Hvad kan hjælpe min fars smerter
Jeg er 21 år, og har en far der har haft sclerose, siden jeg var helt lille. Han kan stadig gå, men døjer med rigtig mange smerter. Han fik medicin for selve sclerosen, men da medicinen gjorde at han fik lupus (konstateret i 2014), tog de medicinen fra ham igen. Efter jeg er blevet ældre, har jeg tænkt rigtig meget over, om der ikke er noget der kan gøres, for at han får flere kræfter, bliver mere klar i hovedet, så han kan overskue ting, og blive mere positiv. Har læst rigtig meget omkring THC og CBD olie, og har overvejet at skaffe noget til ham, så han kan prøve det og måske kan få det bare lidt bedre.
Hvad vil fungerer bedst for en person med sclerose, lupus og urinsyregigt, så han forhåbentlig kan få mere overskud til hverdagen (ligger altid på sofaen) og blive mere positiv, og forhåbentligt mister nogle af hans mange smerter. Da jeg er sygeplejerske studerende, ved jeg at du ikke må anbefale noget som ikke er medicinsk, men hvis du bare kunne give mig en forklaring på bivirkninger og virkninger ved de to former for olie.
Der er flere ting man kan gøre for at hjælpe din far. Helt grundlæggende skal hans sygdom behandles, så nye symptomer dæmpes så effektivt som muligt. Du nævner at sclerosemedicinen har fremprovokeret SLE (lupus) hos ham, hvilket mig bekendt ikke kan lade sig gøre. Der burde ikke være noget i vejen for, at han kan behandles med almindelig sclerosemedicin, f.eks. teriflunomid, glatiramer-acetat eller interferon, selvom han har SLE.
Vigtigt er også fysioterapeutisk genoptræning, hvilket vil bedre både aktivitetsniveau og humør. Her kan Sclerosehospitalerne i Ry og Haslev være en god ide. Det kan være din far også har behov for at snakke med en psykolog, hvor Scleroseforeningen har gode tilbud.
Hvad angår medicinsk cannabis, virker det primært på smerter og spasticitet. Generelt kan man sige, at de to vigtigste stoffer i cannabis er THC og CBD. THC har smertestillende, kvalmestillende, muskelafslappende og appetitstimulerende virkning, men virker også psykoaktivt (man bliver høj/”skæv”), mens CBD overvejende virker krampedæmpende, angstdæmpende og har en mulig beskyttende effekt mod sclerosen, hvor sidstnævnte dog ikke er godt beskrevet. Endvidere findes der en række andre medicinske behandlinger, som kan dæmpe sclerosesmerter, hvor din far, sammen med sin læge, kan finde den der virker bedst.