Gå til hovedindhold

Hvilken 2. linje behandling skal jeg skifte til

Spørgsmål

Har i snart to år været på Aubagio efter mit første attak i maj 2017 - har ikke siden haft attak eller forværing af min sclerose. På min scanning fra december 2018, kunne man se nye plaks i forhold til scanningen i august 2017 - og på ny scanning fra juni 2019 var der kommet yderlige en plak i forhold til scanningen i december 2018. Jeg har dog ikke oplevet nogen ændring i min sygdom.

Nu foreslår min læge så, at jeg evt. skifter Aubagio ud med anden medicin. Men hvad er forskellen på Tysabri, Gilenya og Ocrevus? Er lidt nervøs ved at skifte i forhold til bivirkninger, og overvejer at blive på Aubagio og afvente ny scanning om 6-8 måneder.

Svar

Hvis der er sikre tegn på sygdomsaktivitet på en 1. linje behandling, som f.eks. Aubagio, vil man skifte til 2. linje og her er det typisk Ocrevus, Tysabri og Gilenya man vil vælge imellem. Man kan ikke sige, der er sikker forskel på effekten af behandlingerne, og valget vil derfor afhænge af resultatet af blodprøver (f.eks. tilstedeværelse af JC virus), forekomst af andre sygdomme (f.eks. diabetes eller hjertesygdom), MS sygdomsforløb og symptomer.

Endelig skal det nævnes, at Medicinrådet har udlagt retningslinjer for skift til 2. linje behandling, som følges med mindre andre forhold gør sig gældende. Det er vigtigt at skifte til 2. linje behandling i god tid, da MS ellers kan etablere sig i central-nervesystemet, hvilket kan medføre funktionsnedsættelse senere i forløbet.