Gå til hovedindhold

Jeg er min kones hjælper

Spørgsmål

Jeg skriver, idet jeg er kommet i en meget fastlåst situation i forhold til min kone, der har sklerose på 29. år. Hun er hårdt ramt af sygdommen, kan kun køre i sin elektriske kørestol og spise med en hånd, når maden er skåret i små stykker, alt andet skal hun have hjælp til. Hovedet virker umiddelbart nogenlunde, er almindelig at snakke med, men glemmer alt i løbet af meget kort tid. Hvad vi taler om er ofte helt borte efter ½ time. Hun kan ikke være med til ret meget mere, hvis vi endelig tager afsted til et eller andet, er jeg hjælperen, der skal styre kørestolen og tage mig af alt det praktiske i alle sammenhænge, derfor er det mere en belastning, end noget der skulle være en oplevelse for mig.

Der kommer masser af hjemmehjælpere i vores hjem, for at min kone kan få det hele til at fungere. Det er meget belastende - ikke meget fred og ro herhjemme. Jeg er ved at køre fast i det hele, synes livet passerer forbi, uden at jeg rigtig kan deltage og få noget ud af det. Det er altid mig, der skal sørge for alt hvad der hører til en husholdning, mad, indkøb, vask, rengøring og meget andet. Jeg savner, at der af og til er nogen der gør lidt for mig, og savner en jeg kan dele forskellige oplevelser og tilværelsen med på en ordentlig måde.

Kommunens visitator synes, at min kone burde komme på et plejehjem, og jeg er mest tilbøjelig til at være enig i det synspunkt. Visitatoren tog ved det sidste besøg hos os, emnet med plejehjem op overfor min kone, men da hun opdagede hvad snakken gik på, brød hun fuldstændig sammen og græd og sagde, hvorfor kan jeg ikke få lov at være i fred, jeg har det så godt, som jeg kan have det herhjemme, som jeg har det nu. Selvfølgelig har hun ret i det set fra sit synspunkt. Derimod som jeg ser det, er det en fortsat fastlåst situation, som jeg ikke er tilfreds med. Mit ønske er nok, at min kone kommer på plejehjem, og for at gøre overgangen så lempelig som mulig, ville jeg i en lang periode sørge for, at hun kom hjem på weekend. Den mulighed er der ikke, hun vil ikke, ikke en gang være med til at besøge forskellige plejehjem, for at se hvad vi snakker om.

Jeg har så prøvet at vende bøtten, og sige jeg flytter hjemmefra i ugens løb og kommer hjem på weekend. Efterfølgende er jeg dog kommet frem til, at det ikke er nogen acceptabel løsning for mig. Jeg har talt med min kone om det at flytte hjemmefra, hvilket hun slet ikke kan forstå, og ligeledes det med plejehjemmet, hvilket hun heller ikke kan forstå og afviser fuldstændigt. Problemet er også at samtaler bliver visket ud i hendes hoved efter kort tid, og det således ikke er muligt at bygge videre på samtaler fra gang til gang, hun abstraherer fra det hele eller glemmer det.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre for at komme videre, sådan som det er nu er jeg mest af alt servicemand for min kone og ikke ægtefælle. Desuden kunne jeg godt tænke mig, inden jeg bliver alt for gammel, at komme til at leve som et helt menneske. Men som det er nu, er det ikke muligt. Jeg skal også nævne, at jeg trods alt stadig holder af min kone. Synes ikke, jeg vil tage det store brud med en skilsmisse for at komme videre. Jeg håber, at I som forening har erfaringer med tilsvarende svære problemstillinger, og kan komme med gode råd om, hvordan man kommer videre og, hvad muligheder der er. 

Svar

Log ind som medlem

Log ind med dit medlemslogin for at få adgang

Log ind

Ikke medlem?

Hvis du giver os din e-mail og telefonnummer, kan du få adgang mod, at du accepterer, at vi kan kontakte dig og fortælle mere om dine muligheder for at støtte scleroseforeningens arbejde

Anmod om adgang