Elektricitet gennem ryggen
Jeg har haft sclerose siden 1999. Har fået Rebif indtil for 2 år siden, hvor jeg startede på Tecfidera. Det er gået fantastisk, aldrig har jeg haft det så godt, desværre røg mine lymfocyttal ned, og derfor besluttede neurologen at stoppe behandlingen. Det var i starten af december.
Nu er det sådan, at jeg har føleforstyrrelser ned igennem ryggen, når jeg bøjer nakken forover, det har jeg haft i ca. 14 dage. Jeg har haft det tilbage i 2004, hvor jeg fik Tegretol for det, det hjalp mig. Jeg ringede til min neurolog og spurgte, om jeg kunne få noget medicin, da jeg efterhånden er helt stivnakket, fordi jeg er bange for at fremkalde den ubehagelige følelse det er, når det strømmer ned af min ryg. Svaret var, at det havde intet med sclerose at gøre, og jeg skulle kontakte egen læge. Jeg kontaktede min læge, hun sendte bolden tilbage til sygehuset. Jeg kontaktede derfor min MS sygeplejerske. Hun ringede tilbage til mig med svaret, at neurologen havde meddelt, at hun ikke kunne gøre noget, men jeg var velkommen til at møde i modtagelsen for en evt. indlæggelse.
Men jeg er jo ikke syg, det er ikke et attak - jeg kender symptomerne tilbage fra 2004, hvorfor skal det være så svært, at få noget der kan afhjælpe denne elektricitet igennem min ryg? Hvad kan du råde mig til at gøre i denne situation?
Dine symptomer kaldes Lhermitte's tegn og beskrives oftest som elektriske sensationer ned langs rygsøjlen, der kan udløses når nakken bøjes. Smerterne kan stråle ud i arme eller ben, men kan også være begrænset til ryggen. Symptomet skyldes skleroseangreb på rygmarven og er oftest forbigående. I det akutte stadie, kan man behandle det som et attak med binyrebarkhormon, og hvis smerterne bliver mere kroniske, kan man bruge Tegretol, som du har prøvet, eller et af de andre præparater, som bruges til at behandle sclerosesmerter. Behandling af Lhermitte's tegn kræver ikke indlæggelse og kan klares ambulant.