Folketingsvalget 2019: Se partiernes holdning til velfærd for syge og pårørende

Svar fra Orla Hav, MF

Hvad tænker du om, at flere og flere sclerosepatienter er blevet afhængige af hjælp fra deres pårørende? 

Set fra Socialdemokratiets side er der tale om både en uheldig og usolidarisk udvikling, hvor mennesker, der i forvejen er i en klemt situation presses yderligere. Det er ikke ok set fra vores side. 

Er du enig i, at det i takt med at gruppen af ældre, kronisk syge og handicappede vokser, vil blive nødvendigt at overlade flere plejeopgaver til pårørende? 

Egentlige plejeopgaver er kernen i den offentlige velfærd og ikke noget som pårørende kan pålægges. 

Socialdemokratiet ønsker at pårørende mødes af en kommune, der sammen med den sygdomsramte, pårørende og kommunen og i fællesskab lægger en plan for den syges hverdag med en respektfuld inddragelse af den syges ressourcer, de pårørendes og det ansvar som kommunen skal tage hånd om, men kommunen er den hovedansvarlige for fagligheden. 

Er du enig i, at det i takt med at gruppen af ældre, kronisk syge og handicappede vokser, vil blive nødvendigt at overlade flere praktiske opgaver til pårørende? 

Socialdemokratiets holdning til om praktisk opgaver overlades til pårørende er, at den fælles plan for den syges hverdag bygger på respekt for de pårørende og en reel vurdering af rimelig inddragelse af disses ressourcer; men ansvaret for sammenhæng ligger hos det offentlige. 

Skal pårørende kunne sige nej til at påtage sig plejeopgaver, som fx at lægge et kateter, på deres syge ægtefælle? 

Ja, naturligvis skal pårørende kunne sige nej til at påtage sig egentlige sundhedsfaglige opgaver overfor et sygt familiemedlem. 

Skal pårørende kunne sige nej til at påtage sig alle praktiske opgaver i hjemmet og med evt. fælles børn alene, hvis deres ægtefælle pga. alvorlig sygdom eller handicap ikke længere kan bidrage til hjemmets fælles opgaver? 

Efter Socialdemokratiets mening så skal der udarbejdes. en realistisk plan for hvordan en sygdomsramt familie sikres at kunne klare hverdagens udfordringer og der skal respektfuldt tages højde for belastningen ved at den ene forsørger ikke kan tage sin del af de fælles opgaver i hjemmet. Kommunen skal lytte til den raske ægtefælles muligheder for at få hverdagen til at fungere og give en reel mulighed for at familien kan fungere. 

Har kommunerne ret i, at de fortsat – til trods for økonomiske løft – ikke får penge nok til serviceområdet og dermed vil være nødsaget til at skære yderligere på omfanget af praktisk hjælp og pleje til blandt andet kronisk syge og handicappede? 

Det er korrekt at kommunerne har fået flere penge til at løse deres opgaver; men pengene dækker ikke, at der er kommet flere ældre og syge. Det er baggrunden for at kommunerne reducerer deres hjælp til praktisk hjælp og pleje af mennesker med kronisk sygdom og handicap. Ansvaret herfor ligger i regeringens prioriteringer. 

Skal danskerne vænne sig til et lavere offentligt serviceniveau i fremtiden, i takt med at der bliver flere ældre og kronisk syge? 

Danmark er et rigt samfund og det er en kerneopgave i velfærdssamfundet at give ældre og kronisk syge en anstændig hjælp i hverdagen.

Svar fra Martin Geertsen

Hvad tænker du om, at flere og flere sclerosepatienter er blevet afhængige af hjælp fra deres pårørende? 

Først og fremmest vil jeg gerne lovprise alle pårørende, som påtager sig et ansvar, når deres nære rammes af sygdom. De gør et kæmpe arbejde og en stor forskel for den sygdomsramte. Derfor glæder det mig også, når de pårørende har overskuddet til at hjælpe. Plejen til den syge skal dog ikke være bundet på, at den pårørende påtager sig det ansvar. 

Jeg kan forstå, at mange pårørende oplever, at der lægges stadig større byrder over på dem og der er fare for, at det slider så meget på de pårørende, at de selv bliver syge. Det er dybt tragisk, når det er konsekvensen af, at alvorligt syge og deres pårørende ikke får den hjælp, de har brug for. 

Det er desværre alarmerende tal fra Scleroseforeningen, som vi politikere skal dykke længere ned i. Vi skal blive klogere på, hvorfor vi ser disse stigninger i, hvor mange sclerosepatienter, som er helt afhængige af deres pårørendes hjælp. For det er ikke i orden, hvis sclerosepatienterne er afhængige af deres pårørende til hjælp til basale fornødenheder. 

De pårørende har krav på at blive støttet i den kæmpe opgave, som de står med, når deres nærmeste er ramt af alvorlig sygdom. 

Derfor er jeg også glad for, at regeringen har præsenteret en sundhedsreform, som i høj grad har fokus på det nære sundhedsvæsen til stor gavn for patienten og den enkelte borger. Den helhedsorienterede indsats kan blandt andet være med til at sikre, at pårørende ikke bliver kastet mellem forskellige stole og systemer. Jeg er overbevist om, at det vil lette en del af byrden, at patienter og pårørende oplever et mere sammenhængende patientforløb. 

I forlængelse heraf er det afgørende, at kommunerne lever op til det ansvar, de har for at tilbyde solide støtteordninger til patienter og pårørende. Derfor er jeg glad for, at kommuner over hele landet har taget initiativ til at udbyde kurset: ”Lær at tackle hverdagen som pårørende”, som sigter mod at forebygge ensomhed, mistrivsel og stress blandt pårørende. Det kan være – og skal aldrig blive – en undskyldning for ikke at tilbyde den støtte, som patienter og pårørende har brug for, men det er et godt skridt på vejen til at ruste de pårørende, som påtager sig det store ansvar, der ligger i at passe på deres nære. 

Er du enig i, at det i takt med at gruppen af ældre, kronisk syge og handicappede vokser, vil blive nødvendigt at overlade flere praktiske opgaver til pårørende? 

Nej. Jeg er enig i, at vi står med en stor udfordring foran os, fordi vi ser ind i en fremtid med flere ældre og dermed også risiko for flere kronisk syge. Dét skal vi tage alvorligt. Men det betyder ikke, at det voksende plejebehov eller praktiske opgaver overlades til de pårørende. Vi skal tænke i nye veje og løsninger.

Her vil det nære sundhedsvæsen og det sammenhængende patientforløb, som regeringen foreslår, blandt andet være med til at skabe de veje, som kan gøre plejeopgaven lettere for både personale og pårørende.

Derudover er jeg glad for, at både Sundhedsministeriet og Beskæftigelsesministeriet arbejder proaktivt med nye teknologier. For jeg er sikker på, at vi kan lette udfordringen med større plejebehov i fremtiden ved blandt andet at kigge i retning af de nye teknologier, som kan understøtte en bedre og mere effektiv behandling. 

Som samfund har vi et vigtigt ansvar for, at passe på de pårørende, som passer på deres nære. Det er dét samfundsansvar der bliver større, når gruppen af alvorligt syge bliver større. 

Skal pårørende kunne sige nej til at påtage sig plejeopgaver, som fx at lægge et kateter, på deres syge ægtefælle? 

Naturligvis. Det kan og må aldrig blive den pårørendes obligatoriske opgave at påtage sig at lægge kateter på deres syge ægtefælle. 

Skal pårørende kunne sige nej til at påtage sig alle praktiske opgaver i hjemmet og med evt. fælles børn alene, hvis deres ægtefælle pga. alvorlig sygdom eller handicap ikke længere kan bidrage til hjemmets fælles opgaver? 

”Alle praktiske opgaver” er et vidt begreb, som bør være en individuel vurdering alt afhængig af den sygdomsramtes tilstand og den pårørendes påvirkning mv. Jeg har derfor vanskeligt ved at svare på spørgsmålet. 

Har kommunerne ret i, at de fortsat – til trods for økonomiske løft – ikke får penge nok til serviceområdet og dermed vil være nødsaget til at skære yderligere på omfanget af praktisk hjælp og pleje til blandt andet kronisk syge og handicappede? 

Til trods for økonomiske løft, ser vi meget forskellige prioriteringer i de forskellige kommuner. Det vil aldrig være en god prioritering, at skære på omfanget af praktisk hjælp og pleje til kronisk syge og handicappede og det er – i min optik – bestemt ikke i orden, at kommunerne skylder skylden på et rammebudget, som de selv prioriterer i.

Alle danskere skal have god behandling og pleje, uanset hvor de bor. Nogle kommuner prioriterer desværre dét lavere end andre. Det er jeg glad for, at regeringen tager alvorligt.

Den konkrete pleje af alvorligt syge borgere skal være en kommunal opgave, men nu vil regeringen sætte klare minimumskrav for, hvor god behandlingen skal være rundt om i landet.

Regeringen lægger op til at lave en ny kvalitetsplan i det nære sundhedsvæsen med en række faglige krav til de kommunale sundhedsopgaver, så alle patienter som minimum får en behandling, som lever op til de fælles kvalitetsstandarder.

Dét støtter jeg i den grad op om. For det kan ikke være rigtigt, at patienter og pårørende bliver fanget i et forvaltningsøkonomisk puslespil, hvor man umuligt kan finde hoved og hale i, hvilke rettigheder man har som patient og pårørende og hvordan, man får den bedste hjælp. 

Skal danskerne vænne sig til et lavere offentligt serviceniveau i fremtiden, i takt med at der bliver flere ældre og kronisk syge? 

Kort og godt: Nej. Det er et samfundsansvar at tage hånd om de flere ældre og kronisk syge. Det må ikke forringe serviceniveauet og derfor er jeg blandt andet varm fortaler for, at vi tilpasser sundhedsvæsenet til den nye virkelighed, vi går i møde.

Det er jeg overbevist om, at vi gør bedst med den sundhedsreform, som regeringen lægger op til, hvor sundhedsvæsenet kommer tættere på borgeren og patientforløbet bliver mere sammenhængende

Svar fra Marianne Jelved, MF

Hvad tænker du om, at flere og flere sclerosepatienter er blevet afhængige af hjælp fra deres pårørende? 

Det finder jeg problematisk og uacceptabelt. Det rammer retssikkerheden. 

Er du enig i, at det i takt med at gruppen af ældre, kronisk syge og handicappede vokser, vil blive nødvendigt at overlade flere plejeopgaver til pårørende? 

Nej, vi må finde bedre svar. Måske kan teknologien i et vist omfang være med til at løse problemet og dermed frigøre flere varme hænder til – for patienterne - relevante områder. 

Er du enig i, at det i takt med at gruppen af ældre, kronisk syge og handicappede vokser, vil blive nødvendigt at overlade flere praktiske opgaver til pårørende? 

Nej, det er ikke et acceptabelt svar. Men man kunne måske godt se på muligheden for at inddrage den enkelte patient i drøftelsen af den enkeltes behov og overvejelser af andre former for hjælp end ansatte i den offentlige sektor, når der er tale om praktiske opgaver. Hjemmeservice fx med fuld finansiering af det offentlige. 

Skal pårørende kunne sige nej til at påtage sig plejeopgaver, som fx at lægge et kateter, på deres syge ægtefælle? 

Nej, men man kan ikke afvise, at der er ægtefæller, der gerne vil og kan hjælpe med nogle af den slags opgaver. Men jeg mener principielt, at det er de professionelles opgaver, som de ikke kan henvise til familien. 

Skal pårørende kunne sige nej til at påtage sig alle praktiske opgaver i hjemmet og med evt. fælles børn alene, hvis deres ægtefælle pga. alvorlig sygdom eller handicap ikke længere kan bidrage til hjemmets fælles opgaver? 

Principielt ja, men jeg synes, det er i en gråzone, for der er også noget familievigtigt i, at man kan hjælpes ad. Og det er også en belastning at skulle have fremmede ind i hjemmet hver dag for at hjælpe med typiske daglige familieopgaver som at dække bord og tømme opvaskemaskinen. Det må ses som en behovsvurdering i den konkrete familie. 

Har kommunerne ret i, at de fortsat – til trods for økonomiske løft – ikke får penge nok til serviceområdet og dermed vil være nødsaget til at skære yderligere på omfanget af praktisk hjælp og pleje til blandt andet kronisk syge og handicappede? 

Det er pres på disse områder, og kommunerne har vanskelige prioriteringsopgaver, men vi ser også, at retssikkerheden på socialområdet er svær at få øje på i mange tilfælde.

Derfor er jeg også glad for, at jeg fik en ordning igennem ved den seneste satspuljeforhandling, så Socialudvalget nu kan nedsætte er enhed, der skal analysere retssikkerheden på de store områder, bl.a. vedr. mennesker med handicap og deres retssikkerhed jf lovens relevante paragraffer. 

Skal danskerne vænne sig til et lavere offentligt serviceniveau i fremtiden, i takt med at der bliver flere ældre og kronisk syge? 

Det vil en politiker ikke svare ja på, for der er ikke overflødige paragraffer i loven om social service. Hvis der er, så vil jeg gerne have det at vide. Vi skal jo tage udgangspunkt i vores forestilling om det gode samfund for borgerne.

Men jeg tror så, at vi skal udvikle nye måder at løse problemerne i samfundet på. Der er forsøg med at få mennesker med lange og ødelæggende fravær fra arbejdsmarkedet, hvor helt andre måder at arbejde på i kommunen, end at gå til jævnlige kontrolsamtaler og ressourceforløb, får rettet op på familier og får voksne i uddannelse og i arbejde.

Jeg har set kommune, der i en periode har prioriteret besparelser på fx skoler og skaffet midler til flere sagsbehandlere, der har fået i størrelsesordenen 75 procent af langtidsledige i kommunen i arbejde med en håndholdt metode. De betaler nu skat i den samme kommune.

Så alle borgere skulle ideelt set tænke på og være opmærksom på, hvordan vi kan løse opgaverne i kommunen bedre, end det sker i dag. Så kan ressourcer fra et sted være overflødige og overføres til områder, der har brug for det, fordi mennesker der er kronisk syge.

Svar fra Kirsten Normann Andersen

Hvad tænker du om, at flere og flere sclerosepatienter er blevet afhængige af hjælp fra deres pårørende? 

Det er vigtigt, at borgere med handicap ikke skal være afhængige af deres pårørende i forhold til at leve et liv på egne betingelser. Det er stærkt begrænsende for den personlige frihed, når man er nødt til at bede familien om hjælp, idet de færreste har lyst til at belaste deres pårørende på den måde.

Når det er kærester eller ægtefæller der skal træde til – så er der stor risiko for, at parforholdet ganske enkelt ikke holder til, at den ene part skal optræde som hjælper for den anden.

Og endeligt, så er det også et ulige samspil, idet en ægtefælle / et familiemedlem jo ikke er ansat og lønnet til arbejdet. En uenighed eller et skænderi stiller derfor også borgeren med handicap i en meget sårbar situation.  

  Er du enig i, at det i takt med at gruppen af ældre, kronisk syge og handicappede vokser, vil blive nødvendigt at overlade flere plejeopgaver til pårørende? 

Nej. Det er en urimelig udvikling. Familie og netværk er vigtige for vores privatliv, men når det sociale samvær og / eller tiden til en samtale over en kop kaffe eller en bid brød pludseligt erstattes af, at pårørende skal være hjælpere – og måske skal gå rundt med en støvsuger, handle ind, skifte sengetøj, være chauffør til undersøgelser m.v. så mister borgeren og de pårørende vigtig tid, som har betydning for det sociale og civile liv.

Plejeopgaver bør reserveres til professionelle, som har både nødvendig viden og kompetencer. Professionelle ansatte er samtidig en garanti for borgerens mulighed for at opretholde en intim grænse for, hvad pårørende skal involveres i.  

  Er du enig i, at det i takt med at gruppen af ældre, kronisk syge og handicappede vokser, vil blive nødvendigt at overlade flere praktiske opgaver til pårørende? 

Nej. Pårørende varetager allerede urimeligt mange opgaver for borgere, som har brug for hjælp. Det skader de familiemæssige relationer, når en borger med handicap bliver afhængig af hjælp – mere end at kunne være en ligeværdig del af familien 

 Skal pårørende kunne sige nej til at påtage sig plejeopgaver, som fx at lægge et kateter, på deres syge ægtefælle? 

Ubetinget ja. Pårørende skal under ingen omstændigheder føle sig tvunget til at varetage den form for plejeopgaver.  

 Skal pårørende kunne sige nej til at påtage sig alle praktiske opgaver i hjemmet og med evt. fælles børn alene, hvis deres ægtefælle pga. alvorlig sygdom eller handicap ikke længere kan bidrage til hjemmets fælles opgaver? 

Ja. Pårørende skal ikke stå alene tilbage med alle praktiske opgaver i hjemmet. Opgaverne skal fortsat være ligeligt fordelt, hvis en familie skal fungere ligeværdigt.  

 Har kommunerne ret i, at de fortsat – til trods for økonomiske løft – ikke får penge nok til serviceområdet og dermed vil være nødsaget til at skære yderligere på omfanget af praktisk hjælp og pleje til blandt andet kronisk syge og handicappede? 

Kommunerne har ret i, at budgetter ikke følger den demografiske udvikling. Kommunerne er derfor også forpligtede til at tage sig af flere og flere ældre og flere børn – uden at kommunerne er kompenseret 1:1. Det har afgjort sat de kommunale budgetter under pres.  

Skal der rettes op på besparelser på handicapområdet, så skal kommunerne derfor også tilføres flere penge. I SF foretrækker vi velfærd frem for skattelettelser, og vi er indstillede på, at der skal rettes op på udhuling af velfærdsområdet.  

 Skal danskerne vænne sig til et lavere offentligt serviceniveau i fremtiden, i takt med at der bliver flere ældre og kronisk syge? 

Nej. Vi er og bliver et rigt samfund, som har råd til at tage os af de, der har brug for hjælp.  

 

Svar fra Brigitte Klintskov Jerkel, MF 

Hvad tænker du om, at flere og flere sclerosepatienter er blevet afhængige af hjælp fra deres pårørende? 

Det er en rigtig ærgerlig udvikling. Vi mener, at de der har brug for hjælp skal have hjælp. 

Er du enig i, at det i takt med at gruppen af ældre, kronisk syge og handicappede vokser, vil blive nødvendigt at overlade flere plejeopgaver til pårørende? 

Nej. Jeg synes, at det er rigtig fint, at civilsamfundet tager opgaver på sig i forhold til de her grupper. Eksempelvis med besøgsvenner for ensomme ældre. Men det må ikke blive en erstatning for den professionelle støtte. Det er også fornuftigt, at de pårørende inddrages i plejen af dem, der har brug for særlig hjælp. 

Er du enig i, at det i takt med at gruppen af ældre, kronisk syge og handicappede vokser, vil blive nødvendigt at overlade flere praktiske opgaver til pårørende? 

Som udgangspunkt synes jeg, at det er fint, at familien inddrages i pleje af sine ældre. Men selvfølgelig skal der være professionel hjælp til dem, der har brug for det. 

Skal pårørende kunne sige nej til at påtage sig plejeopgaver, som fx at lægge et kateter, på deres syge ægtefælle? 

Ja, selvfølgelig. Vi skal ikke tvinge nogen pårørende til at udføre opgaver, som de ikke vil. Men det er fornuftigt at inddrage de pårørende i plejen af dem, der har brug for det. 

Skal pårørende kunne sige nej til at påtage sig alle praktiske opgaver i hjemmet og med evt. fælles børn alene, hvis deres ægtefælle pga. alvorlig sygdom eller handicap ikke længere kan bidrage til hjemmets fælles opgaver? 

Vi skal selvfølgelig hjælpe dem, der bliver ramt af sygdom eller dem, der har et handicap. Men vi kan ikke undgå, at en sådan begivenhed kommer til at berøre en ægtefælle. 

Har kommunerne ret i, at de fortsat – til trods for økonomiske løft – ikke får penge nok til serviceområdet og dermed vil være nødsaget til at skære yderligere på omfanget af praktisk hjælp og pleje til blandt andet kronisk syge og handicappede? 

Både og. Der er nogle kommuner, der er bedre end andre, når det handler om at bruge pengene bedst. Generelt kunne man forbedre plejen inden for de økonomiske rammer, der er. Vi mener, at vi skal prioritere midlerne til samfundets mest udsatte, fremfor at omfordele en masse penge mellem almindelige danskere. 

Skal danskerne vænne sig til et lavere offentligt serviceniveau i fremtiden, i takt med at der bliver flere ældre og kronisk syge? 

Nej.

Svar fra Karin Nødgaard MF

Hvad tænker du om, at flere og flere sclerosepatienter er blevet afhængige af hjælp fra deres pårørende?

Det er en bekymrende udvikling. Pårørende skal forblive at være pårørende, og skal ikke varetage opgaver, som bør varetages af ansatte, medmindre de selv ønsker det. 

Er du enig i, at det i takt med at gruppen af ældre, kronisk syge og handicappede vokser, vil blive nødvendigt at overlade flere plejeopgaver til pårørende?

Nej, pårørende er en ressource, som gerne skal være med til at sikre livskvalitet både hos den scleroseramte og hos sig selv. Den pårørende skal ikke agere professionel. Det er vigtigt, det familiære og nære forhold er i fokus. 

Er du enig i, at det i takt med at gruppen af ældre, kronisk syge og handicappede vokser, vil blive nødvendigt at overlade flere praktiske opgaver til pårørende?

Det er bekymrende, hvis det sker, og det må fra myndigheders side forhindres. På sigt kan det faktisk blive dyrt for samfundet. Det kan ende med der er to i en familie, der bliver syge. 

Skal pårørende kunne sige nej til at påtage sig plejeopgaver, som fx at lægge et kateter, på deres syge ægtefælle?

Ja, helt bestemt. 

Skal pårørende kunne sige nej til at påtage sig alle praktiske opgaver i hjemmet og med evt. fælles børn alene, hvis deres ægtefælle pga. alvorlig sygdom eller handicap ikke længere kan bidrage til hjemmets fælles opgaver?

Der skal altid laves en konkret og individuel vurdering. Det gælder også i forhold til hvad en familie kan magte. 

Har kommunerne ret i, at de fortsat – til trods for økonomiske løft – ikke får penge nok til serviceområdet og dermed vil være nødsaget til at skære yderligere på omfanget af praktisk hjælp og pleje til blandt andet kronisk syge og handicappede?

Ofte drejer det sig om prioriteringer, og det gør det også for kommuner. Det er vigtigt, at prioritere handicapområdet højt. Også ressourcemæssigt. Den siddende regering og KL laver hvert år en økonomiaftale – i denne bør der tages højde for at der er handicappede borgere, og at de i antal kan variere. Derfor bør der være plads i budgettet til at sikre en værdig hjælp og omsorg. 

Skal danskerne vænne sig til et lavere offentligt serviceniveau i fremtiden, i takt med at der bliver flere ældre og kronisk syge?

Det bør ikke være således. Det er vigtigt, at der prioriteres på de forskellige kommunale områder, og at der tages højde for antallet af borgere med særlige behov. Omfanget af hjælp og pleje skal fastlægges ud fra en konkret og individuel vurdering.

Svar fra Jakob Sølvhøj, MF

Hvad tænker du om, at flere og flere sclerosepatienter er blevet afhængige af hjælp fra deres pårørende? 

Det er et stort problem, at mennesker med omfattende handikap bliver afhængige af pårørende. Det er selvfølgelig fint, når man vælger, at en ægtefælle fx tager enkelte hjælpervagter, så man kan have privatliv sammen, men det må aldrig være tvang. Alt for tit ser vi, at pårørende bliver udbrændte, og samtidig er det helt urimeligt, at man som menneske med et handikap eller pårørende ikke kan få lov til blot at være kæreste eller forælder/barn. Det er meget vigtigt, at afhængighed af hjælp ikke kommer til at presse så vigtige, nære relationer i stykker. 

Er du enig i, at det i takt med at gruppen af ældre, kronisk syge og handicappede vokser, vil blive nødvendigt at overlade flere plejeopgaver til pårørende? 

Nej, det er et spørgsmål om politisk prioritering. Hvis vi fx lod de rigeste betale lidt mere i skat, så er der råd til ordentlig velfærd også for ældre, kronisk syge og mennesker med handikap. 

Er du enig i, at det i takt med at gruppen af ældre, kronisk syge og handicappede vokser, vil blive nødvendigt at overlade flere praktiske opgaver til pårørende? 

Nej, som beskrevet i spørgsmål 2 er det et spørgsmål om politisk-økonomisk prioritering. 

Skal pårørende kunne sige nej til at påtage sig plejeopgaver, som fx at lægge et kateter, på deres syge ægtefælle? 

Ja, selvfølgelig skal pårørende kunne det. Det er fuldstændig rimeligt, at man fx ikke har lyst til at blande kærlighedsrelationer og hjælp til toiletbesøg sammen! 

Skal pårørende kunne sige nej til at påtage sig alle praktiske opgaver i hjemmet og med evt. fælles børn alene, hvis deres ægtefælle pga. alvorlig sygdom eller handicap ikke længere kan bidrage til hjemmets fælles opgaver? 

Ja, pårørende skal kun have pligt til at påtage sig den del af opgaverne i hjemmet, de alligevel ville udføre, hvis deres partner ikke havde et handikap. Det vil sige halvdelen af opgaverne, ikke dem alle sammen. Den halvdel af fx rengøring, tøjvask og madlavning, som partneren med handikap ellers ville have udført, bør fx en handikaphjælper kunne bistå med. 

Har kommunerne ret i, at de fortsat – til trods for økonomiske løft – ikke får penge nok til serviceområdet og dermed vil være nødsaget til at skære yderligere på omfanget af praktisk hjælp og pleje til blandt andet kronisk syge og handicappede? 

Ja, kommunerne har ret i, at de mangler penge. Det betyder ikke nødvendigvis, at de skal skære på hjælp til borgere med handikap, men alternativt vil de være tvunget til at skære på anden vigtig velfærd, fx normeringen i vores daginstitutioner.

Den eneste reelle løsning på problemet er, at den statslige refusion af dyr hjælp til borgere med handikap, der er faldet meget siden kommunalreformen i 2007, bliver langt større. En enkelt borger med fx BPA døgnet rundt kan koste forholdsvist meget for en lille kommune. Derfor er det mest retfærdigt, at de finansieres fra centralt hold. 

Skal danskerne vænne sig til et lavere offentligt serviceniveau i fremtiden, i takt med at der bliver flere ældre og kronisk syge? 

Nej, det er et spørgsmål om politisk-økonomisk prioritering. I Enhedslisten vil vi hellere bede de rigeste, der har fået utallige skattegaver over de seneste år, om igen at betale lidt mere i skat, så vi får råd til fx anstændig hjælp til borgere med handikap.

Svar fra Laura Lindahl, MF

Hvad tænker du om, at flere og flere sclerosepatienter er blevet afhængige af hjælp fra deres pårørende? 

På den ene side synes jeg, at det er rigtigt fint, at flere pårørende vælger at tage sig af deres syge familiemedlemmer, men hvis folk oplever at de er nødt til det, af praktiske årsager, så er der jo et problem. 

Er du enig i, at det i takt med at gruppen af ældre, kronisk syge og handicappede vokser, vil blive nødvendigt at overlade flere plejeopgaver til pårørende? 

Det kommer an på, hvordan man møder den udfordring i kommunerne. Hvis kommunerne oplever, at man ikke kan følge med i udviklingen, og ikke kan levere et tilstrækkeligt serviceniveau til borgerne, bør svaret ikke pr. automatik være ”send flere penge”, men måske bør man se på, om man ikke kan sende flere af den slags opgaver i udbud til private aktører. 

Er du enig i, at det i takt med at gruppen af ældre, kronisk syge og handicappede vokser, vil blive nødvendigt at overlade flere praktiske opgaver til pårørende? 

Ja, hvis ikke kommunerne er villige til at udbyde opgaverne til private aktører, så bliver det jo konsekvensen, men det synes jeg er ærgerligt. 

Skal pårørende kunne sige nej til at påtage sig plejeopgaver, som fx at lægge et kateter, på deres syge ægtefælle? 

Der er selvfølgelig opgaver, som bliver varetaget bedst af uddannet sundhedspersonale. Jeg er hverken læge eller sygeplejerske, så jeg ved ikke hvor snittet skal lægges. 

Skal pårørende kunne sige nej til at påtage sig alle praktiske opgaver i hjemmet og med evt. fælles børn alene, hvis deres ægtefælle pga. alvorlig sygdom eller handicap ikke længere kan bidrage til hjemmets fælles opgaver? 

Hvis pårørende ikke kan overkomme den slags opgaver, så er der jo heldigvis alternativer til at gøre det selv. Man kan betale sig fra f.eks. rengøring eller børnepasning. 

Har kommunerne ret i, at de fortsat – til trods for økonomiske løft – ikke får penge nok til serviceområdet og dermed vil være nødsaget til at skære yderligere på omfanget af praktisk hjælp og pleje til blandt andet kronisk syge og handicappede? 

Nej, det mener jeg ikke. Kommunerne får rigtigt mange penge i forvejen, og mange kommuner har meget store opsparinger, som ligeså godt kunne bruges på f.eks. velfærden. Det handler i bund og grund om prioritering. 

Skal danskerne vænne sig til et lavere offentligt serviceniveau i fremtiden, i takt med at der bliver flere ældre og kronisk syge? 

Ja, hvis ikke kommunerne tager ansvar og prioriterer kernevelfærd frem for prestigeprojekter, som bycykler, lysende bænke eller pingvincentre.

Alternativet er endnu ikke vendt tilbage med svar på vores spørgsmål, men er, som alle andre partier i Folketinget, blevet kontaktet og har fået tilsendt spørgsmålene.