Formål 

Det er vores hypotese, at genetisk variation koblet til CD40, CD80 og CD86 generne er associeret med forskelle i ekspression af disse molekyler på antigen-præsenterende celler, og at dette fører til ændringer i T celleaktivering. Vi ønsker i nærværende projekt at belyse de MS-associerede SNPs betydning for ekspression af CD40, CD80 og CD86 hos raske kontrolpersoner og patienter med MS samt molekylernes funktionelle betydning på enkelttyper af antigen-præsenterende celler. Endelig ønsker vi at belyse, om den genetiske variation har en effekt på T celleaktivering. 

Kort beskrivelse af projektet

Ved multipel sklerose (MS) forårsager en betændelsesreaktion skader på nervefibre og deres beskytttende fedtskeder (myelin) i hjernen og rygmarven. Den sygdomsfremkaldende betændelsesreaktion formodes at starte med en aktivering af immunceller, der fejlagtigt genkender og ødelægger myelinet. Hvorfor og hvordan denne fejlreaktion i første omgang opstår vides ikke med sikkerhed, men man ved at både arvelige faktorer og miljøforhold spiller ind. Senest har en stor, international undersøgelse påvist at variation i områderne omkring en række gener (arvelige faktorer), der er af betydning for immunsystemets funktion, påvirker risikoen for at få MS. Blandt de gener, der kan være af betydning, er der også flere, der koder for molekyler med kendt funktion i samspillet mellem immunceller ved MS. Det er sandsynligt, at disse genetiske faktorer netop udøver deres effekt ved at bestemme i hvor høj grad de pågældende immunceller danner de molekyler, generne koder for.

Vi ønsker at undersøge om genetiske faktorer, der vides at øge risikoen for at udvikle MS, er associeret med mængden af tre forskellige molekyler (CD40, CD80 og CD86) på overfladen af undertyper af immunceller (antigenpræsenterende celler). Vi undersøger samtidig hvilken rolle molekylerne spiller på forskellige celletyper ved aktivering af immunreaktioner, og om aktiveringen af disse immunreaktioner er forskellig hos personer med forskellige varianter af de gener, der påvirker risikoen for at få MS. Undersøgelsen vil give ny viden om samspillet mellem gener, der øger risikoen for at få MS og sygdomsfremkaldende immunreaktioner. Da mange MS behandlinger påvirker de undersøgte celletyper vil resultaterne også kunne give en bedre forståelse af MS-behandlingers virkning og dermed, på længere sigt, også kunne føre til udvikling af mere effektive behandlingsstrategier. 

Publicerede artikler

Cellular source of dysregulated cytokines in multiple sclerosis.

CSF inflammation and axonal damage are increased and correlate in progressive multiple sclerosis

Systemic inflammation in progressive multiple sclerosis involves follicular T-helper, Th17- and activated B-cells and correlates with progression

Gene expression analysis of relapsing-remitting, primary progressive and secondary progressive multiple sclerosis.

Natalizumab in progressive MS – results of an open-label phase 2A proof-of-concept trial.

Immunological effects of methylprednisolone pulse treatment in progressive multiple sclerosis. 

Identification of suitable reference genes for peripheral blood mononuclear cell subset studies in multiple sclerosis. 

Lipocalin 2 is increased in progressive multiple sclerosis and inhibits remyelination.

A phase 2A study of monthly oral methylprednisolone pulse treatment in progressive multiple sclerosis. 

Absence of systemic oxidative stress and increased CSF prostaglandin F2a in progressive MS.