Forskningsprojekt: Sidder nøglen til sclerose i tarmen?
Hvilken betydning har tarm-hjerne-aksens betydning for immunaktivering, sygdomsaktivitet og behandlingsrespons ved sclerose?
Det søger et stort forskningsprojekt på Rigshospitalet at finde svar på. Indsamlede midler fra Scleroseforeningens husstandsindsamling 2017 støtter projektet.
_____
Projektansvarlig
Annette Bang Oturai, Overlæge, Dansk Multipel Sclerose Center, Rigshospitalet
______
Professor Annette Bang Oturai har med et stort forskningsprojekt på Rigshospitalet sat sig for at finde viden om tarmens betydning for sclerose. Det centrale spørgsmål lyder: Hvilken betydning har tarm-hjerne-aksens betydning for immunaktivering, sygdomsaktivitet og behandlingsrespons ved sclerose?
Sagt på en anden måde, arbejder projektet med en tese om, at tarmen kan påvirke immunsystemet og være en kilde til, at mennesker får sclerose. Samtidig kan forskningen også vise, at tarmen kan være et sted at behandle sclerose.
Forskningsprojektet løber indtil udgangen af 2019.
Derfor støtter vi forskningen
Forskning viser allerede, at immunsystemets funktion og sygdomsforebyggelse er meget afhængig af tarmfloraen. Detaljeret viden om det komplekse sammenspil mellem tarmbakterier og hjernen hos patienter med sclerose vil derfor give en bedre forståelse af årsagen til sygdommen.
Målet for forskningsprojektet er også at gå skridtet videre. Professor Annette Bang Oturai håber at kunne forudse, hvordan sygdommen udvikler sig, hvor godt medicinsk behandling virker, og om kostændringer kunne være gavnlig for den enkelte patient.
Derfor har Scleroseforeningen valgt at videregive nogle af de penge, som blev indsamlet af de 2.500 frivillige ved husstandsindsamlingen i 2017, til dette forskningsprojekt.
”Tarmen og dens betydning for vores helbred er blandt tidens mest populære forskningstemaer. Der er så mange mulige skjulte mekanismer på spil her, som vi har et stort behov for at få afdækket for at sikre mennesker med sclerose den bedst mulige behandling i fremtiden.”
– Lasse Skovgaard, chef for forskning og dokumentation, Scleroseforeningen
Vi står sammen mod sclerose
For den mor, der netop har fået diagnosen. For den bror, som nu går med rollator. For den kollega, som er savnet på arbejdspladsen.
Sammen kan vi ændre verden for et menneske med sclerose. Meld dig som indsamler eller indsamlingsleder den 9. september 2018.