Interferon-beta og stofskiftesygdom
Jeg er sclerosepatient fra 2005. Jeg har et spørgsmål vedrørende bivirkning af Avonex på stofskiftet. Jeg fik Avonex injektioner 3 gange om ugen fra 2005 til 2008. Desværre fik jeg den bivirking, at min skjoldbruskkirtel blev påvirket, så jeg fik lavt stofskifte og startede Eltroxin i 2008. Det er gået ok, indtil jeg kom i overgangsalderen i 2014. De sidste 3 år har jeg bakset med mit stofskifte, som er blevet lavere og lavere med behov for mere og mere medicin og det volder mig store problemer idag.
Mit spørgsmål går på, hvad det er for en påvirkning interferon har på skjoldbruskkirtlen, som giver stofskifteproblemer. Er det som en autoimmun reaktion a la Hashimotos, som er der hele tiden eller stopper påvirkningen når interferon stopper? Vil det være relevant nu at få målt antistofferne antiTPO og antiTG? Jeg er interesseret i at vide det, for bedre at kunne behandle mine nuværende symptomer.
Interferon-beta (f.eks. Avonex) påvirker MS ved at dæmpe det autoimmune angreb på central-nervesystemet. Dette sker indirekte ved at interferon aktiverer forskellige gener i immuncellerne, der medfører udskillelse af f.eks. cytokiner og andre regulatoriske molekyler, som bremser scleroseangrebet. Desværre kan denne effekt også resultere i, at "hvilende" autoimmunitet mod skjoldbruskkirtlen forstærkes og en egentlig stofskiftesygdom afdækkes. Det er fortrinvis sygdommen Hashimotos thyreoiditis, som er en autoimmunt betinget betændelsesreaktion i skjoldbruskkirtlen, der så kommer til udtryk. De mennesker, som oplever sammenfald af stofskiftesygdom og interferonbehandling, vil således allerede have denne brist i immunforsvaret fra starten, mens interferon blot forstærker tendensen. Man kan screene for autoimmune stofskiftelidelser i forbindelse med interferon-beta behandling, ved at måle antistofferne TPO (thyreoideaperoxidase) eller TG (thyreoglobulin), hvor TPO er det vigtigste. Hvis prøven er forhøjet vil der være større risiko for Hashimotos sygdom og dermed nedsat stofskifte. Man bruger dog ikke måling af TPO og TG antistoffer videre i behandlingsforløbet, men justerer blot stofskiftemedicinen ud fra blodprøverne.