Gå til hovedindhold

Hvornår virker en behandling

Spørgsmål

Min 18-årige søn har lige fået diagnosen attakvis multipel sclerose, og den 7. maj begyndte han på Aubagio. Lægen skønnede, at min søn har haft sygdommen siden 12-13 års alderen, grundet antallet af plaks der kunne ses på MR-skanningen. Den 19. maj begyndte et attak i venstre fod (føleforstyrrelser). Forud for dette attak begyndte et attak (føleforstyrrelser) den 2. maj under brystet og på ryggen i venstre side. Dette attak er der endnu samtidig med det nye under venstre fod. I februar i år havde min søn føleforstyrrelser i nedre højre ben i en måneds tid, og primo april fik han synsnervebetændelse, hvorved hans MS blev opdaget.

Jeg ringede til sclerosesygeplejersken den 23. maj og fortalte om attakket under foden, og hun skønner ikke, at der skal gøres noget i forhold til dette - hverken behandling (binyrebarkhormon) eller anden medicin. Hun sagde, at de gerne ser, at der går 1/2 år inden skift af medicin. Jeg er naturligvis bekymret over antallet af attaks (4 på 4 måneder), og jeg er faktisk uforstående overfor, hvorfor man fastholder 1. valgsmedicin, når han samtidig får attakker og muligvis har haft sygdommen i 5-6 år. Plejer man at se virkningen af medicinen an i 1/2 år? Jeg overvejer en second opinion - hvordan foregår dette i praksis?

Svar

Jeg kan dårligt udtale mig om din søns sygdomsforløb, da det kræver grundig indsigt i sygehistorien og undersøgelsesresultaterne. Generelt kan jeg sige, at mange MS behandlinger tager 6-10 uger om at virke, og derfor giver det god mening, at vente 6 måneder, med at vurdere effekten af en behandling, med mindre der er klare tegn på alvorligt sygdomsgennembrud. Det er sædvanligvis lægerne i en MS klinik, der skal afgøre, om der er behov for second opinion i en anden MS klinik.