Behandling under graviditet og amning
Jeg er gravid i uge 30 og stoppede med min medicin i samråd med neurologisk afdeling, da jeg fandt ud af, at jeg var gravid. Vi aftalte, at jeg skulle komme tilbage og start med en scanning, når jeg var klar til det efter amning. Jeg har CIS og var på Rebif som forebyggende medicin og har kun haft ét attak.
Nu er jeg begyndt at tænke på fødsels, amning og opstart af medicin efter fødsels. Har I erfaringer med fødsel, når man har sclerose? Grundet mindre udholdelse fysisk er jeg bekymret for fødslen. Hvornår anbefaler I, at man genoptager medicin efter fødslen? Bør man amme (i så fald hvor lang tid) eller starte med medicin hurtigst muligt efter fødslen? Jeg har hørt at graviditet “beskytter” mod attaker, er det også sådan med amning?
Graviditet beskytter mod MS, med stigende effekt gennem graviditeten, og beskyttelsen er dermed størst til slut i graviditeten. Den beskyttende effekt er ikke absolut, så der kan stadig komme sygdomsaktivitet under graviditeten. Hvis du har haft et relativt godartet MS/CIS forløb, er risiko for attak under graviditeten dog lille. Når du har født er risikoen for attak derimod let øget i ca. 3 måneder, og derfor anbefales behandling med glatiramer-acetat (Copaxone/Copemyl). Behandlingen skal startes ca. 3 måneder inden termin og fortsættes under amningen (se også "Gravide og ammende kvinder får anbefalet ny medicin").
Hvis du ikke har svære symptomer fra din MS, kan du føde på helt naturlig vis. Det er dog vigtigt, at du snakker med din jordemoder og fødselslæge om dine symptomer, og om de kan have betydning for fødslen. Under fødslen er det vigtigt, at du får mulighed for at hvile så meget som muligt og bliver effektivt smertelindret. Af samme årsag er det også hensigtsmæssigt, at der gribes hurtigt ind i fødslen undervejs, hvis den trækker ud, så forløbet ikke bliver for langt. Jordemoder og fødselslæge er dog helt klar over, hvordan MS kan påvirke fødselsforløbet, så du kan trygt følge deres anbefalinger.
Genopstart af vanlig medicin afhænger af dit MS forløb og sværhedsgraden af din sygdom. Hvis der ikke har været tegn på et alvorligt MS forløb, kan man amme så lang tid man har lyst på glatiramer-acetat behandling. Der er dog ikke data der viser, at amningen i sig selv dæmper sygdommen.