Mig og mit ærlige venskab

Det var de fysiske gener, der kom først. Kollegerne bemærkede, at hun småhaltede. ”Det er bare de der lorte-skiskader”, svarede Tina dem. Hun har altid levet et aktivt liv med ski, løb og konkurrencesvømning, så lægerne mente, at der var tale om et nedslidt knæ.

Tina blev opereret i knæet i vinteren 2016, men uden ændringer. Benet forsvandt stadig under hende, når hun gik. Men hun insisterede: Der var noget galt. Til sidst indvilgede lægerne, og Tina blev sendt i en MR-scanner, og anden juledag 2016 fik hun besked. Det var sclerose.

Det var en hård besked for Tina at få, og timingen syntes heller ikke optimal. Som sådan noget jo aldrig rigtig er. Og når tingene kokser og alt bare er øv, er der for Tina kun en rigtig ting at gøre; nemlig at give sin gode, ærlige ven, Carsten, et opkald.

Carsten vidste godt, at Tina havde været til en lang række udredninger i forbindelse med de førnævnte gener, men der var ikke konkluderet noget endeligt. Ikke indtil nu hvertfald.

”Vi aftalte, at jeg og min mand skulle komme forbi til en snak og et godt glas vin hjemme hos Carsten, men han vidste ikke, at vi kom med dårlige nyheder”, fortæller Tina, der ikke var overrasket over Carstens reaktion på diagnosen:

”Som det første sagde han, at ”det skal du nok klare, dit aktive menneske”. Lige i øjeblikket kunne jeg dog ikke selv overskue det der med at ’skulle klare det’, men han havde jo ret. Som han altid har. Han ved, at jeg er løsningsorienteret, jeg er aktiv og passer på min krop, men jeg handler og tænker også altid over, hvordan jeg kommer videre fra en udfordring.

Kort tid efter sad hun da også med en fysioterapeut i telefonrøret – der skulle nemlig handles på den sygdom.

At være den, der har brug for omsorg

De fleste kender Tina som hende, der bager til kollegerne og hende, som altid har en blomst med, når hun kommer på besøg. Hun husker folks fødselsdag – også dem, der glemmer hendes. For Tina vil for alt i verden hellere give end at modtage, også selvom energien ikke rækker til det samme længere.

”Det betyder noget for mig at gøre en forskel for andre mennesker. Jeg kan faktisk næsten ikke ha’ det, når andre giver det tilbage, som jeg giver dem.”

Det har også vist sig at være Tinas største udfordring efter hun fik sclerose; at være den, der har brug for omsorg. For hun kan ikke det samme, som hun kunne før, og det har været svært at acceptere:

”Jeg er virkelig dårlig til at sige til mig selv: ’Slap nu af, Tina’ eller lytte, hvis andre siger det til mig.”

Men Tina er god til at ringe op og snakke, når hun har brug for det. Hun vil gerne tale om det, der driller, for dét gider hun ikke gå med selv. Hvad end det er noget med sygdommen eller noget helt andet. Eksempelvis da Tinas far gik bort i 2011, hvor Carsten også var der til at støtte hende i den svære tid:

”Carsten var også rigtig tæt knyttet til min far, som mange tætte venner netop er med vennernes forældre. Derfor var det også meget naturligt for ham at være der under min fars sygdomsforløb og lige til det sidste, inden han døde, hvor Carsten også ofte var henne at besøge ham på hospitalet”, siger Tina, der i den sammenhæng forklarer, at Carstens støttende skulder ved sin side betyder alt for Tina. Men også for sin mand og deres to nu store børn.

En ven og et lyttende øre

Tina og Carsten har været venner i 28 år – lige så længe, Tina har kendt sin mand, Morten. Morten mødte Carsten på jobbet og fik ham med i en kortklub med fire andre mænd, og hurtigt blev Carsten også en del af Morten og Tinas familie.

”Da vi fik vores søn Casper, var Carsten der hele tiden. Morten og jeg har været hurtigere til at få børn end Carsten, men han har altid haft en stor rolle i vores børns liv og har det i den grad stadig”, fortæller hun og forsøger at placere ham et sted mellem det at være en tæt onkel og en form for ekstra farfigur for børnene:

”Carsten har derfor også et helt specielt forhold til vores børn, da han har været der gennem hele deres liv. Vores ældste, Casper på 26 år, deler rigtig mange ting med ham, og de to er også gode til eksempelvis at tage til koncert sammen. Bare de to. Og vores yngste, Caroline på 24, bor eksempelvis i Carstens lejlighed”.

Tina har ikke en stor familie. Kun en søster, to niecer og en reserve-mor er tilbage. Til gengæld har hun og manden altid haft en stor vennekreds, og vennerne er gennem årene blevet som tætte familiemedlemmer. Udover gode veninder er Carsten hendes allernærmeste og fortrolige ven.

”Vi har altid talt godt sammen og har turdet vise hinanden gensidig sårbarhed. Når Morten og jeg har været udfordret i vores parforhold, har jeg talt med Carsten, som jo også er Mortens ven. Men det betyder ikke noget, for med gensidig respekt og loyalitet overfor både mig og Morten, forstår Carsten at være der for os begge. Både på samme tid og hver for sig”, fortæller Tina og understreger, hvorfor deres venskab er så stærkt:

”Det betyder noget, at man kender hinanden på godt og ondt samt gennem sorg og glæder i livet. Det gør, at vi ved, hvad hinanden har brug for af hjælp og ikke mindst at høre i pressede situationer”.

Åbenhed og egenomsorg

Tina var fra starten åben om sin diagnose og involverede hurtigt kolleger, venner og familie. Men responsen har været blandet. Mange udtrykte sympati, nogle reagerede med akavet stilhed, mens hendes søster græd og tegnede dystre fremtidsscenarier om at sælge huset og flytte i etplanshus. Det var ikke lige det, Tina havde brug for.

”Jeg har også en håndfuld rigtig gode veninder. Særligt én taler jeg meget med min sygdom om, og hun bliver altid meget berørt. Men jeg har ikke brug for at folk sidder og græder foran mig. Så man lærer hurtigt, hvem man skal involvere, og hvor man kan finde støtte og et lyttende øre.”

Gennem årene har Tina og Carsten taget på utallige sommerhusture og skiferier med ægtefæller, kærester og børn. Først var der kun Tina og Mortens to børn, men senere, da Carsten også fik børn, blev det til én stor familie, der i dag ofte mødes på kryds og tværs over god mad, spil og snakke. For det er de gode til, Tina og Carsten. At snakke. Og lytte.

”Hvis folk spørger, vil jeg hellere end gerne fortælle. Også om det, der er svært. Mine venner og familie må gerne se, at jeg bliver berørt og ked af det. Som da jeg for nylig fik svar på en neuropsykologisk undersøgelse, som viste, at min fatigue var blevet værre. Det slog mig helt ud.”

Tid til eftertænksomhed og ro

En ufrivillige pause har det sidste år givet plads til større eftertænksomhed og ro for Tina. Efter 16 år på samme arbejdsplads blev hun i foråret 2020 afskediget i en større fyringsrunde. Kort tid inden havde hun indset, at kræfterne ikke længere rakte, og det var tid til at søge om at gøre hendes fuldtidsstilling til et fleksjob.

I dag er hun i fuld gang med et flexjob i en anden virksomhed, og at beslutningen om at skifte arbejdspladsplads blev taget for hende, passer hende fint. Hun tror nemlig ikke, det havde været nemt for de gamle kolleger at forstå, at hun ikke længere ville kunne det samme.

”Jeg kan godt komme til at ’snyde’ omgivelserne, så de tror, jeg kan mere, end jeg faktisk kan. For mange mennesker er det en usynlig sygdom. De kan se, at jeg slæber på min venstre fod, når jeg går, men de kan ikke se, hvornår jeg bliver sindssygt træt og egentlig har brug for at lægge mig ned. Det er der jo ingen fysiske tegn på”.

Det er ikke kun arbejdslivet, Tina har måtte skrue ned for. Hun er også blevet mere selektiv med hvem og hvordan, hun bruger sin fritid. Som noget nyt er der tid til langsomme weekendmorgener med kaffe og avis, men har en af hendes gode venner brug for hjælp, kommer den gamle Tina, som hellere vil give end modtage omsorg, frem i hende.

”Jeg er blevet god til at passe på mig selv, men jeg er dårlig til at høre efter, når andre siger, at jeg skal passe på mig selv. Da vi ordnede have hos Carsten og hans kæreste, Rikke, sidste måned, var jeg den sidste, der lagde redskaberne fra mig,” siger en grinende Tina og slutter:

”Men det hjælper, hvis Carsten så spørger mig; ’Hvad kan jeg hjælpe med?’”