Mogens holder gang i de små grå

Som hvis klokken lige havde ringet ud efter en skoledag, tømmes det lille lokale på CSV i Vejle for mennesker. Puslespillene ligger i stakkevis i de hvide reoler, og de spidsede blyanter i forskellige længder står igen side om side i de metalfarvede bøtter. 

Den kognitive træning, der de sidste tre en halv time har udfoldet sig i lokalet, er slut for i dag. 67-årige Mogens Mellerup sidder alene tilbage i lokalet med en kop kaffe i hånden. Bag ham står stribevis af pastelfarvede foldere med påtrykt tekst som: "Da Aage forsvandt" og "Når mor har demens". De røber, hvem målgruppen for kurset som udgangspunkt er. Men selvom overskrifterne på de små hæfter ikke afspejler Mogens’ sclerosediagnose, har han alligevel været at finde på kurset hver onsdag det seneste år.

At miste overblikket

Mogens har altid været den teknisk anlagte i sit ægteskab, den, som skulle sørge for internetdeling på campingturene og regnskaberne online. Men siden han i 2013 blev diagnosticeret med sclerose, er sygdommen gået ud over hans kognitive evner og det overblik, han tidligere havde. 

”Nu skal jeg heller ikke gøre mig selv dårligere, end jeg er. Jeg har det jo godt. Men det kan da mærkes, at der er sket noget heroppe,” smiler Mogens, mens han med venstre pege- og langfinger banker sig selv på panden. 

Derfor er han startet på CSV Vejles undervisningshold med fokus på kognitive udfordringer. Her bliver der både løst opgaver, lagt puslespil og spillet iPad – alt sammen for at holde de små grå i gang. 

Ordguf og puslespil

For Mogens er det hjernegymnastikken via apps på iPad’en, der gavner mest. Han rækker ned og fisker det firkantede stykke teknologi op af sin taske for at demonstrere, hvilke apps han bruger. 

”Ordguf”, hvor man skal sammensætte udvalgte bogstaver til ord, og puslespil med forskellige antal brikker er blandt favoritterne. Det smarte ved iPad’en er, at man også kan træne med den derhjemme, forklarer Mogens.

Men der er også andre fordele. ”På iPad’en indstiller man selv sværhedsgraden, og det er en fordel for mig. Mine kognitive udfordringer er jo nogle lidt andre end dem, de demensramte bøvler med,” siger han. 

Op af sofaen

Netop fordi Mogens går på et hold med udelukkende demente, overvejede han kortvarigt at skifte til et andet hold, hvor deltagerne også har andre sygdomme end demens. Men det blev ved tanken.

”Vi havde det allerede så godt sammen, at jeg valgte at blive. Det sociale er lige så vigtigt som det faglige. At komme ud og opleve noget i stedet for at sidde i sofaen og se tv. Det gør bare en glad,” siger han.

Ud over glæden ved samværet med de andre på holdet kan Mogens også mærke, at han har gavn af undervisningen på andre punkter.
”Jeg har helt klart fået mere tålmodighed. Jeg giver ikke lige så hurtigt op, hvis der er noget, jeg synes er svært. Nu bliver jeg ved, til det er løst,” siger han.

Konkrete redskaber – og socialt sammenhold

Netop dét er en af de ting, som Lotte Lindevang, talepædagog og underviser på holdet, håber på, at undervisningen kan bidrage til. 
”Ud over den kognitive træning forsøger vi i høj grad også at give deltagerne nogle redskaber, som gør det nemmere at håndtere og måske endda acceptere de kognitive vanskeligheder,” fortæller hun.

Men det sociale på holdet betyder mindst lige så meget, forklarer Lotte. I undervisningen lægger hun stor vægt på, at deltagerne snakker sammen på kryds og tværs. Det holder også hjernen i form at tale og genfortælle oplevelser. 

Ti ud af ti

Derfor starter hver undervisningsgang med en runde, hvor deltagerne fortæller hinanden, hvad der er sket siden sidst. Til runden hører også, at man skal vurdere sit humør på en skala fra et til ti. Sidstnævnte skal give et billede af, om undervisningen også påvirker humøret. 
Lotte fortæller, hvordan folk på de andre hold sommetider starter med et humør på 4, hvorefter det efter undervisningen har sneget sig helt op på det dobbelte.

Her bryder Mogens ind med en bemærkning:
”På mit hold har jeg altså stadig ikke oplevet, at folk har placeret sig på under syv fra starten. Der er altid højt humør. Vi er ikke sådan nogen, der hænger med mulen,” griner han. 
Dog ændrer det ikke ved, at der sker en stigning på humørbarometeret gennem undervisningen, medgiver Mogens. På hans hold er det bare næsten altid topkarakteren ti, humøret er endt på, når holdet takker af.