Gå til hovedindhold

Er Lhermittes symptom farligt

Spørgsmål

Kan “shear” forværre MS skader i ryggen? Ved ikke om det hedder shear. Jeg mener det indre træk der kommer på nerverne i rygsøjlen, når den kommer i yderstilling eller påvirkes/kommer på træk. Noget sker så armene påvirkes voldsomt, og jeg tænker det kun kan relateres til MS skaderne i min cervicale del. 

Jeg er diagnostiseret med attakvis sclerose.  Jeg har dagligt symptomer under aktivitet, primære symptomer er føleforstyrrelser i arme og ben. Jeg har nogle dage Lhermitte's tegn, når jeg bøjer hage mod bryst forværres symptomerne i armene. Jeg har et par gange (under sex) oplevet stærk forværring af mine symptomer. Armene var nærmest lammede, og det gør mig bange. Mine følelser og kontrol over arme kommer tilbage efter ca. 5-10 min. Jeg ved ikke, hvad der sker, men spekulerer på om en indre “shear” kan være årsagen? Og om det der sker, er et symptom ligesom fænomenet med øgede symptomer under fysisk aktivitet, som jo også forsvinder og er ufarlige? Eller er det noget, der kan skade mine nerver yderligere?

Svar

I din mail beskriver du klassiske Lhermitte symptomer, som forværres ved fysisk aktivitet/sex, hvilket er helt typisk. Lhermittes symptom beskrives, som elektriske sensationer ned langs rygsøjlen, der oftest udløses, når nakken bøjes. Smerterne kan stråle ud i arme eller ben, men kan også være begrænset til ryggen. Symptomet opstår, hvis sclerosen har forårsaget en skade på rygmarven, i den øverste del af halsen. Nervefibrenes isolerende myelinskede i scleroseplakket er beskadiget, hvilket øger risikoen for, at der fejlagtigt udløses nerveimpulser, som f.eks. hvis nakken bøjes, og rygmarven strækkes hen over hvirvellegemerne i rygmarvskanalen. Selvom det føles ubehageligt, er symptomet godartet, da man ikke kan gøre skade på sin rygmarv, ved at udløse Lhermitte, og man kan derfor ikke "rive/strække" nervebanerne i stykker. I langt de fleste tilfælde vil Lhermitte symptomer bedres betydeligt med tiden, så der skulle være gode chancer for, at generne vil blive mindre eller forsvinde.