Gå til hovedindhold

Inflammation ved blod-hjerne barrieren ved Multipel Sclerose

Kort fortalt

Dette projekt beskæftiger sig med inflammation ved blod-hjerne barrieren ved Multiple Sclerose

Emneområde: Sygdomsmekanismer

Formål

Multipel sklerose (MS) er karakteriseret ved autoimmune angreb, som kan resultere i vedvarende betændelse. Dette kan påvirke hjernens blodkarsceller til at ændre deres strukturelle egenskaber, hvilket fører til højere udtryk af en række transportproteiner for at sikre tilstrækkelig tilførsel af næringsstoffer og særlige klistrende (adhærerende) proteiner. Disse proteiner er interessante, fordi de kan gøres tilgængelige for målrettet terapi med specifikke antistoffer konjugeret med lægemidler, som derved kan undergå transport fra blod til hjerne eller blokere for migration af betændelsesceller ind i det betændte hjernevæv.

Mød forskeren

Torben Moos, Cand med, phd, dr med

Beskriv hvad der driver dig personligt i dit arbejde med MS-forskning:

Jeg har altid været interesseret i neurodegenerative sygdomme, og eftersom det også er evident at disse sygdomme generelt rammes af betændelse, har det stor betydning at forstå hvordan betændelsesprocesserne påvirker hjernen. Jeg er særligt interesseret i at forstå hvordan betændelse påvirker hjernens blodkar og blodforsyningen, herunder om betændelse ved blodkarrene kan gøre det muligt at designe særlige lægemiddelformer, som kan opnå transport fra blodbanen ind til det betændte hjernevæv.

Torben Moos

Cand med, phd, dr med

Hvilken betydning har det for din forskning at projektet har modtaget midler fra Scleroseforeningen?

Med støtte fra Scleroseforeningen kan jeg fortsætte mit forskningsprojekt sammen med min forskningsgruppe på Aalborg Universitet. Vi undersøger i specielle cellekulturer, hvordan hjernens mindste blodkar påvirkes. når hjernens celler rammes af betændelse, og vi designer transportmolekyler og lægemidler med henblik på transport gennem blodkarscellerne i vores cellekulturer. Det er altafgørende for aktiviteten i min forskningsgruppe at kunne få driftsmidler til vores forskningsprojekter, og det er et stort privilegium at vi med støtte fra Scleroseforeningen kan afprøve vores hypoteser med forhåbentlig senere relevans for behandling af tilstande med betændelse i hjernevævet.

Torben Moos

Cand med, phd, dr med