Gå til hovedindhold

Henvisning til neuropsykolog

Spørgsmål

Jeg har været hos en neuropsykolog på sygehuset. Hun vil have mig henvist til nogle samtaler hos en privat praktiserende neuropsykolog. Kan man få tilskud fra sygesikringen til dette?

Svar

Neuropsykologer har ikke overenskomst med sygesikringen, da de neuropsykologiske ydelser ikke er en del af denne aftale. Der findes nogle neuropsykologer, som ved siden af det neuropsykologisk arbejder også tilbyder samtaleterapi, men det er ganske få, der har overenskomst. Din praktiserende læge kan ikke henvise til samtalebehandling, hvor indholdet skal tage sit udgangspunkt i neuropsykologiske temaer f.eks. kompensation for problemer med tænkningen (kognitive vanskeligheder) eller håndtering af sklerosetræthed. Der er nogle faste henvisningskriterier, som du kan se på Sundhed.dk.

Hvis det er nogle af disse udfordringer, du har behov for hjælp til, kan du gå ind på hjemmesiden psykologeridanmark.dk, hvor du kan finde de fleste privatpraktiserende psykologer i Danmark. Du kan afkrydse forskellige søgekriterier f.eks. tilskud ved lægehenvisning og specialist/specialpsykolog, hvor du kan krydse af ved specialist i klinisk neuropsykologi.