Hvad kommer attak af
Hvad kommer attak af, og kan man forhindre dem?
Årsagen til man får et attak, skyldes det man kalder et plaque (på dansk plak). Når et plak dannes, trænger immunceller (hvide blodceller) fra blodbanen ind i central-nervesystemet (hjernen og rygmarven) og angriber fedtvævet (myelinet) på nervecellernes udløbere. I plakket ses derfor typisk myelin-nedbrydning, arvævsdannelse og destruktion af nervefibre. I den akutte fase er der også væskeophobning (ødem), som trykker på nervevævet og dette, samt de nedbrydende processer, medfører nedsat funktion af nervefibrene og forsinkelse af nerveimpulserne. Når plakket påvirker nerveimpulserne, så de ikke kan komme fra hjernen og ud til musklerne, eller føleimpulser ikke kan komme normalt til hjernen, vil man opleve lammelser eller føleforstyrrelser. Skleroseplakket giver derfor neurologiske symptomer, som man så kalder et attak.
Sclerosemedicin dæmper de immunprocesser, som er årsagen til udviklingen af plak og efterfølgende attak ved sclerose, og nogle af de mest effektive behandlinger bremser nye attakker med op til 75-80%.