Anti-inflammatorisk kost
Jeg er en kvinde på 49 år. Jeg fik i 2014 konstateret sclerose. Jeg har siden da ændret mit liv 180 grader, og har det i dag godt - og har ikke haft attack siden. Jeg har bl.a ændret min kost - minus kød, mælkeprodukter, æg, sukker, gluten, tilsætningsstoffer og dårlige fedtstoffer. Spiser masser af frugt, grøntsager, bønner, linser, nødder mm - lever idag 90 % efter dette. Mediterer, dyrker motion, fået flex-job, ingen stress, omhyggelig med gode og kærligheds fulde relationer. Jeg tager kosttilskud samt homøpatiske dråber. Samt jeg har de sidste 3 1/2 år valgt at tage Avonex - injektion en gang i ugen. Denne reagerer min krop dog på med influenza lignende symptomer i 24-36 timer efter.
Jeg har derfor længe overvejet medicinskifte eller at stoppe med medicinen. Men jeg synes, at det er svært. Jeg har to spørgsmål som jeg håber, I vil svare på: - Er der specikke fødevarer som jeg skal prioritere at spise - samt undgå at spise med hensyn til sclerosen. - Hvilken sclerose medicin er den mest naturlige for kroppen (giver færrest bivirkninger på kort og lang sigt) samt har den bedste effekt.
Der er som udgangspunkt ikke specifikke fødevarer, som jeg vil anbefale, at man spiser. Grundlæggende synes jeg, at der er to overordnet kostråd, som alle bør følge. Hvilket er at ens kost for størstedelen skal bestå af planter, og at den skal være så uforarbejdet så muligt. Det er den bedste måde at forebygge de store livsstilssygdomme på, samtidigt med at det er den mest effektive måde at dæmpe inflammation på. Det er kostens evne til at dæmpe inflammation, der har gjort den interessant i forhold til MS. Desværre har vi endnu ikke set forskning, der viser, at kost kan gøre det store i forhold til at forebygge attaks eller bremse progressionen af MS. Et studie, har dog fundet at en overstående kostanbefalinger, kan føre til lidt mere energi hos MS-patienter.
Personligt tror jeg dog, at der er noget at vinde for MS-patienter, ved at spise så anti-inflammatorisk som muligt. Det bygger jeg delvist på studier der viser, at salt som er meget pro-inflammatorisk ser ud til at være associeret med flere attaks. Der kan derfor ikke afvises, at visse fødevarer der har særlige anti-inflammatoriske egenskaber, vil være værd at gå efter, som eksempelvis gurkemeje. Generelt set vil jeg dog helst ikke anbefale, at man ser sig fast på specifikke fødevarer, når der nu er så mange sunde at vælge imellem.
Et mere generelt råd, er derfor at man skal gå efter de farverige planter, da det er planternes farvestoffer, som har de antiinflammatoriske egenskaber. Det vil sige, vælg bær fremfor bananer, søde kartofler fremfor hvide kartofler, sorte bønner fremfor hvide bønner og rødkål fremfor hvidkål, osv. Dernæst at være generøs med urter og krydderier. Et andet råd, er at spise så mange forskellige slags planter i løbet af dagen. Det er ikke kun mængden af frugt, grønt, bælgfrugter og fuldkorn, vi kan se der har en effekt på inflammation. Det er også hvor mange forskellige, vi når at blive eksponeret for i løbet af en dag.
Jeg kan læse, at du lever stort set vegansk og glutenfrit. Der er intet galt med, at leve vegansk, så længe man får B12 tilskud. Jeg er derimod lettere skeptisk omkring at udelukke gluten. Der er en del, der enten er allergisk overfor gluten, eller har en mindre insensitivitet overfor det. Her giver det god mening at undgå det. For alle andre er der intet, der tyder på, at der noget at vinde ved at udelukke gluten. Internettet er fyldt med skrækhistorier om gluten, men der er ingen forskning, der understøtter, at det er skadeligt. Der er derimod problemer med at undgå det, da det oftere fører til et højere indtag af risprodukter, hvilket ideelt set kun bør indtages et par gange om ugen, grundet dets indhold af arsenik.
Hvad angår det andet spørgsmål, så er der ikke nogen sclerose-medicin, der kan beskrives som værende mere naturlig end andet. Hvad der er bedst for dig, afhænger af en lang række forskellige faktorer, som bedst kendes af din behandlingsansvarlige neurolog.