaccinens virkning. Snart vil et tredje vaccinestik blive tilbudt, og vi har her samlet de mest stillede spørgsmål, som er besvaret af scleroseeksperter.

Hvem er dårligt beskyttet efter coronavaccination?

Data viser, at nogle med sclerose i særlige medicinske behandlinger muligvis kan være dårligere beskyttet mod coronavirus, efter både første og andet vaccinestik. Det gælder personer i behandling med Ocrevus, Rituximab og Gilenya – hvilket er omtrent 2.600 personer med sclerose i Danmark. Det betyder dog ikke, at alle i en af de tre behandlinger per automatik er dårligere beskyttet. Læs mere her.

Hvad betyder det, hvis jeg ikke er lige så godt beskyttet af coronavaccinen?

Det betyder, at du lettere kan blive smittet, og at du kan risikere at blive mere syg af coronavirus, end dem som har bedre effekt af vaccinen.

Påvirker andre typer af sclerosemedicin, hvor godt beskyttet jeg er af coronavaccinen?

De fleste sclerosebehandlinger påvirker kun i lille eller slet ingen grad virkningen af coronavaccinen. Professor Finn Sellebjerg mener ikke, at der er grund til bekymring om dette, hvis du får medicin som Avonex, Beta-inteferon, Rebif, Copaxone, Copemyl og Tysabri, Tecfidera og Aubagio.

Til gengæld viser data, at Ocrevus, Rituximab og Gilenya kan påvirke effekten af coronavaccinen og dermed mindske din beskyttelse. Det samme kan muligvis gælde behandlingerne Lemtrada og Mavenclad - særligt kort tid efter, at du har fået behandlingen. 

Bør jeg stoppe min sclerosebehandling, hvis den gør, at coronavaccinen beskytter mig dårligere?

Du skal ikke stoppe din sclerosebehandling! Sådan lyder både danske og internationale anbefalinger. Du kan risikere, at din sclerose blusser op og forværres, hvis du stopper din behandling. Det er altid en beslutning, du skal træffe i samråd med din neurolog.

Er det farligt for mig at få coronavaccinen, når jeg er i behandling med sclerosemedicin?

Intet peger på, at de hidtil godkendte coronavacciner er usikre at få for mennesker med sclerose - heller ikke når man er i behandling med sclerosemedicin. Det gælder kun, hvis der i fremtiden vil komme en coronavaccine, som indeholder levende virus.

Er det en god idé, at jeg får det tredje vaccinestik, hvis jeg får sclerosemedicin, der kan påvirke, hvor godt beskyttet jeg er?

Ja. Mellem hvert vaccinestik stiger procenten af beskyttelse mod coronavirus. I ny forskning er det målt, at personer i behandling med Ocrevus danner flere beskyttende antistoffer efter 2. vaccine end efter den 1. vaccine. Beskyttelsen vil højst sandsynligt stige yderligere efter et tredje vaccinestik.

Er det en god idé, at jeg får det tredje vaccinestik, hvis jeg ikke får sclerosemedicin eller er i behandling med anden sclerosemedicin, der ikke spiller ind i vaccinens effekt?

Alle kan have gavn af et tredje vaccinestik, uanset om du får en af de tre sclerosebehandlinger, som kan påvirke, hvor godt beskyttet du er eller ej. Med tiden mindskes coronavaccinens beskyttende virkning, og med et ”vaccineboost” kan den øges igen. Dog gælder anbefalingen ikke, hvis du ved, at du reagerer allergisk overfor nogle af de komponenter, der er i vaccinerne.

Hvordan skal jeg forholde mig, hvis min sclerosemedicin gør, at jeg er mindre beskyttet mod coronavirus, selvom jeg har fået vaccinen?

Du bør følge de generelle anbefalinger om afstand, god hygiejne med håndsprit og håndvask – og overveje, om store og tætte forsamlinger er risikoen værd. Det anbefales, at du får en tredje vaccine, når du får tilbuddet.

Bør jeg tage på arbejde, hvis jeg får sclerosemedicin, der gør, at jeg muligvis ikke er godt beskyttet af vaccinen?

Du kan i vidt omfang fortsat gøre de samme ting, som du gjorde før epidemien, for eksempel tage på arbejde, deltage i fritidsaktiviteter og passe børnebørn. Du kan eventuelt undersøge, om der kan laves ændringer på dit arbejde, hvis du føler dig udsat for smitte. Find råd til personer, som er i øget risiko. 

Hvordan kan jeg finde ud af, om jeg er godt eller dårligt beskyttet af coronavaccinen?

Du kan endnu ikke selv måle, hvor effektiv vaccinen er for dig. Apotekets antistoftest kan ikke sige noget om, hvor godt beskyttet du er. Det skyldes blandt andet, at antistoffer ikke er det eneste, der beskytter dig mod coronavirus, når du har fået vaccinen. Læs mere om det her.

Det skal du vide...

Du finder altid seneste nyt om coronasituationen og sclerose i vores tema.

Find det her