EMS for at tabe sig
Jeg er 43 år har sekundær progressiv sclerose med meget hurtig progression. Jeg sidder i kørestol, og mine arme er også svage og nogen gange spastiske. Jeg var altid meget slank - selv om jeg aldrig dyrkede sport - og nu har jeg taget på, fordi jeg ikke kan bevæge mig særlig meget.
Jeg har en hometrainer (all in one) og en vibrationstrainer derhjemme. Jeg træner cirka tre til fire gange om ugen og går til ridefysioterapi en gang om ugen. I august fik jeg en fedtsugning på maven - men allerede nu kan man næsten ikke se det mere. Jeg spiser mest ret sund (mange grøntsager, hvid kød, mest fjerkræ, ikke meget fedt), men er også glad for chokolade, kage og vin. Pga sclerosen har jeg mange indskrænkninger og gider ikke at undvære alle søde ting/alkohol.
Jeg er meget utilfreds med min krop og ved ikke, hvad jeg ellers kan gøre. Nu læste jeg noget om EMS - men også at MS egentlig er en kontraindikation for det. Jeg forstår egentlig ikke hvorfor - min dropfodstimulator har også virket godt hos mig (og der er også et træningsprogram, hvor nerven bliver stimuleret for at træne musklen). Jeg bor i Nordjylland, og der findes ingen mulighed for afprøve træningen - jeg har overvejet at købe udstyr til hjemmetræning, hvad synes I om det?
Hvis man altid har været meget slank, kan det være svært at acceptere vægtøgning. Din udfordring er balancen imellem input og output. Du er opmærksom på hvad du spiser, men ønsker heller ikke at forsage alt det gode, så du nyder også kage, chokolade og vin, og gudskelov for det! Men du er så fysisk påvirket af sclerosen, at det er svært for dig at træne hårdt og forbrænde kalorier. Du har allerede struktureret din træning godt med hometrainer, vibrationstræner og ridning. Spørgsmålet er om du kan tilføje noget træning og om EMS kunne være en mulighed?
Ved EMS træning får kroppens perifere nerver tilført elektriske impulser, som stimulerer til muskelsammentrækning. Det fungerer dog bedst, hvis man er i stand til at træne med og gøre bevægelserne større. Så en kombination af et udefrakommende stimuli samtidig med at man selv udfører bevægelsen. Ud fra din beskrivelse af dig selv, kan jeg være i tvivl om du er i stand til dette? Så vil det ”blot” blive stimulering af de perifere nerver og en mindre muskelsammentrækning, og spørgsmålet er hvor meget forbrænding der er i dette. Det vil sikkert give lidt toning af musklerne, men jeg vurderer det til at være marginalt.
Elektrisk stimulering af de perifere nerver er ikke som sådan kontraindiceret ved MS, men hvis man har føleforstyrrelser, skal man være opmærksom på, om der sker en forværring af disse ved denne form for træning.
Under alle omstændigheder vil jeg ikke anbefale dig at købe EMS, uden at have afprøvet det først/med returret. I afprøvningen skal du også teste, hvor let det er at få dragten/elektroderne af og på. Et alternativ til EMS kunne være at træne med en fys, og måske du er berettiget til hjemmefys? Her vil fyssen kunne dosere træningen, så den passer til din fysiske formåen og give råd omkring øvelser du kan lave ud over det, du allerede gør.
Måske en konsultation hos en diætist også kunne være en ide for at skrue lidt på input?