Amning og medicin

Jeg kan godt forstå det føles utrygt, når der ikke kan gives garantier. Når det gælder ens børn, vil man selvfølgelig gerne være helt sikker på at noget er uskadeligt, før man udsætter barnet for det.

Desværre er det småt med videnskabelige undersøgelser af effekten af mange forskellige typer medicin, når det bruges under graviditet og amning. Det skyldes, at det er på kant med etikken at lave videnskabelige forsøg med fostre og nyfødte.

Normalt skal der nogle bestemte videnskabelige metoder i brug, for at man kan fastslå effekten af medicin uden tvivl. Fx designer man oftest videnskabelige forsøg, ved at man finder en gruppe frivillige forsøgspersoner (helst mange hundrede eller mere, hvis det skal være rigtig pålideligt). Man giver dem alle indsprøjtninger, men halvdelen af dem får helt uskadelig saltvandsopløsning sprøjtet ind (placebo), mens den anden halvdel får den ægte medicin sprøjtet ind. Hvis man skal være sikker på målingerne, må hverken forsøgspersonerne eller lægerne vide hvem der får saltvandsopløsning og hvem der får medicin. Ydermere skal det være tilfældigt hvem der får hvad, så der trækker man lod.

For at det ikke skal blive uetisk, skal alle forsøgspersoner informeres om risici og efter dette acceptere at indgå i forsøget frivilligt. Men hvis forsøgets formål er at undersøge medicinens virkning på fostre, får man et etisk problem, da man jo ikke kan informere og få accept af et foster. Derfor kan man ikke lave forsøg med gravide, og uden forsøg kan man ikke med sikkerhed fastslå noget, og lægen kan ikke give dig nogen garantier, så derfor udtrykker lægen det sådan som det blev gjort overfor dig.

Når det så er sagt, så er der måder at få lidt viden på. Først laver man store pålidelige undersøgelser på gravide dyr, og dyr der giver die. Hvis de forsøg viser at der ikke sker noget ved det, kan man sige at “der nok heller ikke” sker noget med mennesker - uden at man kan være 110 % sikre, idet menneskekroppen ikke på alle punkter fungerer som en mussekrop. Men der vil være et vist antal kvinder der indvilger i at prøve ad, hvis de af forskellige årsager er tvunget til det af omstændighederne. Dem holder man selvfølgelig tæt øje med og følger børnene efter fødslen, for at se om alt er som det skal være. Man samler de oplysninger og kan så måske se, at der tilsyneladende ikke sker noget.

Hvis der ikke sker noget i dyreforsøgene, og der ikke sker noget hos de kvinder der har været tvunget af omstændighederne til at prøve ad, kan man så tilsidst sige “Der sker sansynligvis ikke noget ved det”, selvom det bedste selvfølgelig ville have været rigtige videnskabelige forsøg med mennesker. På den måde er det ikke et skud i blinde, når lægen derefter tilbyder andre kvinder at få medicinen under graviditet eller amning, men garantier kan man altså ikke give uden de rigtigt designede videnskabelige forsøg.

Det er især neurologerne der er eksperter i sclerose der følger med i sclerosemedicinens effekt på fostre og diende børn, men fødselslæger og børnelæger læser også op på den viden der findes, når de står med en gravid eller ammende scleroseramt. Nu ved jeg ikke hvilken læge du har drøftet det med, men jeg vil anbefale dig at drøfte det med din neurolog, hvis du ikke allerede har gjort det.

Hvis du stadig ikke er tryg ved, at der ikke kan gives garantier, har du 2 valg: At vælge amning eller at vælge medicin. Det er et svært valg, og sundhedspersonalet kan kun oplyse dig om det man ved eller tror, som grundlag for dit valg. Du kan prøve at skrive alt det ned du gerne vil have svar på, før du træffer dit valg, og så spørge neurologen og fødselslægen næste gang du skal til konsultation. Hvis du ikke har nogle planlagte konsultationer med en fødselslæge, kan du bede din jordemoder om at få en tid hos en fødselslæge.