Arbejde/uddannelse samtidig med udbetaling af førtidspension
Jeg er førtidspensionist og er ved at blive vanvittig. Jeg føler, at jeg ofte bliver set ned på, som værende dum eller mindre begavet, fordi jeg er førtidspensionist. Jeg ved ikke, om jeg vil kunne klare det, men kan man påbegynde en uddannelse, som ofte er 37 timer, når man er på pension? Jeg vil gerne ud af det stigmata, det er at være førtidspensionist.
Jeg er uddannet salgsassistent for snart mange år siden, og har været førtidspensionist siden 2003. Jeg har overvejet at blive frivillig, men der er ikke noget, jeg synes virker tiltrækkende, og jeg vil jo gerne tjene nogle penge. Jeg overvejer flexjob, men kender ikke reglerne og står i den situation, at jeg har en lille pension fra min forsikring på tabt arbejdsfortjeneste, som jeg får udbetalt hver måned, og den forsvinder når jeg begynder at arbejde, derfor skal jeg finde et flexjob, hvor der er taget hensyn til den manglende indkomst.
Der er ingen grund til, at du skal føle dig set ned på. Den pension, som du har fået tilkendt, har du fået begrundet i din manglende arbejdsevne. Jeg kan sagtens forstå, at du gerne vil være aktiv i den udstrækning, du magter. Du må gerne følge uddannelse samtidig med, at du modtager førtidspension "læs på DUKHs hjemmeside".
Du skriver, at du gerne vil tjene lidt ved siden af din pension. I forhold til den offentlige førtidspension, må du gerne have en indtægt ved siden af - du skal oplyse indtægten til Udbetaling Danmark, så en evt. regulering af din pension kan ske. Du kan lave en vejledende beregning på "Borger.dk" uden brug af NemID. Du skal også være opmærksom på evt. regulering af boligsikring, hvis du modtager dette på nuværende tidspunkt.
Hvordan det forholder sig med din private pensionsordning må du få nærmere oplysninger direkte fra Pensionsselskabet. Det er ikke givet, at pensionen bortfalder før du tjener et vist beløb.
Et fleksjob kræver visitering fra din kommune og er ikke noget, som sker i løbet af kort tid. Det er derfor mere hensigtsmæssigt at finde ud af, hvor meget du kan tjene ved siden af dine pensioner og forsøge dig på arbejdsmarkedet med et mindre timetal - også for at finde ud af, hvor meget du magter.