Gå til hovedindhold

Afføringsproblemer

Spørgsmål

Jeg er 55 år, har MS og bor på plejehjem. Jeg bruger el-kørestol permanent og kan heller ikke bruge armene, kun dreje hovedet. Jeg spiser hovedsagligt færdigretter til aftensmad  (pølser, frysepizza, grovflutes, brændende kærlighed, boller i karry og forårsruller) da det skal kunne gå i microovnen og dertil 1 kop kaffe. Om morgenen får jeg 1 skive rugbrød med ost og pålæg + 2 kopper kaffe. Til middag: 1 skive rugbrød med sild, ½ pære og 1 gulerod + 1 kop kaffe. I løbet af dagen drikkes yderligere 1 liter vand.

Jeg synes, det er svært at komme af med afføringen, selvom jeg får Laktulose aftenen før eller samme morgen og så en Microlax om eftermiddagen, er dagligt på en toiletstol. Selvom jeg prøver dagligt nogen gange med 2 Microlax, er der højst afføring 1-2 gange ugentligt.

Svar

Noget af det vigtigste for at få en god fordøjelse og dermed gang i tarmsystemet er kosten, væskeindtag og motion. Du beskriver, hvad dit kost indtag består af, og jeg tænker, at der er nogle fibre i din nuværende kost, men hvis det er muligt at få indtaget flere fibre fx i groft brød, grønt, kål så vil det virke fremmende på tarmpassagen, og dermed gøre at afføringen bliver mindre hård og hurtigere når analkanalen.

Med hensyn til væske så anbefaler man 1,5 L dagligt, men lider man af forstoppelse - som du gør - så er det godt at øge indtaget til ca. 2 L dagligt. Og så skal det helst ikke være mere kaffe du drikker, men vand/saft/juice - dog skal man også være opmærksom på sukkerindholdet.

Med hensyn til motion kan det være godt at stimulere tarmene med fx en el-cykel til benene, eller få hjælp til gymnastik i sengen i form af at få benene bukket sammen og knæene op mod brystet (cykelbevægelse), men her skal der selvfølgelig tages hensyn til hjælperens arbejdsstilling. Nogle har også gavn af colonmassage/tyktarmsmassage, hvor man ruller en bold (massage- eller tennisbold) fra højre lyske op mod brystet - tværs over maven og ned til venstre lyske og så igen samme vej og flere gange.

Når man har MS, så skal der ofte også afføringsmidler og/eller kosttilskud til. Du skriver, at du får Laktulose og Microlax dagligt, og alligevel er der kun afføring 1-2 x ugentligt. Laktulose virker først lang tid efter indtag, hvorimod Magnesia (tabletter) virker efter 12-24 timer (og er også billigere), så måske det kan hjælpe dig. Samtidig vil jeg anbefale, at du også tager noget peristaltikfremmende afføringsmiddel, fx tablet Dulcolax hver aften. Microlax er også peristaltikfremmende (øger tarmens naturlige bevægelser), og det er godt at kombinere det både oppe og nedefra. Naturproduktet HUSK eller Sylliflor (loppefrøskaller) er også godt mod forstoppelse. Ved indtagelse med væske danner det en geléagtig masse, som giver fylde i mave og tarm, stimulerer tarmens bevægelser og hjælper til en blød og regelmæssig afføring. Hvis ovenstående ikke afhjælper forstoppelsen, så kan du evt. afprøve Moxalole eller lignende, i stedet for Magnesia/Laktulose, og sammen med Dulcolax og Microlax.

En anden metode til at afhjælpe forstoppelse er at irrigere (skylle tarmen) med vand - der findes flere systemer. Du skriver, at du er el-kørestolsbruger og ikke kan bruge armene, og derfor vil du være afhængig af meget hjælp til denne metode, men det udelukker ikke metoden, og at det måske er det, der hjælper dig mest. Så hvis de andre forslag ikke hjælper dig, så er det også muligt at blive henvist til videre udredning ved gastrologisk eller analfysiologisk afdeling.

Husk at det tager tid at få reguleret mave-tarm funktionen med kost, væske og motion samt afføringsmidler - så giv det nogle uger, inden du ændrer/afprøver andet.