Frarådes det at drikke kaffe
Flere steder kan man læse, at det frarådes at drikke kaffe. Dette ofte i sammenhæng med sclerose kost. Det begrundes dog kun med, at kaffe gør det sværere at styre blodsukkeret. Det beskrives ikke at kaffen i sig selv er skadelig eller kan fremprovokere attakker. Nyrere forskning viser, at kaffe beskytter mod udvikling af sclerose. Jeg har ikke drukket kaffe i mange år, bla. fordi jeg forstod, at det var en vigtig del af en stringent sclerosekost. Dog holdt jeg op med at drikke kaffe et år før, min sclerose brød ud. Nu efter jeg har læst, at kaffe kan beskytte mod sclerose, er jeg begyndt igen. Jeg er i tvivl om, det er det rigtige jeg gør? Jeg ville være glad, hvis jeg kunne få en fyldestgørende forklaring på, hvorfor kaffe frarådes i sclerosekost? Ligeledes om der tænkes anderledes, efter det er påvist, at kaffe kan beskytte mod sclerose?
Som du skriver i dit spørgsmål kan der være to fokus, når man ser på effekten og betydningen af indtag af kaffe på sklerose:
1) betydningen af kaffe ift. udvikling af sklerose og
2) betydningen af kaffe på forløbet af sklerose.
Som du helt rigtigt skriver, har der været nyere forskning der har fundet en sammenhæng mellem kaffeindtag og forekomst af sklerose, forstået på den måde, at et højt kaffeindtag i en undersøgelsesgruppe var relateret til en lavere forekomst af sklerose, sammenlignet med dem der havde et lavere indtag. Når vi taler forskning og forskningsresultater samt vurdering af disse, er der en række punkter som det er vigtigt at være opmærksom på; herunder hvor mange undersøgelser der har fundet en given sammenhæng, og hvor mange der ikke har, hvor store disse studier er, samt hvor kontrollerede studierne har været. Indtil videre er det få studier som har set en sammenhæng mellem et højere kaffeindtag og en lavere forekomst af sklerose, og vi vil rigtig gerne se flere undersøgelser, der peger i samme retning, før vi for alvor kan konkludere, at der er en klar sammenhæng.
Der er ligeledes et få antal undersøgelser, som har undersøgt for en sammenhæng mellem indtag af kaffe og udviklingen af sclerose. Et af disse studier fandt, at indtag af kaffe sænkede progressionen af sclerose, men at effekten kom an på typen af sclerose. Igen er det få studier som har undersøgt for denne sammenhæng, og folkene bag undersøgelserne afviser ikke, at en sammenhæng kan være relateret til, at dem der har de største gener af deres sclerose også har et lavere kaffeindtag.
Når man kigger på betydningen af kaffe for forekomsten af sklerose og for udviklingen af sklerose, vil en naturlig forklarende årsag være kaffens koffeinindhold. Når man drikker kaffe vil man automatisk også indtag en betydelig mængde koffein. Koffein lader til at kunne undertrykke en særlig type signalmolekyler i kroppen som fremmer inflammationstilstanden ved autoimmune sygdomme som fx sclerose. Hvis disse signalmolekyler undertrykkes, får inflammationen dårligere betingelser så at sige. Men der spekuleres ligeledes i andre specifikke stoffer i kaffe, som kan tænkes at have en beskyttende effekt. Kaffe indeholder fx, ligesom en række andre fødevarer, polyfenoler som har en antiinflammatorisk effekt. Der er altså mulige plausible mekanismer, der kan knytte kaffeindtag til nedsat risiko for udvikling af sclerose samt til forløbet af sclerose. Vi skal dog se den mulige teoretiske mekanisme udtrykt hos mennesker i en række undersøgelser, før end vi kan konkludere på, om det reelt har en betydning.
Jeg kan ikke se nogen grund til, at du ikke skal nyde din kaffe, ikke mindst hvis du sætter pris på en god kop kaffe. Det er korrekt, at nogle studier har fundet en dårligere blodsukkerregulering i forbindelse med indtag af koffein, men andre studier har fundet en bedre blodsukkerregulering og en lavere risiko for udvikling af type 2-diabetes ved indtag af kaffe, så det er formentlig ikke helt så ligetil, at koble kaffe med en dårligere blodsukkerregulering – så nyd endelig din kaffe.