Gå til hovedindhold

Den korte lunte

Spørgsmål

Jeg er en kvinde på 32 år, jeg har en mand to børn og et til på vej. Min far har sclerose, som han fik konstateret for 1 1/2 år siden. Vi børn har dog haft mistanke om at han havde sclerose, siden min storesøster fik konstateret sygdommen for ca. 6 år siden. Dog har vi også vidst, at der var noget galt med ham i ca. 20 år, fordi han ændrede personlighed og gik som en der var fuld. Når vi konfronterede ham med det slog han det hen, med at det var gigt i knæet. Nu er problemet bare, at han er blevet helt utålelig at være sammen med - i hvert fald for os i den nærmeste familie.

Han har utrolig lavt selvværd, og tror at alle andre tænker grimt om ham. Omvendt vil han ikke opsøge hjælp hos læge, psykolog eller andre professionelle folk med forstand på sclerose. Min søsters sclerose-læge mener, at han bør have "lykkepiller", men det vil han ikke høre tale om. Han er selv af den overbevisning, at han ikke har brug for hjælp, og i øvrigt har han den meget holdning til medicin, at når der er en virkning, så er der også en bivirkning. Min mor lider meget under hans dårlige humør, men hun er kørt så meget ned, at hun ikke formår at handle.

Der er ikke noget jeg hellere vil, end at hjælpe dem, jeg ved bare ikke hvordan. 2. juledag gik jeg fra dem i vrede sammen med min familie, fordi jeg ikke kan holde ud, at min far skælder børnene ud og taler grimt til os, og i øvrigt smækkede en dør i hovedet på mig, fordi jeg havde glemt at lukke den helt. Det er naturligvis flere episoder, der nu har hobet sig op, som har gjort, at jeg blev så vred. Jeg ved godt at han ikke har overskud og er træt, men når jeg taler med ham om at indrette et slumrerum og lave faste sovetider, slår han det bare hen med, at han hellere vil sidde i sofaen og læse tekst-tv, og så falde i søvn der.

Der er mange ting i vores familie, der er gået i hårdknude, så det er temmelig kompliceret. Jeg ved at vi alle har behov for at tale med en psykolog om problemerne, men det er svært, når hverken min mor eller far tager skridtet. Jeg har selv gået til psykolog for 4 år siden. Det gjorde jeg fordi jeg troede, at jeg havde sclerose. Dette troede jeg fordi jeg havde de samme fysiske symptomer, som min søster havde, da hun fik stillet diagnosen. Jeg led af dødsangst, men blev kureret og har det godt i dag, og er meget bevidst og afklaret omkring min families problemer.

Egentlig har jeg også indset, at min far nok aldrig ændrer sig i forhold til os, og at jeg måske ikke ser ham ret meget mere. Min mor kan dog forstå at min vrede er rettet mod ham, og ikke hende, idet hun tror at den også er henvendt mod hende. Det er den måske i virkeligheden også, fordi hun ikke handler men bare lader stå til og, efter min mening ødelægger sit liv. Hvad kan jeg gøre? Skal/kan jeg gøre mere?

Svar

Log ind som medlem

Log ind med dit medlemslogin for at få adgang

Log ind

Ikke medlem?

Hvis du giver os din e-mail og telefonnummer, kan du få adgang mod, at du accepterer, at vi kan kontakte dig og fortælle mere om dine muligheder for at støtte scleroseforeningens arbejde

Anmod om adgang