Mig og min rolle som far

Den 15-årige teenager styrer elscooteren med en lethed, som gjorde han aldrig andet. Det ”trehjulede monstrum”, som Tim og Sixten kalder det, er Tims vigtigste transportmiddel, men det er også et flyvende tæppe, der tager far og søn på eventyr – Tim med benene godt placeret og Sixten siddende på skødet af sin far.

”En af de eneste gode ting, der er ved min sygdom, er, at Sixten og jeg kan køre fuldstændig tosset rundt og lave unoder”, siger Tim og hentyder til sin elscooter:

”Sixten hopper op på scooteren, og så kører vi alt for hurtigt, alt for vildt og alt for dumt. Bare fordi det gør mig glad. Og det gør Sixten glad. Så er vi glade sammen, og hvad mere kan man med min lortesygdom ønske sig?”

Tim har sekundær progressiv sclerose og to ben, der er svære at samarbejde med. Også blæren gør Tims tilværelse ekstra udfordrende, og derfor har han altid et toilet på radaren. Selvom han kan planlægge sig gennem mange oplevelser med Sixten, er der begivenheder, tanker og følelser i relationen til sin søn, Tim må erkende, at han ikke kan få forløsning på.

En knude i maven af bare kærlighed

I biografer, på caféer og rejser rundt i verden. Tim vil det hele med sin søn, men tanken om trapper, toiletter og manglende plads til rollator eller elscooter tager pusten fra ham.

”Jeg har dage, hvor jeg får en knude i maven ved tanken om, at Sixten har en far, der ikke kan være der sammen med ham, når han eksempelvis starter på efterskole. Og så bare af den simple årsag, at jeg ikke kan klare togturen til Fyn, hvor hans efterskole ligger”, fortæller Tim.

Frustrationen over de ting han gerne vil opleve sammen med sin søn, er sommetider tung at bære – og frustrationen over ikke at kunne skyde skylden på nogen eller er for både ham og Sixten slående. Også selvom Sixten er ”pissegod”:

”Sixten er en stjerne. Han er klog, smuk, kærlig, omsorgsfuld og bare pissegod. Han ved godt, hvor udfordret jeg er, og derfor er han også hurtig til at hjælpe mig igennem de hårde følelser, og hvad der for mig føles som nederlag, ved at sige; ”ej, mor og jeg filmer da bare det hele fra min første dag på efterskolen, og så er du med alligevel.””

I hjemmet på Frederiksberg bliver der tænkt meget over ikke at gøre forholdet mellem far og søn til en syg- og medhjælper-relation. Tim får rengøringshjælp hver 14. dag, har en alarmknap, der endnu ikke er brugt vel at mærke, og ellers klarer han skærene selv. Sixten kan dog ikke lade være med at hjælpe til, hvad end det drejer sig om en tabt kop på gulvet, at løbe ned med skraldet eller hente mælk. Og Sixtens hjælp er da også guld værd for Tim. Faktisk på lige fod med tiden, Sixten gider sidde sammen med sin far i sofaen og bare være sammen.

Tidsspild sammen er ikke spildt tid

Tim kom til Danmark fra Leeds i 1999, efter han forelskede sig hovedkulds i det, der skulle blive sin søns mor. Nemlig Iben. Tim og Iben blev skilt for knap fem år siden efter flere års kamp for kærligheden, og i dag er der ikke en fast deleordning mellem de to forældre. Derfor tager Sixten ofte tre dage hos Tim, efterfulgt af dage hos mor, og sådan fortsætter det.

”Noget af det bedste, jeg ved, er, når Sixten og jeg bare sidder i sofaen sammen. Jeg elsker bøger og musik, og Sixten hader at læse, og så har han en frygtelig musiksmag. Jeg kan ikke få ham til at åbne en bog, men jeg kan trods alt forsøge at lære ham, hvad ordentlig musik er. Så vi smider os ofte i sofaen, hygger os, fortæller røverhistorier, lytter til Led Zeppelin eller bare snakker sammen.”

Nogle gange kan man dog godt tale mere, end hvad godt er med en teenagesøn, mener Tim. Han forklarer, at de derfor ofte er sammen bare for at være sammen. Pyt, at han ikke kan spille fodbold med Sixten mere, for Tim gider faktisk ikke fodbold. For Sixten og Tim er tiden sammen nemlig vigtigst – også gerne den stille.

”Vi har masser af tid, hvor vi bare sidder os to og er sammen. Den beskæftigelse er der også garanti for, at jeg har overskud til, samtidig med at jeg er et trygt, velkendt sted tæt på et toilet. Nogle vil måske mene, at det er at spilde tiden, men sådan har vi det ikke. For os er tidsspild sammen bestemt ikke spildt tid”, fortæller Tim og tænker afslutningsvis tilbage på tiden, da Sixten var mindre:

”Vi har fantastiske øjeblikke sammen derhjemme og ude på gader og stræder på min elscooter, men jeg ved også godt, at for en 15-årig er verden derude et mere spændende sted, end hvad far er. Sådan skal det bare være. Derfor savner jeg da også den seksårige og den niårige Sixten, hvor far var verdens navle, men jeg er taknemmelig for den mand, han er på vej til at blive. For så længe, han kan fremkalde smil hos mig og andre, er alt fuldstændig, som det skal være.”