Gå til hovedindhold

At kunne stå når man ellers er bundet til kørestolen

Kort fortalt

På denne side kan du læse om et projektet, hvor mennesker med sclerose, der ellers har siddet de seneste mange år, får mulighed for at stå ved hjælpe af en såkaldt standing frame. 

Et forslag til en forholdsvis simpel intervention, som kan komme personer med fremskreden sclerose til gode, kom fra en gruppe forskere ved Plymouth University i England.

De havde lavet et forskningsprojekt, som gik ud på at undersøge hvad mennesker med sclerose, som ellers altid sad ned, kunne få ud af stå op ved hjælp af et særligt stativ.

De udstyrede en gruppe mennesker med sclerose, som alle sad ”bundet” til deres kørestol, med et stativ (en såkaldt ”standing frame”), som gjorde, at de kunne stå op. Stativet blev stillet op i deres hjem, så de kunne bruge det når det passede dem.

De sammenlignede forsøgsgruppen med en såkaldt kontrolgruppe, som ikke fik adgang til stå-stativet.

Forsøgsgruppen fik besked på at stå op ved hjælp af stativet i mindst 30 minutter, 3 gange om ugen, i 20 uger. Effekten af at stå blev målt ved hjælp af nogle tests af motorisk funktion. De deltagere, som havde stået op, havde efter forsøget bedre resultater på en test af motorisk funktion end de deltagere, som var i kontrolgruppen, og som derfor ikke havde stået op. Der blev også lavet en økonomisk analyse af om det kan ”betale” sig at udstyre patienter med et stå-stativ, og konklusionen var kort og godt: Ja, udbyttet er stort nok til at det kan betale sig at betale for.

Udover de mere ”objektive” effektmål blev deltagerne også interviewet om deres oplevelser med at stå op, og ligeledes blev deltagernes pårørende interviewet. Interviewundersøgelsen viste, at deltagerne oplevede en række positive effekter, herunder:

  • En følelse af at være ”mit gamle selv” – en følelse af at genvinde noget normalitet, herunder en række fysiske, psykiske og sociale gevinster.
  • Forbedringer af fysiske funktioner og forbedringer i symptomer som spasmer, nedsat styrke, og blære og tarmfunktion.

Undersøgelsen viste alt i alt, at mennesker med sclerose, som sidder permanent i kørestol, kan have stor glæde af muligheden for at stå op derhjemme, både i form af motoriske forbedringer, men også fordi det mentalt betyder noget at kunne komme ud af kørestolen en gang i mellem.