Gå til hovedindhold
TemaArbejdslivSe hele temaet

Når en arbejdsgiver giver mere end bare et arbejde

Kort fortalt

Da Susanne Geiken fik sclerose, frygtede hun, at hun ville miste sit job. Men hendes arbejdsgiver gik med i kampen for, at Susanne kunne blive på arbejdspladsen. I dag har hun en privatparkering, et skærmet kontor og et fleksjob, som har gjort det muligt for hende at blive på arbejdsmarkedet.

geiken
Foto: Maria Tuxen Hedegaard

Med en støttestok i den ene hånd og et fast greb om det tunge træ-gelænder med den anden, bevæger 55-årige Susanne Geiken sig langsomt, men hjemmevant ned ad trappen til firmaet Deerhunters indgangsparti. Det lyse, skulderlange hår omkranser hendes smilende ansigt, som sender en lille hilsen afsted til de kollegaer, som går forbi.

Da Susanne blev ansat for over ti år siden, voldede trappen ingen problemer, men sclerosen har langsomt besværliggjort turen fra indgangen og op til kontorerne på første etage, hvor hun i dag arbejder i fleksjob 17 timer om ugen.

 

Hvad med jobbet?

Det er ikke kun Susannes fysik, sclerosen over tiden har svækket. Siden hun i 2013 blev diagnosticeret, er sygdommen også gået ud over hendes energiniveau og evne til at huske. Da Susanne fik diagnosen, sad hun som indkøbskoordinator og chefens højre hånd i firmaet, og udfordringerne fik hende til at frygte for sit job.

”Jeg havde rigtig mange bolde i luften, og jeg har altid været meget ambitiøs i forhold til mit arbejde. Det ramte mig utrolig hårdt, da jeg ikke kunne klare alle mine opgaver længere,” siger Susanne.

Derfor skulle hun også tage tilløb til at fortælle sin chef om sygdommen. Susanne var nervøs for, at sclerosen ville blive enden på ansættelsen hos Deerhunter. Men hendes svedige håndflader var unødvendige, for samtalen med firmaets chef gik over al forventning.

 

Klar til handling

”Jeg vidste, at der var et eller andet galt, allerede før hun fortalte det. Men jeg ville ikke bringe det op. Hun skulle selv have lov til at komme til mig, når hun var klar,” fortæller Lars Engel, som er Susannes chef og direktør hos Deerhunter.

Han havde lagt mærke til, at Susanne havde fået sværere ved at komme op ad trappen til kontoret, og at hun ikke havde det samme overskud som tidligere. Så da Susanne først kom ind på hans kontor i Haderslev og fortalte om sygdommen, tog tingene fart. Lars fik etableret en privat parkeringsplads og et skærmet kontor til Susanne. Og så ringede han til jobcenteret for at hjælpe hende til et fleksjob – hos Deerhunter.

”Det var vigtigt for mig, at Susanne kunne blive ved med at være en del af ”familien”. Hun er et samlingspunkt i firmaet, og folk kender hende og ved, at man altid kan komme til hende – både i faglige og sociale henseender,” siger han.

 

Vil blive på arbejdsmarkedet

For Susanne var det en kæmpe lettelse, at Lars var en del af sygdomsprocessen, i den periode hvor hun var nydiagnosticeret, og tingene væltede om ørerne på hende.

”Lars var en fantastisk støtte, og i de svære perioder tog han ansvaret og løftede mig, når jeg ikke selv kunne. Det gav mig en tryghed at vide, at han var på samme hold som mig,” siger hun.

Da snakken falder på, om Susanne har gjort sig tanker om at stoppe på fleksjobbet og gå hjemme, ryster hun kraftigt på hovedet, så det lyse hår danser på hendes skuldre.

”Puha, det har jeg svært ved at forestille mig. Mit job er en del af min identitet, og derfor betød det alt, at jeg kunne få lov til at blive hos Deerhunter. Det gjorde, at jeg ikke følte mig kasseret på grund af min sygdom,” siger hun.

 

Erfaring og viden

Ifølge Lars var det en selvfølge, at Susanne skulle blive i firmaet. Han mener, at det er vigtigt at gøre en ekstra indsats for udfordrede medarbejdere – i sidste ende kommer det begge parter til gode.

”Ældre medarbejdere har en uerstattelig viden, som er opbygget gennem lang tid. De bidrager med så meget til et firma, og det er værd at kæmpe for,” siger Lars.

Derfor er hans råd til andre arbejdsgivere også simpelt.

”Man skal være åben og ærlig i sådan en situation og ikke være bange for at snakke om sygdommen. Hvis man har mulighed for at hjælpe, synes jeg, at man skal gøre den ekstra indsats. Det skylder man en trofast medarbejder,” siger han.

 

Udfordret uden uoverskuelighed

Tilbage på kontoret i Haderslev sidder Susanne bag computeren. Hendes fingre bevæger sig hurtigt over tastaturet med en legende lethed, som hendes ben ikke længere besidder.

Hun har lige fået ansvaret for en ny linje med tilbehør fra Deerhunter. Dét er en af de vigtige opgaver, som Susanne kan overskue at stå i spidsen for. Og netop det, at hun har mulighed for at blive udfordret, uden at opgaverne bliver uoverskuelige, betyder alt for hende.

”Det giver mig en ro at vide, at jeg kan følge tingene til dørs, og at jeg får lov til det. Den tillid, Lars viser mig, gør mig helt sikkert stærkere. Det giver mig selvtillid, at jeg rent faktisk føler, at jeg kan bidrage med noget gennem det her job,” siger hun.