Infektion ved Tysabri
Til september har jeg været i behandling med Tysabri i to år og har ikke haft attakker i den tid, og det er jo fantastisk. Dog tænker jeg, om medicinen kan være for "stærk" til mig. Der er hele tiden et eller andet efter mig, forkølelse, maveonde, herpes udbrud, feber, bylder/bumser, hævelser i fingre og tæer. Det er pænt træls, at jeg kun føler mig godt tilpads nogle få dage om måneden. Jeg er blevet undersøgt på kryds og tværs uden man finder noget, mine blodprøver viser lidt forhøjede hvide og røde blodlegemer og levertal. Jeg vil lige sige, at før jeg startede på Tysabri var jeg sjældent syg, derfor mistænker jeg Tysabri. Kan det være pga. af det, og hvis det er, hvilke muligheder har jeg så?
Tysabris virkningsmekanisme er at nedsætte immunaktiverede hvide blodlegemers adgang til hjernen. Det er ønskeligt, men patienter på Tysabri får ca. dobbelt så mange "almindelige" infektioner som ubehandlede patienter, typisk forkølelse/halsbetændelse/blærebetændelse. Det gælder også Gilenya, som er i samme kategori (2. Linjebehandling) og endnu mere med Lemtrada, som også er blandt de mest effektive attakforebyggende præparater. Så de effektive behandlinger kan desværre have sin pris.
Det er dog forskelligt fra patient til patient, hvordan virkning er i forhold til bivirkning, og det kunne jo være, at lige præcis du fik færre bivirkninger ved Gilenya end ved Tysabri, men det kan også blive værre. Prøv at tale med din scleroselæge om for og imod Tysabri og evt. behandlingsskift.