Gå til hovedindhold

Hvordan får vi lavet testamente

Spørgsmål

Jeg vil gerne have et spørgsmål angående arv opklaret. Jeg har MS, er samlevende med rask mand på 20´ende år. Vi har ingen børn og ønsker ikke at få nogen. Jeg har mistet begge forældre, men har en lillesøster. Min samlever har begge sine forældre endnu. Vi vil gerne lave testamente til at sikre hinanden, hvis der sker noget, og så det er min søster der kan arve i sidste ende, når vi ikke er her mere.

Jeg har arvet en god klat penge efter min far. Jeg er førtidspensionist, mens min samlever arbejder fuld tid. Vi har for nylig købt bil sammen og bor til leje. Vi vil gerne sikres, så sker der mig noget, at han arver efter mig eller sker der ham noget - så arver jeg og ikke mine svigerforældre, så jeg ikke kommer i problemer med fælles bil og deslige - og så i sidste ende, at min søster arver efter os begge. Ærligt, har jeg ikke lyst til, at kaste en masse penge efter testamente lavet af advokat, men kan læse mig til, det kan være skidt at lave det selv, hvis vi overser noget, eller at det ikke bliver notar-godkendt.

Jeg tænker, at vi jo ved, hvad vi vil, og at vi kan lave testamente med underskrift af to vidner. Så ved vi begge, hvor testamentet er, hvis der sker den anden noget. Ved godt, at sker der så os begge noget på samme tid, er det ikke sikkert det findes i tide - men i så fald, arver min søster jo så min del alligevel (som jeg forstår det), og så er det jo også som dét skal være. Hvad siger du, er det for dumt og usikkert at gøre det på denne måde, eller kan du anbefale et sted at gøre det, hvor det ikke koster en formue? Eller er der noget, vi skal huske på at skrive i testamentet?

Svar

Hvis I ikke opretter et testamente, vil det være sådan, at I ikke kommer til at arve hinanden, da I ikke er gift. Det betyder, at din søster kommer til at arve dig, hvis du dør først, og hvis din samlever dør først kommer hans forældre til at arve ham. Men det kan jeg forstå på dig, at det har I allerede styr på.

Jeg vil klart anbefale, at I opretter et notartestamente, så I er sikre på, at det bliver fundet frem, når den ene af jer dør, og med testamentet kan I så også sikre, at I får fordelt arven efter jer, som I ønsker det.

Jeg er klar over, at man kan finde formularer til testamente på nettet, men jeg skal ikke udtale om hvorvidt I kan "nøjes" hermed. Det vil altid være min anbefaling, at man drøfter testamente med en advokat, så man er sikker på at alle ønsker kommer med, og at der tages højde for alle forhold.