Hvor har sclerosen ramt mig
I 2011 fik jeg diagnosen MS, og kort tid efter kom svimmelheden og har nu varet i 7 år. Er det normalt, og hvor i hjernen er jeg så ramt? Blev skannet i september 2018, men der var ikke sket ændringer i forhold til den forrige skanning, som jeg fik lavet i 2013, men min venstre side er blevet dårligere, benet vil ikke rigtig lystre, og armen hænger ligesom, der kommer ikke signaler igennem. Hvordan kan det være, når der ikke er nogen ændringer på skanningsbillederne?
Jeg har fået Avonex siden 2011. Kan man lige pludselig blive allergisk overfor medicin, man har taget i så mange år?
Hvis du konstant er svimmel, er det mest sandsynligt, at sclerosen har ramt i hjernestammen, hvor ligevægtscentret er lokaliseret. Der kan også være andre årsager til svimmelhed, som du kan læse om et andet sted på hjemmesiden "Attak og svimmelhed".
Hvis hele din venstre side fungerer dårligt, og man ikke kan se plak på MR skanning af hjernen, er det mest sandsynligt, at sclerosen har ramt i rygmarven, som ikke er skannet med.
Vedrørende dit spørgsmål om Avonex, er der ikke grund til at tro, at du skulle få allergi efter 7-8 års behandling, da allergi vil vise sig hurtigt. Derimod kan man danne neutraliserende-antistoffer mod Avonex op til 2 år efter behandlingsstart, hvilket ikke er allergi, men en immunreaktion mod medicinen, så den mister sin effekt. Ud over denne periode er det ikke sandsynligt, at du skulle danne neutraliserende-antistoffer mod Avonex.