Gå til hovedindhold

Bivirkning ved medrolbehandling

Spørgsmål

Jeg har lige nu et attak og er i medrol behandling (1000 mg i 3 dage, tabletter). Det har jeg fået før og på 2.-3. dagen har jeg tidligere fået voldsom hjertebanken, så det er næsten uudholdelig og giver mig grædeture og angst. Men jeg tager det med, fordi det stadig er bedre end alternativet, at attak udvikler sig eller varer ved.

Jeg har nedsat kraft i venstre side og dropfod, og allerede i dag (dag 1) mærker jeg en smule effekt på særlig dropfoden. Dog har jeg voldsom hjertebanken allerede i dag, som heldigvis er aftagende efterhånden som timerne går. Da jeg startede behandling, spurgte jeg efter symptombehandling på hjertebanken, og blev informeret om at det brugte de ikke, og forklaringen i dag er "da det er en almindelig bivirkning ved behandlingen".

Jeg har læst i anbefalingen fra dansk neurologisk selskab, at man godt kan give symptom behandling for hjertebanken ved medrol behandling. Så vidt jeg kan se er det en relativ mild behandling uden de store bivirkninger, når den gives i så kort tid. Men den anbefaling/vejledning gælder ikke for dem, fortalte sygeplejersken.

Det er jo ikke bare lige et lille forbigående hjertehop men lidelsesfuldt og ubehagelig at være i. Jeg blev derfor fortalt, at jeg jo kunne overveje at stoppe medrol behandlingen før tid. Men det tænker jeg ikke er en løsning der er farbar. Nu er jeg startet på den, og så vil jeg gerne have den fulde effekt af behandlingen. Det blev vi enige om telefonisk. Men i notatet fra sygeplejersken står der, at lægen "anbefaler at jeg stopper". Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, jeg føler ikke, at jeg bliver lyttet på, og at jeg får modsatrettede beskeder, der ikke giver mening for mig, eller tager udgangspunkt i hvordan det er at være mig i min krop.

Jeg får både pantoloc og sovepille til natten, så den del af bivirkningerne er der styr på. Jeg er utryg og bange, men det er jo faktisk også en mulig psykisk bivirkning. Jeg plejer at være relativ skarp i min håndtering af beskeder og ordinationer, og at forstå rationalerne bag beslutningerne der bliver taget. Jeg har ikke de store kognitive udfordringer, og er for nylig blevet testet ved en neuropsykolog. Ved godt at det normale er sat lidt ud af spillet, mens jeg får medrol.

Hvorfor er man tilbageholdende med at behandle på et symptom som hjertebanken? Hvilke bivirkninger kan der være ved det, som er værre end risikoen ved at have et attack der ikke bliver færdigbehandlet? Hvad er det jeg overser? Det er jo den samme problematik jeg har næste gang, eller som mine medpatienter vil få.

Svar

Jeg har selv været med til at lave vejledningen, men jeg har aldrig været ude for at hjertebanken har været så generende, at der var behov for symptomatisk behandling. Men som der står kan man give propranolol (beta-blokker). Hvis ikke du kan få fat i scleroseklinikkens læger, kan du tale med egen læge om evt. at ordinere det.

Der er dokumentation for 1 gram i 3 på hinanden følgende dage, enten som drop eller tablet, og det er den hyppigst anvendte praksis. Men der er også et studie, der viser effekt af 500 mg medrol givet dagligt i 5 dage i træk. Så er max. dosis lidt lavere, men varigheden lidt længere, så ikke nødvendigvis en fordel bivirkningsmæssigt.